Offside og VAR

Nogle gange har man fornemmelsen af, at man ikke kan vende ryggen til et øjeblik, uden at der sker ting og sager omkring én. Sidste lørdag frøs jeg med anstand gennem en i øvrigt underholdende 2. divisionskamp (dog et formildende moment), og da jeg kom hjem, kunne jeg se på mailboksen, at der var temmelig mange andre, der havde valgt at bruge noget af lørdagen på at følge Merseyside-derbyet mellem Everton og Liverpool – og, jeg havde nær sagt som sædvanlig, med VAR i fokus. Der var dels det sejrsmål til allersidst, som Liverpool troede, at de havde scoret, men også situationen, hvor Evertons målmand Jordan Pickford får nedlagt Liverpools Virgil van Dijk med en meget grim skade til følge.

Nu har det nærmest været et mantra for os, uanset hvor vi er kommet frem i vores forsøg på at introducere VAR i Danmark, at man skulle glemme alt om anvendelsen i Premier League. Hvilket generelt har givet et lettelsens suk i forsamlingerne. I England er man i denne sæson dog nået til, at dommeren kommer ud og ser på skærmen i stedet for at få stanget en kendelse ud fra VAR-centeret (England kører en central løsning fra London, hvor f.eks. vi kører en løsning på stadion). Det er også hele princippet bag VAR og står direkte beskrevet i protokollen, at det er dommeren, som træffer den første afgørelse på banen. Han kan så få hjælp fra kollegaen i VAR-vognen, men i sidste ende er det også banedommeren, der træffer den endelige beslutning. Der er kun én chef i firmaet. Den side af sagen har man rettet ind på, men der er stadig andre områder, hvor tingene fungerer anderledes på øerne end f.eks. herhjemme, hvor vi følger protokollen 100 % (og det uanset om vi grænsetilfælde er enige med den eller ej).

Men lad os tage situationerne én ad gangen – og så må trofaste læsere bære over med, at jeg kommer til at gentage mig selv fra nogle af de tidligere VAR-artikler, men nogle gange er det lettere at forholde sig til, når der er nogle konkrete tilfælde at holde det op på.

Den ekstremt tætte offside ved det mulige sejrsmål er nærmest et skoleeksempel på forskellen på anvendelsen af VAR i England og andre steder. Hvorfor man så har valgt at gøre det på den måde, ligger hinsides min fatteevne, men det er formentlig et valg fra klubberne selv i forsøget på at nå den absolutte retfærdighed. Men absolut retfærdighed eksisterer i min optik kun i teaterstykker og eventyrbøger, ikke i det virkelige liv.

Hele konceptet bag VAR tilsiger, at VAR kun skal skride ind over for klare og åbenlyse dommerfejl (eller linjedommerfejl). Er noget tvivlsomt, skal man lade det ligge og støtte dommerens afgørelse. I teorien er en offside-position en objektiv afgørelse: enten har man som angriber i spilleøjeblikket passeret bolden og næstbageste forsvarsspiller, eller også har man ikke. Enten / eller og ingen mellemting. Som jeg ynder at sige: man kan heller ikke være en lille smule gravid. Men ét er lærebogens teori – noget andet er de faktiske forhold i det virkelige liv. For medens VAR kan være en kolossal hjælp, er der også nogle usikkerhedsmomenter omkring offsiden.

Man har en software, som kan tegne offside-linjer til støtte for afgørelsen. Det helt grundliggende problem er bare, at softwaren ikke kender offside-reglen. Så det er VAR-dommeren, der instruerer sin operatør i at sætte målepunkterne på de to spillere, der skal vurderes imellem. Allerede her har vi en menneskelig faktor indover. Og så kommer der andre tekniske forhold oveni. Godt nok sker en optagelse med mange frames pr. sekund, men alligevel kan det godt forekomme, at man ikke har lige akkurat den frame, hvor den afleverende spillers fod rammer bolden, men måske kun den frame, som ligger enten lige før eller lige efter. Dernæst er der spørgsmålet om spillernes placering i forhold til hinanden. En

offside på 10 centimeter kan sagtens være en klar og åbenlys vurdering, hvis spillerne står tæt på hinanden, men hvis vi tager det andet yderpunkt, at de to relevante spillere står på hver sin sidelinje, er der 68 meter mellem dem, og så kan der til overflod være andre spillere mellem de to, som helt eller delvis dækker for den direkte linje, så det kan være usikkert at placere det helt nøjagtige målepunkt.

