Jans Corner: Politiske og andre budskaber

Man skal godt nok være lidt af en Duracell-kanin lige i øjeblikket, hvis man vil hænge på til alt det, der foregår. Ud over de obligatoriske superligarunder og kvalifikationskampe til Champions League og Europa League er der nu også et OL at tage hensyn til – så når det almindelige daglige arbejde også skal passes, må der prioriteres med relativt hård hånd.
Jeg bander da indvendig over, at tidsforskellen gør det noget nær umuligt at følge atletikken, som ellers er indbegrebet af OL for mig – men så må man jo gå efter noget andet, og selvfølgelig allerhelst, hvor der er danskere involveret. På den konto er det blevet til en del cykling på det seneste. Til gengæld har jeg ikke spildt meget krudt på den olympiske fodbold. Jeg fulgte dog kvartfinalen mod Nigeria, uden at det hjalp eller gjorde mig i bedre humør. Det er altså besynderligt at have en turnering, hvor de bedste som udgangspunkt ikke må deltage på grund af aldersgrænser – så bliver det endnu mere besynderligt, når man som et følsomt kompromis alligevel godt må tage et antal spillere med, som egentlig er for gamle. Og helt grotesk bliver det, når turneringen ikke står i FIFA-kalenderen, så klubberne ikke er forpligtet til at frigive spillerne. Jeg kan sagtens se problemet fra klubbernes synspunkt, men alt i alt får det endelige produkt nu svært ved at fange interessen, når tidsforskel og kvalitet lægges sammen. Jeg kan sagtens forstå dem, der sætter spørgsmålstegn ved fodbolds berettigelse på det olympiske program i den form, som det har nu. Og så er billedet alligevel ikke konsekvent, for på kvindesiden er det jo de stærkeste spillere, der deltager, uden de store begrænsninger.

Til trods for regelændringerne, som jeg har tæsket en del rundt i de seneste uger, er vi egentlig kommet godt fra land i Superligaen uden de helt store skvulp. Bevares, vi har haft en forbudt for børn-kamp mellem AGF og Randers, hvor de giftige situationer stod i kø, og en enkelt konfrontation i kampen mellem Esbjerg og AGF er heller ikke gået helt ubemærket hen, men i betragtning af, at der nu er spillet fem fulde runder, er det egentlig nådigt sluppet. Så der er stadig stunder til at få samlet op på noget af det, der har ligget og ventet på bedre tider.

Efter at jeg for en lille måned siden skrev om spillernes udstyr, er der en læser, der er vendt tilbage med kommentarer til mine bemærkninger om, at spillernes udstyr ikke må vise noget politisk, religiøst eller personligt. For det synes han, at han tit har set. Han fremhæver bl.a. i den religiøse afdeling situationer, hvor undertrøjerne har haft referencer til Jesus og Eid-fest (dog ikke samtidig). Politiske holdninger har han set på undertrøjer f.eks. efter terrorangreb, når det er sket i Frankrig og Belgien, men ikke efter angreb i Tyrkiet. Så det åbenlyse spørgsmål er, hvorfor det er tilladt at vise omsorg og medfølelse med nogle ofre og ikke med andre – og med læserens ord ‘Skal fodboldbanen og stadion ikke være et neutralt sted, hvor alle kan samles og enes uanset tro, race, politisk eller seksuel observans ?’.

Det er forhåbentlig et retorisk spørgsmål, for det er jo lige akkurat det, som et sportsstadion gerne skulle være. Når man ser det nogle steder og ikke andre, er det ikke fodboldlovens skyld – men der kan jo sagtens være ‘rigtige’ love i de pågældende lande, der gør det umuligt (eller i hvert fald vanskeligt og/eller meget dyrt) at komme med budskaber af den art offentligt. Det næste er, at når det sker på en fodboldbane, ser man aldrig dommeren gøre noget ved det, og det kan også være med til at øge usikkerheden og forvirringen. Og det er her, at fodboldloven kommer ind i billedet.

