KFD

Den forgangne weekend har godt nok ikke været en af dem, som der går tolv på dusinet af, hvis man tænker i dramatik og dommerkendelser. Det mærkes i den grad, at vi nærmer os én af de mest spændende afslutninger i Superligaen i årevis – måske ikke så meget omkring mesterskabet lige her og nu (det ligner jo et rent parløb mellem FCK og FCM), men i den grad omkring det hundeslagsmål, der udspiller sig for at komme med i top 6 frem for nedrykningsspillet. Og det var så ikke bare herhjemme, at der var problemer med at holde nerverne i ro – herom senere.

Weekenden bød på hele seks røde kort i de syv superligakampe. Statistikerne påstår, at det er rekord – til gengæld var det kun en tangering af rekorden, at der i den ene kamp mellem AGF og Midtjylland faldt tre af slagsen. Er det så fordi kampene er blevet mere voldelige ? Næh – for det mest forbløffende var, at alle seks udvisninger faldt, fordi en spiller løb ind i to advarsler. Man kan sige, at det er rimeligt forbløffende, at så mange spillere på så kort tid glemmer, at en advarsel betyder – nå ja, en advarsel, og pas så lige lidt på. Selvfølgelig er der situationer, hvor det i resultatets hellige navn kan være nødvendigt at tage én for holdet – men det var ikke alle handlingerne til advarsel, der var gennemsyret af udpræget klarsyn hos spillerne, for nu at udtrykke det nogenlunde diplomatisk. Jeg skal nok afholde mig fra at gå igennem dem allesammen, al den stund hele tre af dem tilsyneladende i skrivende stund bliver udfordret med en protest. Et udmærket vidnesbyrd om, at der også uden for banen på de mere polerede underlag kæmpes med alle midler. Det er der for så vidt nok heller ikke noget at sige til, for forskellen mellem at havne på den ene eller anden side af stregen, der slås efter de øverste seks hold, er til at få øje på. Men alt det er dommeren heldigvis fri for at skulle spekulere over – de efterfølgende protester er der en disciplinærinstans, der får lov til at muntre sig med.

Det, som jeg til gengæld har hygget mig ganske meget ved, har været reaktionerne bagefter, hvor der i stort kor er blevet råbt på, at nu må man altså også have VAR i Superligaen. Det er også en glimrende idé, men det skal bare ikke være af denne grund. For sandheden er, at VAR i de syv kampe (næsten) ikke ville have gjort nogen forskel. Vi tager den lige én gang mere med reference tilbage til klummen i sidste uge: FIFA og IFAB har et helt fast sæt spilleregler og en protokol for, i hvilke situationer man kan bruge VAR, og i hvilke man ikke kan. VAR kan bruges ved klare dommerfejl omkring situationer, der fører til scoring af mål. Endvidere ved situationer, der medfører et straffespark eller ej – og ved vurdering af, om der skal tildeles et direkte rødt kort eller ej. Og så er der lige det tekniske tilfælde, hvor VAR kan redde, at det er den forkerte spiller, der får tildelt et kort. Det er, hvad VAR kan og må – hverken mere eller mindre.

Altså ikke noget med at bruge VAR til vurdering af udvisninger som følge af to advarsler. Den bagved liggende logik er, at hvis man kunne bruge VAR til at vurdere det andet gule kort, skulle man selvfølgelig også have vurderet det første gule kort. Og så bliver det skruen uden ende. Så den eneste situation af de seks, som VAR eventuelt ville kunne gå ind og pille ved, var straffesparkssituationen i Brøndby, der medførte gult kort nr. 2 til Erik Marxen. Og så selvfølgelig kun under den forudsætning, at et gensyn ville klargøre, at kendelsen var en klar svipser, og at advarslen blev givet for selve forseelsen, der førte til straffesparket. Hvis advarslen derimod var givet for brok over det dømte straffespark, er det straks mere tvivlsomt, for uanset om man føler sig uretfærdigt behandlet eller ej, skal man jo stadig opføre sig rimeligt – selv om det kan være svært i kampens hede. Så VAR er ikke nogen mirakelkur eller en kanin, man kan hale op af hatten til at gøre alting godt.

