KFD
Jans Corner

Jans Corner: Sprog, kropssprog – og offside

Jan Carlsen
Bunkebryllup, udvisninger for sprog og kropssprog samt offside, står på blokken i Jans Corner.

Nogle aftener er bare mere givtige – og hæsblæsende – end andre. Der bliver rigelig fodbold foran skærmen i denne uge (plus det, som jeg skal se ude i fri luft), men jeg ville nu alligevel mandag af ren nysgerrighed se, hvor store mirakler Barcelona kunne hive op af posen mod Athletic Bilbao i returopgøret om den spanske Super Cup. Miraklerne udeblev – men det gjorde dramaet så sandelig ikke, og midt i det hele begyndte sms’er og mails at tikke ind med et spændende muligt offside-mål mellem Liverpool og Bournemouth.

Barcelona og Athletic rummede et hav af situationer, og kampen var et eksempel på, at dommeren nu om stunder ikke bare er én, der ser i en lovbog og blæser i en fløjte, men også skal være diplomat, sjælesørger, kampleder og højesteret på én og samme tid. Sjældent har jeg set en kamp, hvor der i den grad skulle udøves mandskabspleje, efterhånden som den ene og den anden spiller blev utidig eller decideret tabte hovedet. Her havde de to hold ikke meget at lade hinanden høre, men alligevel er det to episoder med Barcelona-spillere i centrum, som jeg vil trække frem.

Efter en noget rodet og tiltagende frustreret affære får Messi bragt Barcelona foran kort før pausen. En hel flok Barcelona-spillere styrter ind i målet for at få fat i bolden, og Athletics målmand sørger til gengæld for at kaste sig ned over den, så ingen andre kan få fat i den. Og så er der ellers dømt bunkebryllup helt inde i målet. Jeg ved godt, at det er blevet frygtelig moderne for angriberne at prøve dette, og ofte går det også godt, fordi forsvarerne resignerer. Men når det som her fører til konflikt, er det ubetinget angriberne, der er skyld i det. For det er jo ikke dem, der skal bruge den bold lige om lidt, når den skal gives op. Det er egentlig den omvendte situation af den klassiske, hvor bolden tjattes væk, når det andet hold skal have et frispark – men materien er den samme: man skal lade den bold være, som man ikke har nogen adkomst til. Det blev Pedro, der trak nitten og det gule kort – det var også ham, der var mest aggressiv – og så kunne der for den sags skyld sagtens være faldet flere kort i den følgende massekonfrontation. I en anden situation kan målmanden (eller en forsvarer) selvfølgelig også sagtens løbe ind i et kort, hvis de er for længe om at få bolden på midten igen og derved forhaler igangsættelsen – men de skal altså have chancen for at sætte bolden i spil.

Næste mand på scenen er Piqué, som rager sig et ualmindelig tåbeligt røde kort til. Han føler sig snydt over, at linjedommeren ikke vinker en offside. Bolden går ud til hjørnespark, og først på det tidspunkt, hvor der har været rigelig tid til at tænke og få hjernen i gear igen, bevæger han sig 25 meter ud mod linjedommeren med lange determinerede skridt, kroppen let foroverbøjet og går helt tæt på linjedommeren, som er det meste af et hoved lavere, samtidig med at han bjæffer et eller andet. Det minder mest af alt om optakten til et værtshusslagsmål i en dårlig B-film, og jeg beundrer linjedommeren, som holder masken totalt og bare stirrer ligefrem (hvilket muligvis gør Piqué endnu mere sur). Det ender i et direkte rødt kort – helt efter bogen. Der er to bestemmelser i fodboldloven, der handler om adfærd omkring en dommerkendelse. Hvis en spiller ‘ved ord eller handling protesterer’ koster det et gult kort (nok meget godt, at dommerne ikke tager sig af alt, hvad de hører) – men overskrider man grænsen til næste trin, som er ‘bruger fornærmende, hånende eller upassende sprog eller tegn’ er straffen en udvisning. Og det er det, som Piqué er ude i her. Jeg har godt set et par avisers bud på, hvad han egentlig siger (mundaflæsning længe leve), og det er ikke kønt – men alene kropssproget er nok til en udvisning, om han så aldrig havde mælet et ord. På samme måde er den berømte ‘finger’ også ensbetydende med en hurtig badebillet, hvis den bliver registreret: talt sprog, kropssprog og tegnsprog er ét fedt for fodboldloven. Og for at runde af, kan vi tage Verbics udvisning i FCKs kamp mod Jablonek i Parken, hvor han angiveligt sagde ‘f*** off’ til den cypriotiske dommer. Ikke smart, direkte forståeligt også for en cypriot – og en udvisning kan der ikke være gnist af tvivl om, hvilket vi for en sikkerheds skyld vil minde vores elitedommere og udviklere om, når vi har dem samlet til september.