For godt nok står der, at ‘Udstyr må ikke indeholde politiske, religiøse eller personlige slogans, udsagn eller billeder’, og at ‘Spillerne må ikke fremvise undertrøjer / underhsorts, som indeholder politiske, religiøse eller personlige slogans, udsagn eller billeder ud over fabrikantens logo’. Men fortsættelsen er ‘For enhver overtrædelse af denne paragraf vil spilleren / holdet blive straffet af den pågældende turneringsmyndighed, det nationale forbund eller FIFA’. Med andre ord er dommeren – i hvert fald i første omgang – koblet af, for den spiller, som gør det alligevel, skal ikke på banen synligt straffes med en advarsel. Til gengæld skal dommeren efter kampen skrive en indberetning om, hvad der er foregået – og så kan det blive til bøde, karantæne osv. til synderen. Men det rammer meget sjældent overskrifterne, og derfor kan man som tilskuer sagtens sidde tilbage med den opfattelse, at der dels er forskel i den måde, som disse udsagn tillades på, dels er det fuldkommen straffrit, hvis man alligevel skulle vælge at overtræde reglerne.

Men det er det altså ikke – og fodboldloven er egentlig klar nok: der er total nultolerance over for enhver form for ytringer af denne type. I princippet gælder det også for den fodboldspiller, som efter en scoring dedikerer den til sin nyfødte søn, hvis foto han belejligt har på undertrøjen. Man kan sagtens mene, at det er (for) restriktivt, men til gengæld er man dejlig fri for at skulle vurdere grænsetilfælde. Hvornår går noget fra at være politisk til at være personligt eller omvendt ? Det kunne blive en gråzone uden lige. Herhjemme mindes jeg på stående fod kun et enkelt tilfælde – nemlig da Morten ‘Duncan’ Rasmussen blev indberettet for den undertrøje med tallet 100, som markerede hans superligamål nummer 100. Harmløst – ja, men netop fordi det er en alt eller intet-bestemmelse, er der ikke nogen vej udenom.

Endnu en lille krølle til spillernes udstyr sneg sig ind på mail sent i går aftes før deadline. Omkring benskinner: kunne vi ikke komme med nogle officielle guidelines for, hvor store benskinner skal være, for der er ikke konsekvens i den måde, som dommerne vurderer det i breddefodbolden ? Nogle weekender får spillerne lov til at spille med de ultrasmå benskinner, som er blevet moderne – og som enten sælges sådan, eller klippes til af spillerne. Og næste weekend ikke. Det er hamrende frustrerende – og det kan jeg sagtens forstå. Men man kan ikke give et eksakt mål for, hvad der er lovligt og hvad ikke. Loven siger, at benskinner skal yde en rimelig grad af beskyttelse, dvs principielt dække hele skinnebenet, og de skal være helt dækket af strømperne. Det er det tætteste, som vi kan komme, for menneskers skinneben er ikke lige lange – og slet ikke, hvis vi holder den mindste gruppe ungdomsspillere op mod granvoksne seniorer. Når det er sagt, vil jeg godt hejse det flag, at dommerne efter min mening ofte er alt for lemfældige på dette område, som ellers må være én af de mere lette vurderinger, der skal foretages. Spillerne får alt for ofte lov til at spille med for små skinner (også i TV). Og spillerne skal på deres side huske, at kravet faktisk er der for deres skyld. Ved en heftig tackling kan en skinne eller ej gøre en meget kedelig forskel.

For lige at vende tilbage til formuleringen ‘undertrøjer / undershorts’. Der er aldrig kommet nogen officiel forklaring på tilføjelsen af undershorts for nogle få år siden – men det skete lige efter, at Nicklas Bendtner havde brilleret med sit Paddy Power-stunt på sine undershorts ved EM i 2012. Den variant var der ikke nogen, der havde haft fantasi til at forestille sig før – men som altid lukker man hullerne, efterhånden som de bliver opdaget. Holder min teori, er det ét af de to danske fingeraftryk, som er på fodboldloven i dens nuværende formulering. Det andet er i formuleringen af definitionen på , hvornår en spiller er i offside-position, hvor vi i sin tid (1997) fik sneget et dansk forslag ind. Hvis man synes, at den nuværende formulering er indviklet, skulle man bare have set den gamle. Jeg må indrømme, at jeg er mere stolt af den end af udvidelsen med undershorts…