KFD
Nyheder

Jans Corner: Garanti for drama

Efter et par ugers skrivepause er det rart at kunne vende tilbage lige efter et par VM-kvalifikationsrunder. Dels er der mange kampe at tage af – dels er der næsten garanti for drama, så det er sjældent stof, der mangler. Så selv om der er rare læsere, der har tippet mig om spændende og utraditionelle situationer fra lovens overdrev fra henholdsvis Færøerne og Norge, kommer de til pænt at stille sig op i køen, til de mere magre uger indtræffer. Men de er ikke glemt – og tak for bidragene !

Ud over lovmæssigt spændende ting er der også altid kuriositeter af den ene eller anden slags. Denne gang f.eks. det angivelig hurtigste mål nogensinde scoret i en betydende international kamp – Bentekes 1-0 mål for Belgien mod Gibraltar. Der har været lidt varierende tidsangivelser, men man er vist standset på 8,1 sekunder. Imponerende i sig selv – men man kan sagtens forestille sig, at rekorden kan få endnu et tryk engang, eftersom det i princippet er tilladt at score direkte på kampens allerførste spark, begyndelsessparket. Det kræver en kraftig medvind, en søvnig målmand eller én, der har valgte sin startposition godt ude i feltet – eller måske snarere en kombination af alle tre dele. Der er en god grund til, at dommeren før han fløjter i gang, med en armbevægelse lige sikrer sig, at begge målmænd er klar – det er ikke bare det rene ritual. Men mon ikke Bentekes rekord kommer til at stå et godt stykke tid, i hvert fald for et gennemspillet mål.
Men lad os gå til dramaet – et par situationer, som både handler om mål, som af nogle på den ene eller anden måde blev betragtet som kontroversielle, og om følgestraffe, som blev uddelt (eller ikke) i situationerne efter. Første på banen er fra kampen mellem Island og Finland forrige torsdag. Den, hvor Island i overtiden vendte 1-2 til 3-2, hvilket i sig selv var dramatisk nok – men hvor sejrsmålet gav anledning til en del skriverier. Vi er dybt inde i overtiden – kort før de fem minutter – og der er annonceret fire minutters overtid. Det er der ikke i sig selv noget alarmerende i. For det første skal der stadig lægges tid til for episoder, som indtræffer i den annoncerede tillægstid – og for det andet er der jo ikke sekundviser på den tavle med minuttal, som 4. dommeren hæver, så det viste skal altid betragtes som mindst det pågældende antal minutter. Det er der heldigvis også flere og flere stadionspeakere, der er begyndt at annoncere.

En høj bold slås ind i et mildest talt overbefolket finsk straffesparksfelt, hvor Ragnar SIgurdsson stiger til vejrs og header bolden mod mål. Omkring mållinjen får målmand Hradecky tilkæmpet sig bolden, hvorefter den bliver sparket i mål af vistnok Finnbogason (der er mange om buddet). Selv nok så mange vinkeler kan ikke 100 % afdække, hvornår den bold egentlig er i mål. Jeg synes, at indicierne peger på, at den er det allerede i første omgang – det ser ud til, at Hradecky liggende omkring stregen rager bagud og skovler bolden ud igen. Det er Sigurdsson, som i den officielle kamprapport bliver tilskrevet målet, så det må også være dommers og linjedommers opfattelse – i kampen på Laugardalsvöllur er der hverken målteknologi eller mållinjedommere. Hvis bolden allerede er inde i første omgang, er der ingen ko på isen. Det er der til gengæld, hvis den først kommer ind i anden omgang, for dér ser det grangivelig ud, som om Hradecky har fat i bolden med én hånd mod jorden, da Finnbogason prikker den fra ham. Der er stadig mange steder en hårdnakket opfattelse af, at målmanden skal have begge hænder på bolden, før han kan siges at have kontrol over den , men det skal han ikke. Sat på spidsen er bare én finger (og jorden på den anden side) nok. I efterspillet brokker Hradecky sig til en advarsel – og anfører Moysander er ved at trække trøjen af dommeren ved at gribe ham fat i skulderen bagfra og holde fast. Det er komplet uforståeligt, at han også slipper med gult, for netop den type protester med hånd på dommeren (og her endda en ret heftig én af slagsen) skal ubetinget medføre en udvisning.

