KFD

Normalt tænker jeg ikke specielt meget i historie, når det kommer til mine egne gerninger. Ingen er som bekendt uovervindelige, uundværlige eller udødelige, og det er sjældent interessant for andre..

Men i forbindelse med mandagens kamp mellem Brøndby og Viborg kom jeg nu til det alligevel. Der blev gjort et pænt stort nummer ud af, at dette var Viborgs første sejr i Brøndby i 18 år. Og så kom jeg til at tænke. Jeg var der faktisk dengang i 1998 – 11. september af alle dage – med en officiel kasket på og så Viborg vinde med 5-2. Et 1. minuts mål af en vis Vragel da Silva – og så var han ellers involveret i et par stykker i den anden ende. På det store regnebræt ikke specielt prangende – men det fremgår jo ikke af statistikken.

Ellers har jeg siden sidst forsøgt at følge med i diverse europæiske pokalfinaler, som jo også er blevet afgjort hen over weekenden. På grund af andre gøremål er det som regel først lykkedes mig at komme foran skærmen, når vi nærmede os forlænget spilletid, men det har også været alt nok, eftersom de fleste kampe landede dér alligevel. Alt i alt virkede det hele noget panisk, sådan som pokalfodbold skal være, når der kun er én vinder, og uafgjort bare er ude af billedet.

Men der var godt nok forskel på den måde, som det hele foregik på. I England slæbte Manchester United en sejr hjem 10 mod 11, efter at Chris Smalling havde pådraget sig et håbløst gult kort nr. 2. I Spanien var det også 10 mod 11 i gevaldig lang tid, efter at Barcelonas Mascherano var blevet udvist i 1. halvleg for at berøve en oplagt scoringsmulighed -og det toppede Sevilla så med hele to udvisninger efterfølgende. Både til Banega i den ordinære kamps sidste minut og til Carrico for 2. advarsel i den forlængede spilletid. Alt så helt korrekt ud – og når man ser på kampreferater, er der lidt tvivl om, hvorvidt der faldt 11, 12 eller 13 advarsler. Ikke noget at sige til, hvis det kan være svært at følge med , når vi kommer op i det antal. Det hører på en eller anden måde også med til pokalfodbold, hvor det er alt eller intet.

I den tyske udgave med Bayern München og Borussia Dortmund så vi nogle spillere, som simpelthen var fysisk kørt helt ned til sokkeholderne og i sidste ende havde svært nok ved bare at slæbe sig hen til pletten, da det hele skulle afgøres på straffespark. Sjældent har jeg set straffespark blive udført så sørgeligt. Dommermæssigt var det en fin illustration af, at det – modsat hvad mange tror – er fuldt ud tilladt at stoppe op i sit tilløb. På samme måde, som målmanden må bevæge sig frit på mållinjen før sparket , må angriberen også gerne forsøge at finte i sin udførelse. Vel at mærke lige til det øjeblik, hvor han har sat støttebenet i jorden og skal sparke. Dette med som en finte at sparke over bolden går altså ikke – det ville ellers være en fed fidus for en angriber, hvis han på denne måde kunne få målmanden til at gå før tid. Så var han som minimum sikret et omspark, hvis han brændte…

Alt i alt var det nogle virkelig medrivende finaler, akkurat sådan, som pokalkampe skal være. Ikke specielt kønt, men i den grad intenst. På et mere ydmygt niveau kan man såmænd godt trække tråde bagud til vores hjemlige finale mellem AGF og FC København. Dér stod skønhedspriserne heller ikke ligefrem i kø, men det var yderst seværdigt og en flot fight, hvilket jo i sidste ende er det, som pokalfodbold handler om.

Dramatik har vi heller ikke manglet i de seneste runder i superligaen. Prisen her går ubetinget til kampen mellem AaB og Esbjerg og den åbne slagudveksling, som vi fik til sidst, næsten i bogstavelig forstand. Lovmæssigt rangerer det at nikke en skalle på linje med et slag, så det skal koste en direkte udvisning, som det også skete til Spalvis. Hvad der ellers skal ske i situationen, vil jeg overlade til højere magter at bedømme. Som sædvanlig følger jeg det princip, at jeg ikke går ind i sager, som stadig er under behandling – og Esbjerg har jo i pressen meddelt, at de vil anke udvisningen til Emil Lyng. Så den har vi til gode.

