En både kold og varm weekend

Så blev det minsandten december, og selv om temperaturerne bliver koldere, skal jeg da lige love for, at der var nok af varme emner og ophedede situationer at snakke om efter den forgangne weekend.

For nu at starte i den mere fredelige afdeling og for at knytte an til sidste uges hilsener til Maradona, fulgte Messi jo op i weekenden i kampen mod Osasuna ved efter sin scoring at tage trøjen af og fremvise en Newell’s Old Boys trøje med nr. 10, som både han og Maradona havde båret i de argentinske tider. Men så kommer lyseslukkerne selvfølgelig bagefter. Dommeren med et gult kort og det spanske fodboldforbund med en bøde på 3.000 Euro. Det har naturligvis fået nogle til at himle op om regelrytteri og andre grimme ting. Men der er mindst tre ting i det. Den første er, at Messi sikkert uden problemer og med glæde afleverer 3.000 Euro for at have kunnet hylde idolet. Det må være en kalkuleret risiko, for ingen spiller kan være uvidende om forbudet mod at fremvise religiøse, politiske eller personlige budskaber. Den anden er, at forbudet mod at tage trøjen af under en scoringsjubel skal koste en advarsel – også selv om der er en trøje indenunder. Jeg var selv observatør i München, da Elber for mange år siden i en Champions League-kamp tog sin trøje af, havde en identisk trøje under den og gav den til en mand i kørestol bag det ene mål. Både dommeren – som nu er en topfigur i UEFA – og jeg selv vendte pænt ryggen til og gjorde ingenting af ren empati. Det havde også været en klokkeklar tabersag for omgivelserne at give akkurat den advarsel – men senere samme år kom så indskærpelsen, at no matter what og selv med en ekstra trøje under er det en forseelse til en advarsel. Fint – klare linjer.

Det tredie interessante her er, at Messi kunne have undgået det gule kort (men ikke bøden) ved bare at løfte op i trøjen i stedet for at tage den af. Selve det at fremvise et budskab er nemlig ikke i sig selv en advarselsforseelse, men skal bare indberettes. Vi har set mange budskaber af den type gennem tiderne, både til nyfødte børn og andet godt. Oprindelig handlede det kun om trøjen, men Nicklas Bendtner satte nye standarder ved Paddy Power-stuntet på sine undershorts ved EM i 2012, så nu gælder det alle beklædningsgenstande. Ikke en af de lovændringer på dansk foranledning, som jeg er mest stolt af, må jeg indrømme.

Så kan man selvfølgelig spørge, som mange også har gjort, om ikke det er OK i en god sags tjeneste osv. Jo, man kan sagtens have al sympati – men man kan lave alle de hyldester, som man vil inden kampen, men når først kampen er igang, gælder fodboldloven. Og hvis man lukker øjnene her, hvor er så grænsen ? Hvad er tilladelige personlige (eller for den sags skyld politiske eller religiøse) budskaber ? Lige akkurat på dette område er det nok rigtig godt med nogle sort-hvide regler, uanset sympati. Ellers har vi den store glidebane (og stof til adskillige flere klummer).

Ellers er det jo stadig VAR, der formår at trække overskrifter her og der. Kampen mellem Brighton og Liverpool kastede adskillige af slagsen af sig. To annullerede Liverpool-mål – dog begge korrekt – for offside, omend det ene var i den engelske specialitet med armhule-offsider eller tilsvarende.

I Spanien havde opgøret mellem Elche og Cadiz en af de mere kuriøse af slagsen. Jens Jønsson havde i første omgang fået tilkendt et straffespark, og det tog henved fire minutter – og 13 gennemsyn – før dommeren efter On Field-Review endte med et frispark i den modsatte retning i stedet. Det er nu også en ualmindelig giftig situation, hvor Jønsson bliver presset i en luftduel i straffesparksfeltet – måske er der et puf i ryggen – hvorefter han selv får hånden på bolden, og den smutter videre over på forsvarerens hånd.

Herhjemme kunne vi i den grad også godt være med i den forløbne runde. I FC MIdtjylland og AaB mangler vi et straffespark for en holde-situation, meget lig den fra første runde mellem Brøndby og FC Nordsjælland, sikkert fordi man ikke får den sidste vinkel med. De langsomme gengivelser i den lune lænestol efterlod i hvert fald ikke meget tvivl.

Den tid, som der går med VAR-check har været lidt et tema i den forløbne uge, og jeg er helt enig. Nogle har plæderet for, at der skal være en øvre tidsgrænse, men den går altså ikke efter VAR-protokollen, hvor tiden i princippet er underordnet, bare vi får den rigtige afgørelse (hvilket jo altså må være i alles interesse). Selvfølgelig skal vi holde fast i, at VAR skal kunne dokumentere, at dommerens oprindelige kendelse er klart og åbenlyst forkert, eller i hvert fald på et niveau, hvor han bør se den igen med nogle ekstra vinkler, men det skal jo også være rimeligt.