Der skete også ting og sager i kampen mellem Polen og Danmark lørdag. I første omgang er straffesparket til Polen, som førte til 2-0 scoringen, værd at se nærmere på. Der er godt med danske protester mod kendelsen, men det er der såmænd ikke nogen grund til. Jannik Vestergaard har i sin tackling tydeligt kontakt med bagbenet på Milik, og selv om bolden eventuelt skulle blive spillet (hvilket det ikke så ud til), er afgørelsen god nok. I selve udførelsen bremser Levandowski lidt op i tilløbet, inden han fortsætter og sparker bolden i mål – og så bryder helvede ellers løs. Kasper Schmeichel styrter ud i hovedet på dommeren og brokker sig til en advarsel – alene sprinten derud havde været rigeligt til en advarsel, om han så aldrig havde sagt et ord. Det er forhåbentlig ikke en advarsel, som i løbet af turneringen bliver suppleret, så den kommer til at medvirke til en karantæne, for den var inderlig overflødig.

Det er én af de gamle teoretiske travere, som vi skal have fat i. Jeg opererer nogle gange med begrebet ‘folkeovertro’ – en udbredt opfattelse af, at fodboldloven siger sådan og sådan. Og sådan nogle er håbløse at udrydde, men det skal nu ikke afholde mig fra at tage en tur til, for ordet ‘stopmoment’ er ét af de tilfælde. Massevis af spillere, trænere, tilskuere osv. er af den faste opfattelse, at der ikke må være stopmoment i sparkerens tilløb mod bolden. Tro mig, det står der ikke, og det har heller aldrig stået i nogen som helst udgave af tidligere fodboldlove, at det skulle være forbudt. Ikke desto mindre tror alle, at de ved, at det står der. I virkeligheden må man finte (næsten) lige så tosset, som man har lyst til i tilløbet – på samme måde, som målmanden må forsøge at psyke sparkeren ved at bevæge sig frem og tilbage på linjen. Det blev ikke bedre af, at nogle medier – i forbindelse med at en ulovlig finte ved de nye lovændringer automatisk ville give et indirekte frispark og en advarsel – fik det udlagt som, at nu måtte man ikke længere finte ved straffespark. Jo, hjertens gerne, hele vejen hen til bolden, også gerne med stop og det hele – men det, som man ikke må (og ikke har måttet i nogle år), er, når først støttebenet er sat i jorden helt henne ved bolden, at stoppe op og fingere sparket for derefter, når målmanden spræller ude ved den ene stolpe, at kunne trille bolden ind. Det er den eneste ulovlige finte, som man kan løbe ind i. I selve tilløbet er så godt som alt tilladt – med den note, at det selvfølgelig kan blive så outreret usportsligt, at det skal straffes. Det blev forbilledligt forklaret på direkte TV (ligesom i øvrigt også situationen med Islands sejrsmål ovenfor) – og det er altså rigtigt nok !

Nu vi er ved dumme advarsler – eller det, som kunne være blevet til det: ved den danske reducering til 1-3 (selvmålet) styrtede i hvert fald to danske spillere ind i mål og forsøgte at vriste bolden fra målmand Fabianski for at komme hurtigt i gang, hvilket der kom lidt tumult ud af. Det var en rar dommer, for lige den handling er den sikre vej mod en advarsel. Man skal holde fingrene fra en bold, som ikke tilkommer én (det er jo forsvarerne, som skal give bolden op på midten om et øjeblik, og der skal nok blive lagt tid til, hvis det går for langsomt). Kommer det til kamp, vil anstifteren af balladen – han, som forsøgte at sikre sig en bold, som ikke var hans – pr. definition stå forrest i køen til en advarsel. For at det ikke skal være løgn, gentog man nummeret ved 2-3 målet, men her lå bolden inde i mål og var ikke i målmandens hænder, og så vil de fleste nok lukke øjnene, når der ikke kommer yderligere komplikationer ud af det og bare lade bolden blive bragt hurtigt op til midten.

Dumme advarsler kan man altid få – men nogle er så dumme, at man afgjort burde forsøge at undgå dem. De kan blive dyre i den sidste ende.

Hi, I’m Ruben Christensen