En af de mindre interessante ting ved at have været i branchen i mange år er, at venner, bekendte og dommere, som man selv havde som forbilleder, falder væk.

I sidste uge var det så endnu ét af KFD’s koryfæer, Heinrich Metz, der i en alder af 84 år sagde farvel efter et langt og godt liv.

Det er nok primært de lidt ældre medlemmer, der vil huske Heinrich, men han var et klubmenneske, der i den grad satte sit præg på tingene. I mange år et aktiv omkring de nu desværre hedengangne kegleaftener, som havde nogenlunde samme status som den nuværende afslutningsfest efter sæsonen. Han havde også en meget stor finger med i spillet¸ da Niels-Erik v. Zeijst i sin tid indtog formandsstolen.

Dommermæssigt nåede Heinrich DS og har formentlig en uofficiel danmarksrekord for flest år i rækken. Det blev vist til en 12-14 stykker. Et år var han faktisk officielt udpeget reserve til 3. division (som det hed dengang), men da der kom forfald hos en dommer, havde DBU desværre glemt, at man havde udpeget reserver. Den oplevelse kunne man ellers godt have undt ham. Han var DBU-teoriinstruktør og bedømmer lokalt – og havde også en periode i dommerudvalget i DBU-K (eller KBU, som navnet var dengang).

Hans hjerte bankede i den grad for dem, der kunne have det svært, uanset om det var i samfundet generelt eller som nystartede fodbolddommere. Helt i den tråd blev det også til flere perioder i Københavns Borgerrepræsentation, valgt ind for SF.  Og han var klimabevidst, før det blev moderne – transporten til samtlige kampe blev foretaget på cykel.  

Ikke mindst var Heinrich til fest og farver – og elskede practical jokes, uanset om han selv var i den ene eller anden ende af snoren. Med bopæl i Sydhavnen var han nærmest fast inventar i Valby Idrætspark og elskede at skræmme udefra kommende dommere med bemærkninger i stil med ‘Det er min plads !’ (første knage til højre for indgangsdøren). Kolleger kvitterede ved uden hans videnen søndag at sætte et skilt op, hvor der stod ‘Denne plads er reserveret Heinrich Metz’  – til hans store fornøjelse. Modsat præsterede han ved en afslutningsfest at bortauktionere et anonymt og indpakket kunstværk til fordel for KFD’s kasse – og da det var sidst på aftenen, lå buddene og pengene løst. Kunstværket viste sig at være en signeret valgplakat til det forestående kommunalvalg.        

Jeg havde selv i min aktive karriere min gang rigtig meget i Valby Idrætspark, debuterede dér – og mødte ved den lejlighed også Heinrichs knage og blev behørigt jaget væk. Så var man ligesom igang. Senere kom vi sammen til i adskillige år at rejse landet tyndt i forbindelse med Ekstra Bladets Skolefodbold og havde i det hele taget rigtig meget med hinanden at gøre.

Uanset hvor Heinrich befinder sig nu – den side af tingene bekymrede ham ikke voldsomt – er jeg sikker på, at det er blevet et mere festligt sted. Der skal nok være en kold øl eller to og plads til gode historier – og skulle der være nogle fodboldspillere til rådighed, er jeg sikker på, at han også griber fløjten.

Tak for venskabet, Heinrich – det har været et privilegium.

Jan Carlsen.

Mindeord om Heinrich Metz