KFD
Jans Corner

Jans Corner: Styr på reglerne

Jan Carlsen
Jan kommer fra Albanien til Danmark for til sidst at ende i Gibraltar i denne uges Jans Corner.

I sidste uge kom så den endelige afgørelse fra den internationale sportsdomstol CAS omkring den berømmelige ‘dronekamp’ mellem Serbien og Albanien. Den har unægtelig været et stykke tid undervejs – kampen blev trods alt spillet den 14. oktober sidste år, så det har været en ni måneders sag. Afgørelsen har også været varslet i hvert fald én gang, men blevet udskudt, og der er vel ikke noget at sige til, at man har villet vende samtlige sten. Det er trods alt en så usædvanlig sag, at der ikke har været nogen fortilfælde at læne sig op ad. Når det er sagt, synes jeg så ikke, at afgørelsen er den mest lysende logiske, som jeg har set fra den kant – men igen: netop fordi der ikke er nogen referenceramme, er det svært at angribe afgørelsen, så længe man ikke kender de fulde præmisser for, hvorfor kendelsen blev, som den gjorde. Dem har jeg tænkt mig at jagte en dag, hvor jeg har rigtig god tid – af ren nysgerrrighed, og selvfølgelig for om muligt at blive klogere på, hvordan rigtige juridiske hjerner tænker.

Men afgørelsen med at tildele Albanien en 3-0 sejr og tre points, men stadig lade Serbien stå med de minus tre points, som de var blevet tildelt ved UEFAs oprindelige dom og appelafgørelse, rykkede unægtelig markant ved stillingen og dermed Danmarks situation. Og det er her, det bliver interessant fra denne klummes synspunkt. For det satte gang i en hel masse skriverier og tænkte scenarier rundt om i de trykte medier og navnlig netmedierne. Tilsyneladende var der vild forvirring om, hvilke kriterier der ville gælde, hvis to eller flere hold stod lige i points. Et enkelt netmedie gik endda så vidt som til at lave en større ‘hvad nu, hvis…’- opsætning af de resterende kampe, hele tiden med målscoren som omdrejningspunkt. Og det var knap så godt – for målscoren kommer faktisk først ind længere nede i rækkefølgen af kriterier. Derfor tænkte jeg, at jeg (med risiko for, at jeg bliver overhalet inden fredag) ville bruge lidt plads på at løbe kriterierne igennem – de er ikke så ligetil, de er affattet i et herligt juridisk sprog, og de varierer fra turnering til turnering. Netop derfor kunne man måske formode, at nogen lige ville checke, før de skrev en længere artikel (for der er ikke noget hemmeligt i det – alt er fuldt tilgængeligt på UEFAs hjemmeside), men det er en anden historie.

Vi forudsætter, at man efter sidste spilledag står med to eller tre hold med samme pointantal. I den yderste teori kan det tænkes for både Portugal, Danmark og Albanien. Og så kommer kriterierne ellers trillende i prioriteret orden. Først ser man på antal points opnået i kampene mellem de hold, der står lige. Det vil sige, at man ikke bekymrer sig om resultaterne fra de kampe, som har involveret Armenien og Serbien. Giver det ingen afgørelse, ser man på målforskellen i de indbyrdes kampe (stadig kun de tre hold). Derefter det højeste antal scorede mål i de indbyrdes kampe mellem de tre hold. Er vi stadig ikke klogere, kommer antallet af scorede udebanemål i de indbyrdes kampe i spil.

Og så er det tid til at trække vejret. Man kunne tænke sig, at man på nuværende tidspunkt har fået skilt det ene hold fra, men man vil stadig gerne afgøre nr. 1 og nr. 2. Er det situationen, tager man hele turen med de samme kriterier én gang til og i samme rækkefølge – men nu kun for kampene mellem de to tilbageværende hold. Giver det ingen afgørelse – eller har vi stadig tre hold, der står lige, som vi havde oprindelig – kommer det næste sæt kriterier i spil, stadig i prioriteret rækkefølge.

