Jans Corner: Mere skum

Superligaen kom i gang igen, Champions League og Europa League gjorde det også, og vi fik danmarkspremiere på anvendelsen af markeringssprayen. Sidste uge var en begivenhedsrig uge på mange måder. Det var yderst begrænset, hvad jeg selv fik set undervejs: det blev mest til nogle klip på hotel-TV i Ukraine, og weekenden gav heller ikke meget plads, for den stod på efterfølgende papirarbejde. Derfor har jeg også måttet skuffe en del, der har mailet eller sms’et omkring konkrete situationer – alene fordi jeg ikke har set dem. Nogle lader sig så lede frem efterfølgende via internettet, mens andre ikke gør det. Men jeg kedede mig bestemt heller ikke til min Europa League-kamp ude østpå – jeg har aldrig før oplevet en kamp med fem potentielt kampafgørende situationer (de såkaldte black/white-situationer), som ikke kunne afgøres fra tribunen. To annullerede mål, to mulige straffespark og et muligt rødt kort for berøven af oplagt scoringsmulighed. Så er det, at man er taknemlig for, at man på det niveau får stukket en DVD i hånden ganske kort efter kampen – og endnu mere taknemlig for, at dommeren syntes at gribe rigtigt i posen alle fem gange.

Der var ikke specielt meget brug for markeringssprayen i den kamp, og efter hvad jeg har hørt, gik premierebrugen af den i Danmark også helt efter planen. Altid spændende, for selv om der er både tænkt, planlagt og lavet praktiske øvelser (for det er faktisk ikke så nemt, hvilket enhver kan overbevise sig selv om ved at se de forskellige internationale dommere i TV med deres forskelllige stilarter i og kunstneriske udførelse af sprayningens ædle kunst), kan der altid ske noget uforudset. Det gjorde der også her – jeg havde i hvert fald ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det første spray-frispark på dansk jord ligefrem skulle udløse bifald og jubelbrøl, da det kom i kampen mellem FC Nordsjælland og Randers fredag aften.

Internationalt løb vi til gengæld ind i en spray-kuriositet i CL-kampen mellem PSG og Chelsea (den første sms ventede på mig, da jeg mellemlandede på vej til Ukraine). PSG har fået tildelt et frispark uden for Chelseas straffesparksfelt, og dommer Cakir fra Tyrkiet, som er én af de mest rutinerede på dette plan, følger konventionerne til punkt og prikke: markerer frisparksstedet, skridter ud, spray-markerer også murens placering, og så er alt jo godt. Og så alligevel ikke, for mens Cakir derefter løber i position, tager David Luiz bolden og flytter den vel en lille halv meter længere ind i banen. Herefter skraber han så meget af skummet sammen, som han nu kan få fat i, og flytter også det tilsvarende, uden at der er nogen reaktion.

Her skal alle alarmklokker begynde at bimle, for hvorfor gør han dog det? En del venlige telegrambureauer og aviser har ment, at han gør det, for at det oprindelige skum ikke skal ligge i vejen for Ibrahimovics skud. Man husker måske diskussionen fra VM, hvor nogle angribere i ramme alvor påstod, at skummet for dem udgjorde en psykologisk barriere, når frisparket skulle tages. Javel – og selvfølgelg kan skummet også i yderste konsekvens være en fysisk barriere for et fladt skud, men så skal det godt nok være højt skum.

Med al respekt: det tror jeg ikke et øjeblik på. I min optik er vi ovre i afdelingen for svindel, plat, humbug og ballade. Dommeren har fortalt, hvor det frispark skal tages fra. Muren er blevet stillet op efter det – og så flytter angriberne bolden, da vi egentlig er klar til spark – uden tvivl for at få en mere fordelagtig vinkel. Til overflod flytter Luiz så skummet med for at skjule sin gustne gerning. Hvis dette er en lovlig mulighed, har man opnået i hvert fald tre ting på én gang: man har undermineret dommerens autoritet (for han er jo til grin, når sådanne billeder går verden rundt), man har totalt devalueret hele idéen med markeringssprayen – og ikke mindst har man tiltusket sig en fordel, som man ikke er berettiget til.

Egentlig er det lidt af en gåde for mig, at dette kan passere, uden at bare én af seks rutinerede og internationalt dybt erfarne dommere opdager det – og hvis det opdages, må det være en klinkende klar advarsel for usportslig opførsel. Én ting er, at man forsøger at snyde dommeren – men enhver form for fairness er jo tilsidesat, når stedet for frisparket pludselig ændres, efter at muren møjsommeligt er stillet op under indgående kommunikation med målmanden og hvad dertil hører. Der er i hvert fald et eller andet, der er gået galt i den interne opgavefordeling mellem de seks dommere og aftalen med, hvem der holder øje med hvad. Eller også har bare ingen haft fantasi til at forestille sig denne variant. Som tidligere skrevet på denne plads: fantasien overgås kun af virkeligheden, og der vil til hver en tid være spillere (og trænere), der forsøger at finde hullerne i osten til egen fordel.

Uden sammenligning i øvrigt havde Brøndby i Krohn-Dehli – dagene også en lidt tilsvarende variant (dog uden skum), hvor en spiller stod med bolden i hænderne, mens muren blev stillet op. Når muren var stillet op, blev bolden lagt – og selvfølgelig et lidt andet sted end det, som muren var stillet op til. Dengang blev instruktionen til dommerne lynhurtigt først at begynde at skridte afstand og stille mur op, når bolden lå på jorden. Og når dommeren vendte ryggen til bolden i den anledning, så måtte linjedommeren tage over og holde styr på boldens placering.

Lur mig, om ikke der fra UEFA kommer en lille note om disse forhold, når roen har sænket sig igen efter denne runde. Det er i hvert fald næppe noget, som man skal gentage og forvente at slippe godt fra.

Fodbold har alle dage været et spil, hvor de kloge narrer de mindre kloge, og hvor den opmærksomme forsøger at tage fusen på den mindre opmærksomme, hvilket er fint nok. Man husker måske hjørnesparksvarianten, hvor en angriber bevæger sig ud til flaget med bolden, lægger den på jorden og i al ubemærkethed giver bolden et minimalt tjat med foden, så den stadig er i buen ved hjørneflaget. Så er bolden i spil fra hjørnesparket, da den er sparket og har bevæget sig. I de smukkeste udførelser ligger bolden nu stille igen efter den nærmest umærkelige berøring. En ny angriber begiver sig afsted, tilsyneladende for at tage hjørnesparket med den bold, som hans elskværdige medspiller har lagt til rette for ham. Forsvaret stiller op i forventning om et traditionelt hjørnespark – men bliver i den grad taget på sengen, når den nye angriber bare tager bolden og begynder at drible med den – for den er jo i spil.

Her er alt foregået fuldstændig efter de formelle regler – og de snedige angribere har snydt de måske knap så opmærksomme forsvarere. Men i Luiz/Ibrahimovic-tilfældet er tingene ikke foregået efter reglerne, for selvfølgelig kan man ikke bare flytte på bolden, når dommeren har bestemt, hvilken græstørv frisparket skal tages fra og i disse nye tider endda markeret det med sprayen.

Der er en første gang for alting – men forhåbentlig var Luiz-stuntet også samtidig sidste gang.