Der var et par situationer i weekenden, hvor der gik lang tid. Jeg var selv med omkring den ene i Farum, hvor det tog lang tid at konstatere, at et AGF-mål var korrekt annulleret for offside. Det tog for lang tid, men der var både menneskelige og tekniske årsager til det. Det er nogle af de ting, som vi har tid til evaluere – både her og nu, men også i den snarlige tilkommende vinterpause. I SønderjyskE blev et straffespark konverteret til en offside, og den var altså heller ikke for små børn, så jeg kan godt forstå, at den tog længere tid, end godt var. Men som vi hele tiden har sagt, er dette altså et spørgsmål om rutine, og ingen tvivl om, at det nok skal blive bedre efterhånden. Alle lande, der har indført VAR, har haft et problematisk første år – og her er vores altså vand i sammenligning med de andre. Vi kan tage diskussionen til næste sommer, hvis det ikke er blevet bedre…

Og så var der mandagskampen mellem Brøndby og Lyngby, som jo nærmest var en opvisning i situationer og helt uden for kategori VAR-mæssigt.. Mål annulleret for offside – mål, som nogle mener skulle have være annulleret – og et par mulige straffespark, som også lige skulle checkes. Hvis vi lige tager straffesparkene først, er jeg ud fra TV-billederne ikke overbevist om det, som Lyngby gerne ville have i 1. halvleg. Bliver der trådt ned på foden – eller bliver der trådt ned ved siden af foden, hvorefter kontakten følger et splitsekund efter ? Jeg mener ud fra TV-billederne det sidste – igen: er det en klar og åbenlys dommerfejl ? Det mulige straffespark for hands af Slimane i slutminutterne mener jeg heller ikke er der, men jeg kan godt forstå, at det tager tid, for vinklerne er ikke optimale.

Og så er der lige Brøndbys 2-0 scoring, som fik lov til at stå. Det er næmest umuligt at afgøre på de TV-billeder, som vi almindelige dødelige ser, om Uhre er offside. Kameravinklen er skæv, og spillerne dækker delvis for hinanden. Intuitivt synes jeg, at det ligner en offside, men det er godt nok minimalt, fordi forsvarerens bageste punkt ikke er oplagt – er det mon skulderen eller knæet og ikke foden ? – mens Uhres fod (han er tilsyneladende forrest) er det. Under alle omstændigheder snakker vi her ‘engelske offsider’. Problemet er, at uanset at der er mange frames pr. sekund, er det ikke sikkert, at man har foreviget lige akkurat det præcise spilleøjeblik – kun framen før eller efter, og det kan gøre alverden til forskel, fordi spillerne jo er i bevægelse. Her følger vi fremdeles princippet med, at det skal være en klar og åbenlys fejl, hvis VAR skal gribe ind – og sikkerhedsmomentet i vurderingen skal i hvert fald overgå usikkerhedsmomentet i placeringen af offside-linjerne.

At TV3 så noget efterfølgende vælger at sætte en håndholdt streg på øjemål (og gør den mindst lige så bred som banens øvrige linjer, dvs. 12 centimeter) – og i øvrigt sætter den forkert efter fodboldloven, så det ikke rigtig har noget med offside at gøre – beviser intet, for

det er stadig de samme lidt skæve vinkler, der tages udgangspunkt i. Her vil jeg trods alt foretrække at følge de subjektive vurderinger fra VAR-vognen, som sætter målepunkterne – og så klarer softwaren den efterfølgende objektive vurdering. Og stadig: det skal være en klar og åbenlys dommerfejl – ellers står dommerens oprindelige afgørelse ved magt. Så uanset min umiddelbare og tilbagelænede mavefornemmelse hjemme foran TV, der sagde snæver offside, stoler jeg på mine koncentrerede kolleger i VAR-vognen, der bekræfter dommerens kendelse. Retfærdigvis skal siges, at kommentatorerne live var meget loyale over for tvivlen i afgørelsen.

Nogle i diverse kommentarspor har bjæffet lidt over vores oprindelige påstand, at der gennemsnitligt ville være et review pr. tre kampe, og synes, at det er væsentligt flere. Det er nu stadig ikke helt skævt. Alle scoringer, mulige straffespark og mulige røde kort checkes selvfølgelig, men tallet går på de situationer, som giver en forsinkelse i genoptagelsen af spillet. Her trækker nogle kampe bare mere end andre. Jeg har været til et par stykker, hvor der intet skete – og så trækker Brøndby-Lyngby selvfølgelig opad.

Endelig har en læser efterlyst en ABC-udlægning af hands-reglen. Ja, sådan én kunne jeg også godt ønske mig, men jeg skal nok gøre mit bedste – inden jul.