Nu kommer Armenien og Serbien med igen, for først ser man på målforskellen i samtlige gruppekampe. Dernæst i givet fald flest scorede mål i samtlige gruppekampe og flest scorede udebanemål i samtlige gruppekampe. Nu er man forhåbentlig nået igennem, men er der stadig ligestilling, ser man på Fair Play-karaktererne fra samtlige gruppekampe – og i mangel af afgørelse selv herefter på landenes placering på UEFAs rangliste. Så skulle fårene gerne være skilt fra bukkene. Som man kan se, kommer man virkelig langt omkring for at undgå den ultimative løsning, som i hvert fald ingen vil bryde sig om – lodtrækning.

Det virker altsammen mildest talt kompliceret, og tungen skal holdes lige i munden. På den anden side har reglerne jo ligget der, siden turneringen startede, så hjemmearbejdet kunne måske være gjort i en ledig stund siden september. Og man kommer vitterlig engang imellem ud i de mærkelige situationer – så sent som tidligere i denne uge endte alle fire hold i den indledende gruppe ved U-19 EM (Rusland, Spanien, Holland og Tyskland) med 4 points, og jeg har selv for en håndfuld år siden stået en sen aften langt nede i Spanien på sidste spilledag af en EM-kvalifikationsgruppe for kvinder og måttet checke en ekstra gang hos UEFA, hvad der skulle ske, hvis nu…

Men den korte udgave af alt dette er, at hvis vi slår Albanien den 4. september, er Danmark sikre på at slutte foran Albanien, hvis det er de to lande, der alene ender med at have samme pointtal, eftersom indbyrdes kampe kommer først, og det første opgør sluttede uafgjort… Og så er målscoren ligegyldig.

En anden situation, som bragte medierne – og denne gang til en afveksling TV – lidt på glatis, optrådte i Champions League-kampen mellem FC Midtjylland og FC Lincoln fra Gibraltar. I slutningen af 1. halvleg står Lincolns målmand med bolden i én hånd og – for at det ikke skal være løgn – med bolden hvilende på den flade hånd, da Tim Sparv kommer til og meget elegant og forsigtigt header bolden fra ham, hvorefter dommeren til publikums store fortrydelse fløjter. Det var tæt på at være det dramatiske højdepunkt i den kamp, men lad nu det ligge. Kommentatorerne gjorde ingen hemmelighed ud af, at den havde de ikke lige styr på, morede sig også lidt over det, og bestemt al respekt for det. Hellere det end at brage ud med noget, der senere skal hales hjem igen. Konklusionen blev efter nogle sekunder, at det regnede de med, at dommeren havde check på (altid et sundt udgangspunkt), og det havde han også. For når målmanden har kontrol over bolden med hånd eller hænder, må han bevæge sig rundt med den i seks sekunder, men til gengæld kan ingen anden på lovlig vis få bolden fra ham i de seks sekunder (og faktisk heller ikke i den brøkdel af et sekund, hvor målmanden har sluppet bolden for at sparke den ud). Straffen for forseelsen her er et indirekte frispark.

Men sådan har det ikke altid været. Man har aldrig måttet prikke bolden fra målmanden med fødderne, når han havde den under kontrol – men i tidligere tider måtte man gerne bruge hovedet og heade bolden fra målmanden, hvis man vel at mærke kunne gøre det, uden at det blev farligt, hverken for målmanden eller spilleren selv. Det er hundesvært, men der var faktisk angrebsspillere, der var rene specialister i den disciplin, og det gav altid lidt ekstra sang på flåden med sådan cirka 11 protesterende spillere, hvis bolden efterfølgende gik i mål, godt hjulpet af overraskelsesmomentet hos målmanden. Men den regel blev ændret til den nuværende i 2002, så heldigvis var det den nyeste lovbog, som dommeren havde medbragt til kampen i tirsdags.

Hi, I’m Brian M. Pejter