Endnu en af forårets skæve helligdage – og dermed også endnu en fremrykket deadline, der gør, at vi ikke får onsdagens Europa League-finale (og selvfølgelig heller ikke morgendagens Champions League-finale) med i denne omgang. Det bliver der forhåbentlig lejlighed til at råde bod på i næste uge – det tegner til at blive et par forrygende fodboldkampe, og mon ikke der skulle falde en situation eller to af, som det kan være interessant at bore i efterfølgende.

Til gengæld har der jo været så meget andet. Diverse playoff-finaler rundt omkring med kamp om adgangen til det forjættede land. I Tyskland fik Union Berlin kæmpet sig vej til Bundesligaen på bekostning af en af de store, VfB Stuttgart. Når man nu ikke har noget tilhørs- eller fanforhold til nogen af klubberne, kan jeg nok godt tillade mig at sige, at jeg altid har følt det som en af fodboldspillets store charmer, når der sniger sig overraskelser ind, og de små narrer de store. Det skal blive rigtig spændende at følge Union i den kommende sæson. Dommermæssigt var det ikke specielt kompliceret – godt nok fik Stuttgart annulleret et mål direkte på frispark i returkampen (et mål, der kunne have sendt dem videre), men det var så klassisk et tilfælde af strafbar offside for at stå i målmandens udsyn, at det halve kunne være nok. I England fik vi en af de store traditionsklubber tilbage, da Aston Villa nappede den sidste plads i Premier League på bekostning af Derby i det, der vel er verdens økonomisk mest betydningsfulde fodboldkamp. Med forbehold for kurs- og beregningsforskelle taler vi om en ekstraindtægt på halvanden milliard kroner, primært på grund af TV-penge, og det må kræve mere end almindelig gode nerver at skulle lede sådan en kamp. For nogle uger siden havde jeg fornøjelsen af at være sammen med den pågældende dommer et par dage til en EM-kvalifikationskamp, hvor han var fjerdedommer, og han gjorde det på stille og rolig facon nøjagtig så godt, som jeg ville have forventet.

Sidst men ikke mindst fik vi bundet sløjfe på de to øverste niveauer herhjemme. Nu resterer der så lige en håndfuld playoff-kampe til afgørelse af endelig kvalifikation til henholdsvis Superligaen og Europa League, og de bliver heller ikke for små børn. 1. divisions-afgørelsen var præget af nøjagtig de umenneskelige følelsesudsving med verden vendt op og ned i slutminutterne, som vi har set det gennem foråret over hele Europa. For at det ikke skal være løgn, fulgte AGF og Randers op på det dagen efter med en Europa playoff-plads afgjort på kampens sidste spark. Jeg var selv i Parken, og det var jo primært fest, farver, badedyr og fortjent hyldest til FCKs mestre – mens dramatikken primært samlede sig et helt andet sted, nemlig i Odense mellem OB og Brøndby.

Og her fik vi så tre situationer, som meget smukt viste, hvor svært det kan være at dømme på dette niveau, og hvor mange faktorer, der skal med i ligningen. Godt nok er det tre af klassikerne, men ud fra den betragtning, at gentagelser i moderat omfang ikke skader, synes jeg, at vi skal tage dem.

Brøndbys mål til 1-0 er selvfølgelig den første – af mange udråbt til at være marginalt offside. Ikke på selve scoringen, som godt kunne se suspekt ud med det blotte øje i første omgang, men hvor målscorer Wilczek tydeligt er bag bolden, da Lasse Vigens aflevering falder. Og er angriberen ikke foran bolden, men bagved eller sågar på linje med den, kan han aldrig nogensinde være offside, om det så var de eneste to spillere på hele banehalvdelen. Det er den første aflevering frem til Vigen, altså pasningen før den målgivende aflevering, der er i fokus her. Og det kunne ganske rigtigt på de langsomme gengivelser godt se ud til, at Vigen er ganske få centimeter offside, hvis man ser på hans forreste fod og den bageste OB-markspillers skulder. Men det er en af de forseelser, som man som linjedommer ikke har en

