Jans Corner: Vejrforhold

‘Nyd den herligt varme weekend’, sluttede jeg af med i sidste uge, og jeg skal ellers lige love for, at sommeren holdt sit indtog med brask og bram, i hvert fald på de lokaliteter, hvor jeg befinder mig. Hinsides de 30 grader både ude og inde, så det var svært at vurdere, hvor det egentlig var værst at opholde sig. Og når man som jeg ikke synes, at det er rigtig sjovt længere, når temperaturen runder de 25 grader uden vind, er fornøjelsen ligesom til at overse. Bevares, der er afgjort også gode sider ved det – som at opholde sig under parasollen, grille og sidde til langt ud på aftenen (på de dage er livet for mig primært værd at leve efter klokken 22). I det netop påbegyndte kvalifikationskampe til Champions League og Europa League er det på én eller anden måde skæbnens ironi, at mange af de små nationer i det sydøstlige hjørne af Europa er med i første og anden kvalifikationsrunde, og så kommer man sjældent videre. På de kanter bliver det rigtig varmt, når det er varmt, og oftest ikke med nær så megen forsonende vind, som vi trods alt tit har på disse kanter. Tankerne kredser nok også ekstra om det, fordi jeg ligesom masser af andre kolleger er på sådan en ‘jakke og slips’-mission til en Europa League-kvalifikationskamp torsdag (i går). Vejrudsigten taler om 37 grader, så det bliver en barsk omgang, når påklædningen ikke er T-shirt og shorts, som den har været i den forgangne weekend.

I en lidt større sammenhæng fik det mig til at spekulere over, hvad fodboldloven egentlig siger om vejrforhold (det er også nogle af de spørgsmål, som jeg tit får, når vi har ramt ekstremerne). Det har nærmest været et løbende tema i relation til VM i Qatar i 2022. Og det korte svar er, at fodboldloven faktisk siger meget lidt om det, men så må man jo forsøge at udlede ting på og mellem linjerne.

Vi har selvfølgelig den helt overordnede ret hos dommeren til at afgøre, om vejrforholdene gør det muligt eller ej at afvikle kampen. Det er den passus, som vi hyppigst kommer til at tale om i forbindelse med tordenvejr, hvor det er en stående ordre til dommerne hellere at afbryde/udsætte/aflyse kampen én gang for meget end én gang for lidt. Her er det faremomentet, vi har gang i – for selvfølgelig kan vi ikke spille fodbold, hvis det er farligt for aktørerne. Og det med faren er vigtigt at holde fast i, for efter fodboldloven er dommerens eneste mulighed for at undlade at afvikle en kamp på grund af vejrforholdene, at der er fare på færde – eller at kampen ikke kan afvikles lovligt (f.eks. hvis man ikke kan se linjerne på grund af sne). Mange tror stadig, at dommeren kan skride ind, hvis kampen ikke har nogen sportslig berettigelse – men det kan han ikke. Det kan godt være, at det ikke bliver køn fodbold, hvis der er en orkan på langs ad banen, men det er ikke aflysningsgrund. Det er det derimod, hvis orkanen truer med at vælte målene e.l., for så er det farligt for spillerne. Nogle husker måske Champions League-opgøret på sidste gruppespilsdag i december 2013 mellem Galatasaray og Juventus, som måtte afvikles over to dage, da der blev afbrudt i pausen på grund af sne. Ikke fordi det var farligt, men fordi linjerne føg til. Næste dag var man mere forberedt på det med linjerne, og så kørte man igennem, selv om det var en frygtelig omgang fodbold (og så spillede det måske også ind, at forholdene næppe ville blive bedre ved at vente til længere henne i december). Nogle gange må man bare igennem – jeg har selv prøvet det til en U/17-miniturnering i Østrig, hvor begge kampe i sidste runde skulle afvikles samtidig. Der var åbent vand adskillige steder på banen, men farligt var det ikke, så vi kørte – med en højst utraditionel, men faktisk ganske interessant fodboldkamp til følge (i øvrigt mellem Færøerne og Cypern).

Så der skal rigtig meget vand til, før det bliver farligt – modpolen er de meget tørre og hårde sommerbaner, som man også kan møde. Hvis banen er så hård, at man kan komme seriøst til skade ved at falde på den, kan det være farligt. Det er også grunden til, at kropskontakter og tacklinger, som på en almindelig bane ville være helt i orden, pludselig bliver farlige, fordi baneforholdene er, som de er – og så vil dommeren typisk anvende den meget stramme elastik i forhold til, hvad han vil tillade. En mulighed for at afhjælpe det problem, i hvert fald på højere niveauer, er at vande banen før kampstart og eventuelt i pausen. Fodboldloven siger ikke noget om det, men de lokale turneringsreglementer kan. F.eks. har UEFA nogle meget stringente regler for, hvad man må og ikke må – og jeg skulle hilse og sige, at lige det med vanding af banen meget hurtigt kan blive et element i den psykologiske krigsførelse før kampen, specielt hvis der på forhånd er dømt drillerier.

Det var det våde og tørre – så mangler vi det kolde og det varme. Det kolde møder vi typisk ved UEFA-kampene i november, december og februar, når det handler om de mere udsatte steder i f.eks. Rusland og Ukraine. Igen sætter fodboldloven ikke nogen grænser, og det gør UEFA faktisk heller ikke, men udover at foreskrive et øget beredskab (ikke-hvide bolde at spille med, orange eller røde linjer, nok mandskab og materiel til at klare en rydning osv.) er der nogle anbefalinger. Hvis temperaturen sniger sig under minus 15 grader én time før kampen, anbefaler UEFA efter råd fra deres medicinske komité, at man sikrer sig, at begge hold ønsker at spille. Ellers aflyser dommeren (for det er stadig ham og ham alene, der har afgørelsen). Helt specifikt nævnes tre forhold, som dommeren skal tage hensyn til i prioriteret orden: spillernes sikkerhed, det at få kampen gennemført, og som det sidste forholdene for en TV-transmission. Det lyder helt logisk og understreger, at selv TV-hensyn må vige, hvis sikkerheden står på spil – og omvendt at f.eks. en dårlig sigtbarhed og dermed ringere billeder ikke er en aflysningsgrund i sig selv, hvis de to første ting er opfyldt. Så TV har megen magt – men trods alt ikke total magt.

Det varme giver også nogle specielle hensyn – og som ved kulden har UEFA (stadig ikke fodboldloven) noget, der ligner en regel eller i hvert fald et tilløb til en procedure. Hvis temperaturen en time før kampen er over 32 grader (målt med et termometer i direkte sol så tæt på midtercirklen som muligt), og det også vil være tilfældet en time efter, altså ingen solnedgang e.l., kan vi få ‘cooling breaks’ – et kontrolleret ophold i spillet, hvor alle kan tanke op med vand, knust is osv. Dommeren vil dekretere disse pauser efter ca. 30 minutter i hver halvleg – og igen helt efter sit skøn, så ordet ‘cirka’ er vigtigt. Jeg er ofte blevet bedt om at fastsætte et specifikt tidspunkt, og det vil typisk gå galt, fordi det ene hold ikke er interesseret i at få afbrudt kampen lige dér. Så alt er cirka – efter dommerens afgørelse. Det er denne situation, der udgør, hvad man vel kan kalde Qatar-syndromet – og som vi også så ved VM i USA tilbage i 1994. Selv om jeg i den grad er privilegeret i forhold til de stakler, der skal løbe rundt nede på banen, håber jeg, at de også har anbragt noget vand på tribunen til min kamp torsdag med de truede 37 grader…