For at det ikke skal være løgn, vil vi også en bortvist assistenttræner med i købet, nemlig Kristian Bach Bak i AGF – Midtjylland kampen. Og det giver mig så anledning til at gribe en læserhenvendelse fra for et par uger siden, der gik på, hvor meget trænere og andet godtfolk på bænkene egentlig kunne tillade sig. Hvad er reglerne – og hvor er den grænse, som medfører bortvisning, hvis den overtrædes ?  I virkeligheden er det en såre enkel regel – men nogle gange er sådan nogle jo også de mest besværlige og mest elastiske. Det eneste krav, som fodboldloven overordnet stiller til personerne på bænken, er, at de skal opføre sig ansvarligt  blive i området (undtagen i specielle tilfælde efter dommerens tilladelse, f.eks. ved tilsyn af en skadet spiller) og kun stå op én ad gangen. Punktum.

Men så er der lige det med praksis. Fodbold er et spil med følelser, og vi skal allesammen være her og have en chance for at udføre de opgaver, der er – med de udsving i blodtrykket, som det også medfører. Så kan man altid komme med dyre ord som ‘rollemodeller’ og tilsvarende, og jeg vil da bestemt heller ikke håbe, at der sidder alt for mange ubefæstede ungdomsspillere og opfatter alle detaljer, men i sidste ende er man jo som træner ansat til at vinde fodboldkampe, og nervepresset derude er ikke mindre end inde på banen. Når jeg sidder og ser TV, synes jeg bestemt også, at man af og til får lov til for meget, også i sammenligning med det store udland. Men der er jo ikke to trænere, der er ens – og det hører også med til historien, at mens nok alle formår at køre lige til kanten, er der altså også nogle – ingen nævnt, ingen glemt – der formår at gøre det på en mere flabet/charmerende måde end andre. Det bliver heller ikke bedre af, at der typisk står en mikrofon meget tæt på det tekniske område, så ikke mange detaljer forbliver skjult. I nogle tilfælde tror jeg faktisk slet ikke, at man behøvede en mikrofon for at fange budskabet…  Og midt i kaos står der en fjerdeommer, der skal være lige dele lynafleder, brandslukker, psykolog og ordenshåndhæver – samtidig med at han skal passe sine egne opgaver, som ikke bare er at hæve en tavle i ny og næ, men at være et ekstra sæt øjne, der følger med i spillet. For input fra fjerdedommeren under spillet er fuldt ud lige så valide som den fra linjedommerne.

Nu er det forbandet svært på TV at følge hele spillet omkring bænkene, fordi fokus heldigvis da er inde på banen det meste af tiden. Derfor kommer det også ofte lidt ud af den blå luft, når der optræder en bortvisning – uden at man egentlig har opfattet hvor meget mandskabsarbejde der har været mellem dommerteamet og bænkene, og hvor mange chancer, der er givet og grænser, der er forsøgt sat. Derfor er bortvisninger ofte svære at sælge.

IFAB har møde i weekenden, hvor man skal behandle mulige lovændringer til næste sæson, og et af forslagene er faktisk at anvende gule og røde kort over for officials på bænken. Det har, som flere har bemærket, bl.a. kørt som forsøg i England i denne sæson. Det lyder som et forslag, der har gode chancer for at slippe igennem nåleøjet, og det vil gøre det lettere for alle at forstå, hvad der foregår. I forvejen anvendes der jo kort over for spillere, udskiftede spillere og reserver, så det er egentlig kun officials, der behandles anderledes. Bliver det en realitet, vil det så vise sig, om trænerne efter et gult kort er bedre til at holde hovedet koldt, end spillerne var det i den forgangne weekend.

Ellers bekræftede den engelske Carabao Cup-finale, at man ikke skal lade sig forbløffe. Et af mine mere drilske teorispørgsmål har i mange år har været det med spilleren, der nægter at forlade banen ved en udskiftning – og hvad skal dommeren gøre ved det ?  Og nu dukkede det minsandten op, da Chelseas målmand Arrizabalaga nægtede at lade sig udskifte sidst i den forlængede spilletid og før straffesparkskonkurrencen. Man kan mene om den opførsel nøjagtig hvad man vil – men dommeren kan ikke gøre noget ved det. Han skal bare sikre sig, at der er det fornødne antal spillere på banen, og at de har lov til at være der, dvs står på holdkortet eller er opgivet på forhånd. Og så er resten noget, som klubben selv må finde ud af.  Jeg havde nu ikke forestillet mig, at det kunne ske i en kamp på dette niveau – nok snarere i en serie 4 kamp et mere ydmygt sted end lige på Wembley med millioner af vidner. Men det viser bare, at intet er umuligt – og venter man længe nok, skal selv den mest syge teoretiske situation såmænd nok komme forbi. Mantra nr. 1 for dommere: forvent altid det uventede…

Hi, I’m René Krarup