Et emne, som synes at dukke op fra tid til anden, er brugen af hænderne. Netop hands er det helt store problem i disse tider og dukker op på stort alle kurser og seminarer, som jeg er med på. Der er en afgrund af forskel på den måde, som det bliver fortolket på f.eks. i Spanien, hvor snart sagt enhver kontakt mellem bold og hånd straffes – og så f.eks. de britiske øer, hvor man har en mere liberal tilgang. Det er interessant (og andre vil uden tvivl kalde det frustrerende), at der er denne forskel. Og det er nok én af de ting, som The Board kommer til at tage fat på, når de har fået pusten igen oven på årets lovbog, som i den grad ikke er for små børn. Lad os nu få nogle mere holdbare og praktisk tilgængelige retningslinjer.

Men som tingene er nu, er kriterierne egentlig forholdsvis klare. Man må ikke spille bolden forsætligt med hånden. Forsætligt kan på populær-dansk oversættes til ‘med vilje’. Og så er der lige nogle udvidelser. En refleksmæssig handling tæller i fodboldlovens forstand som en handling udført med vilje / forsætligt. Lad endelig være med at diskutere det med en person med medicinsk baggrund – det kommer der ikke noget godt ud af. Lad os bare konstarere, at sådan definerer fodboldloven det Det betyder, at hvis man står i en muropdækning, og frisparket har direkte kurs mod de ædlere dele, er det strafbart, hvis man fører hænderne ind foran skridtet, efter at bolden sparket, og der bliver kontakt med bolden. Også selv om vi alle ville have gjort det samme, hvis det var os, der havde været skydeskiven. Det samme gælder selvfølgelig, hvis man vil beskytte de nyindkøbte designerbriller og efter sparket fører hænderne op for at dække dem. Hvis man vil beskytte klokkeværket eller brillerne, skal man have hænderne i position før sparket. Så er alt i orden.

Og så må man ikke bruge hænderne til at gøre sig højere eller bredere, end man nu engang er. Man må f.eks. altså ikke som forsvarer gå ned i en tackling som en anden håndboldmålmand med lemmerne strittende i alle retninger. Hvis bolden derefter rammer hånden, koster det.Vi havde i Europa League-finalen en række tilfælde af den type, hvor Liverpool følte sig snydt. Faktisk er den første efter min ringe mening den eneste af dem, hvor man kan begynde at overveje et straffespark (for ingen af dem er sort/hvide). Jeg bliver ofte stillet det spørgsmål, om dommerne bliver bange i finaler, siden sådanne ting ikke dømmes. Jeg tror ikke, at det har noget med angst at gøre. Men ubevidst ligger det nok i en dommer, at han specielt i en finale gerne vil være 110 % sikker, før han afgiver en kampafgørende kendelse. Det er vel egentlig menneskeligt nok – man kan tænke sig til overskrifterne, hvis han greb forkert, og pokalen dermed landede et forkert sted.

Og så må tiden efterhånden være kommet til at tage hul på årets lovændringer. Som skrevet før står vi over for den største revision siden 1863 (ifølge The Board) – jeg vil nu bremse ved 1937. Men det ændrer ikke på, at der sker ting og sager. Den almindelige fodboldtilskuer vil nok ikke mærke så meget – til gengæld er der en flok dommerinstruktører, der nu skal på overarbejde med deres undervisningsmateriale. Jeg har prøvet at sætte det store filter på, så kun de ændringer, som har en praktisk betydning for spillere, tilskuere osv. slipper igennem. Og dem vil vi så kaste os over de næste to uger. Ændringerne træder som sædvanlig i kraft internationalt pr. 1.6 (så hele EM spilles efter de samme regler. Det ville være tosset at skifte regelsæt midtvejs). I Danmark får vi fornøjelsen den 1. juli – dvs fra turneringsstarten.

Hi, I’m Ruben Christensen