Man kan sætte offside-linjer på to måder – i 2D eller 3D. I de fleste tilfælde vil 2D være nok (det er også det, der tager kortest tid til alles glæde), men skal man ud i 3D og triangulering efter mere avancerede målepunkter på banen, bliver det mere kompliceret. Selv en faktor som banens hældningsgrad (hvor meget den skråner, for at vandet kan løbe af) spiller ind i de helt nøjagtige vurderinger. Samtlige superligastadions i Danmark er blevet opmålt minutiøst, så man har disse fikspunkter.

Som man kan se, er der en pæn portion usikkerhedsfaktorer, som kan risikere at komme i spil, dog forhåbentlig ikke alle på én gang. Hvis vi vender tilbage til udgangspunktet, at VAR er sat i verden for at eliminere klare og åbenlyse dommerfejl, ikke for at dømme hele kampen for anden gang, er det sådan, at man i VAR-rummet skal kunne stå med den rygende pistol, der siger, at her skete der altså en klar og åbenlys dommerfejl. Og det er her, at vi i f.eks. Danmark adskiller os fra Premier League. I England stoler man – trods den menneskelige faktor og usikkerhederne nævnt ovenfor – 100 % på geometrien og matematikken, og det er det, der fører til mulehårs-offsiderne, armhule-offsiderne, eller hvad man nu vil kalde det. Herhjemme er vores princip, at tingene skal give mening, og det må aldrig blive latterligt – så hvis ikke sikkerheden i den endelige vurdering overstiger de usikkerhedsmomenter, der er mødt undervejs, vil man støtte dommerens oprindelige beslutning, uanset om den gik den ene eller anden vej og undlade at blande sig. I praksis vil det sige, at hvis softwarens to offsidelinjer for henholdsvis angriber og forsvarer ligger nærmest oven i hinanden eller med ekstremt kort afstand, og nogle af usikkerhederne har været med ombord, står den oprindelige afgørelse til troende.

Så lever jeg fint med, at hyperteoretikere kan sige, at en offside-position er en objektiv ting, som kan måles. Javist, men der er også subjektive, menneskelige momenter med (i kraft af VAR-dommeren), når linjerne skal sættes. Så man vil forhåbentlig ikke herhjemme komme til at se offside-kendelser baseret på millimeter og ikke til at skelne med det blotte øje. Så kan vi lave så mange andre fejl (det har vi allerede vist i et par tilfælde) – men det er i så fald menneskelige fejl, og dem har fodbolden altid haft. VAR er ikke nogen mirakelkur, der sikrer absolut retfærdighed. Da jeg så situationen fra Everton-Liverpool fra hovedkameraet, havde jeg ikke den fjerneste mistanke om, at der kunne være offside med i spillet her – og jeg har trods alt set en del fodboldkampe i mit liv. Hvad mere er, selv når jeg ser still-billederne med linjerne og det hele, kan jeg stadig ikke se den offside. Og lad os lige holde fast i, at fodboldloven helt udtrykkeligt siger, at enhver tvivl skal komme angriberen til gode.

Pickfords voldsomme kollision med van Dijk og dennes ulykkelige og langvarige skade er et andet aspekt af VAR. Nu er der klart offside i situationen lige før, og den bliver også dømt. Men det interessante er, om man uanset offsiden alligevel kan gå ind og se på sammenstødet bagefter. Og ja, det kan man godt efter VAR-protokollen. Pickfords aktion er på ingen måde på højde med Toni Schumachers ved 1982-VM, men der kan ikke herske tvivl om, at den sker med unødig stor kraft og bringer modspillerens sikkerhed i fare, uanset at det selvfølgelig ikke har været intentionen. Men de to kodeord får et potentielt rødt kort til at blinke, og derfor ville VAR-dommeren i den bedste af alle verdener have kaldt dommeren ud for at se på

skærmen ved det, vi teknisk kalder et on field-review. Der ville endda være rigtig god tid til det, fordi der foregår en længerevarende skadesbehandling. Jeg har set i Daily Mail, at VAR-dommeren simpelthen var så koncentreret om at checke offsiden, at han aldrig nåede videre til det efterfølgende sammenstød. Det er menneskeligt, men det er på den anden side noget af det, der bare ikke må ske. Medmindre man ligefrem har glemt protokollen og muligheden for at sanktionere forseelsen trods den forudgående offside, må man fordele ansvaret internt i teamet – der er en god grund til, at der også sidder en assisterende VAR-dommer.

Vi skal nok lade være med at højglanspolere glorien, for vi har også lavet fejl i de første runder med VAR, men lige akkurat situationer som denne sidste er grunden til, at vi i de første runder og indtil vi føler os trygge, har en VAR-instruktør siddende i vognen. Han blander sig på ingen måde i afgørelserne – men han er der for at hejse flaget, hvis noget er ved at gå helt galt efter protokollen, eller man overser eller glemme at checke et eller andet.