Og så var der den mulige offside-situation mellem Liverpool og Bournemouth omkring det, der skulle vise sig at blive kampens eneste mål. Der kommer et indlæg ind i straffesparksfeltet, hvor Liverpools Coutinho cirka på kanten af målfeltet midt for mål er i offside-position, tager et par skridt hen imod bolden, strækker et højt ben ud efter den og også er meget tæt på at ramme den. Det gør han imidlertid ikke, så bolden passerer videre til Benteke, som kan sende den i mål bag Bournemouths målmand, som slet ikke når at komme med.

Der er tre måder at gøre sig fortjent til at blive straffet på i en offside-position: ved at indvirke på spillet, genere en modspiller eller opnå en fordel af sin offside-position. De to af dem, indvirke og opnå fordel, kræver principielt, at angriberen rører bolden, så dem kan vi se bort fra. Tilbage står genere-kassen, som er dér, hvor langt de fleste ‘grå’ eksempler samler sig – at forhindre en modspiller i at spille eller kunne spille bolden, f.eks. ved at spærre for hans udsyn eller bevægelser eller ved at angribe ham for at erobre bolden. Det lille ‘f.eks.’ i den danske udgave er vigtigt – for det er her, at dommerens skøn ligger. Det afgørende er, om modspilleren bliver forhindret i at spille eller kunne spille bolden.

Det er ikke alle steder i Europa (eller for den sags skyld resten af verden), at fortolkningen har flugtet, så her først i august på et lidt ukurant tidspunkt, hvor diverse turneringer, bl.a. vores egne øverste rækker, var gået i gang, kom en tydeliggørelse af fortolkningen fra IFAB, som er fodboldens lovgivende organ. For ikke at forvirre har vi ikke reklameret voldsomt for den, for den stemmer nemlig ganske pænt med den måde, tingene hele tiden har kørt på herhjemme. Den dukker op i den nye udgave af fodboldloven, som er på trapperne.

Tydeliggørelsen, som altså IKKE er en lovændring, selv om mange tror det, siger, at en spiller generer, hvis han klart forsøger at spille en bold, som er tæt på ham, og denne handling påvirker en modspiller – eller hvis han foretager en åbenlys handling, som klart påvirker modspillerens mulighed for at spille bolden. Nøgleordene er ‘klart forsøger’, ‘tæt på’ og ‘påvirker’ – og de skal alle tre være opfyldt. Det er sådanne tilfælde, som ligger i det lille ‘f.eks.’ – og det har intet at gøre med den gamle ‘psykiske gene’, hvor man også straffede en spiller for at distrahere en modspiller. Den er fremdeles stendød.

Når man ser situationen fra Liverpool, er det tydeligt, at målmanden afventer, hvad Coutinho foretager sig, før han reagerer – og dermed kommer han for sent til at reagere på Bentekes spark. Coutinho forsøger klart at sparke til den bold, som er tæt på, og målmanden bliver påvirket. Så Bournemouth har afgjort en sag, når de mener, at målet burde være annulleret.

Det gode ved denne tydeliggørelse er, at alle i fodboldens verden formentlig vil synes, at offside-kendelsen er både logisk og rimelig. Så heldig er man langtfra altid…

Hi, I’m Brian M. Pejter