kinamands chance for at registrere med det blotte øje og i fart – og så er det jo som bekendt stadig sådan efter fodboldloven, at er der tvivl, skal det komme angriberen til gode. Og ja, jeg ved godt, at sådan ser det ikke altid ud til at blive administreret i praksis – men så må det jo være, fordi linjedommeren ikke har været i tvivl… VAR vil fange sådan en offside, vel at mærke hvis det er en VAR-udbyder, som har den feature, der kan beregne og tegne virtuelle offside-linjer. Jeg har set det i praksis, og positionen kan simpelthen afgøres helt ned på centimeter. Denne feature er besynderligt nok ikke obligatorisk for en VAR-certificering (nok fordi det kan være en halvdyr sag), men uden den er det reelt umuligt at afgøre denne type snævre situationer, specielt hvis kameravinkelen som her er en anelse forskudt. Om en spiller er i offside-position eller ej, er i sig selv en objektiv vurdering. Det kan direkte måles, hvis man ellers har de rigtige hjælpemidler, og derfor er det også en af de situationer, som VAR-dommeren kan afgøre uden at skulle ulejlige dommeren med et review på skærmen ved banen (medmindre dommeren skulle insistere voldsomt – og det vil han ikke, for hvorfor skulle hans øjne måle anderledes end kollegaens ?).

Dernæst er der to situationer, som på sin vis er temmelig parallelle, eftersom de rummer både en provokatør og en provokeret, der gør gengæld. Den ene situation gav ingenting og gult – den anden gult og rødt.

I den første situation har vi Kamil Wilczek, der ligger skadet på banen, men ikke så alvorligt, at spillet skal standses. Så kommer Ryan Johnson Laursen til – formentlig i den tro, at Wilczek prøver at spille på situationen og trække tiden – og prøver at hive ham op i den ene arm, hvorefter den liggende Wilczek dasker ud efter ham med den anden arm. Stor opstandelse. I de gode gamle dage, da mænd var mænd etc., var et slag et slag og altid ensbetydende med en udvisning – ligesom tilfældet var med spark. Men i erkendelse af, at der er grænseområder, hvor puf bliver til slag og omvendt (og tilsvarende benspænd til spark), er man nu dér, at et slag nogle gange godt kan ende med et gult kort. Der skal to ting med i beregningerne. Dels selve styrken i slaget, og her er kodeordene intensitet, brutalitet og unødig stor kraft. Dels tidsforløbet – kommer reaktionen i umiddelbar forlængelse af provokationen, eller er der forsinkelse på, så man kan tale om en hævnakt ? Har man kraft eller forsinkelse, taler vi om rødt kort – og ellers gult for usportslig opførsel. Det er svært på TV-billederne at vurdere styrken i Wilczeks udfald (det kunne godt minde lidt om et irriteret ‘hold nu op-tjat’, men reaktionen er i hvert fald øjeblikkelig, efter at Laursen har forsøgt at rejse ham op mod hans vilje. Hvilket jo ikke er et led i det almindelige fodboldspil og dybest set ikke noget, som Laursen skal bekymre sig om. Ingen kunne have brokket sig, hvis Laursen også havde fået gult, men kortfarven til Wilczek ser ikke indlysende forkert ud, vurderet på TV-billederne.

I den anden situation – kun to minutter efter: de har haft det muntert i Odense – er det Janus Drachmann, der bremser et lovende angreb ved at fælde Simon Hedlund med en tackling bagfra, hvorefter Hedlund reagerer. Tacklingen kommer uden mulighed for at spille bolden, og der er pæn fart på, men tacklingen kommer med ét strakt ben langs jorden, og kontaktstedet er ikke overdrevent højt på benet. Så isoleret set ser en advarsel OK ud – uden at vide, hvad Drachmann ellers har haft på kontoen i løbet af kampen. Hedlunds reaktion kommer også med det samme – han springer op (TV afslører også nogle øjne, jeg nødig ville møde en mørk aften) og puffer til Drachmann med begge hænder. Så langt er det en umiddelbar reaktion – men så tager han desværre en tur til, hvor hænderne også kommer op i Drachmanns halsregion, den ene hånd endda bag nakken. Her stoppede det umiddelbare, og nu blev det til en hævnakt, for alt andet lige må det have været muligt at få hjernen sat i gear

igen efter den første refleksmæssige reaktion. Så selv om vi næppe snakker slag her, men snarere nogle solide puf, kan der ikke være meget tvivl om udvisningen.

Noget, som jeg meget ofte møder ved foredrag rundt omkring for spillere eller trænere er den forestilling, at det på en eller anden måde kan være en formildende omstændighed for en handling, at man er blevet provokeret forinden. Men sådan er fodboldloven altså ikke skruet sammen. De to handlinger skal fuldstændig klinisk vurderes hver for sig – som om de overhovedet ikke hørte sammen. Så man kan sige, at provokationen måske nok er en forklaring på offerets handling, men det er ikke nogen undskyldning.

Provokation og reaktion