KFD
Jan Carlsen
Mens ligaerne holder sommerferie fortsætter Jan skriverierne. Denne uge om skader.

Som ofte skrevet før er der emner, der dukker op mere regelmæssigt end andre. Én af de ret sikre vindere på hyppighedsskalaen er skadede spillere. Dels et område, som virkelig kan bringe sindene i kog hos mindst det ene hold, hvis det sker mod slutningen af en kamp, og man har fornemmelsen af, at nu skal der lige suges noget luft ind, så hele holdet kan få det ønskede resultat. Dels virkelig et vanskeligt område for dommeren at have med at gøre, eftersom de færreste har en medicinsk embedseksamen og dermed kan vurdere graden af spillerens skade. Er han virkelig skadet, har han bare brug for et hvil – eller er det rent fup?

Casen er, at fodboldloven giver dommeren et stort ansvar, idet han skal standse spillet, hvis en spiller efter hans skøn er blevet alvorligt skadet og sørge for at få ham fjernet fra banen. I princippet må der altså kun ske nøjagtig den behandling, som skal til, for at spilleren kan forlade banen. Mange dommere vil typisk spille sikkert spil ved hellere at standse spillet én gang for meget end én for lidt – forståeligt nok. Man kan forestille sig overskrifterne, hvis dommeren var den hårdføre type – og det så ved næste stop viste sig, at det faktisk var alvorligt. Så er der to tilfælde, hvor dommeren under alle omstændigheder skal gribe ind – ved mistanke om hovedskader SKAL spillet standses øjeblikkeligt, og er der en spiller, som bløder (eller har fået blod på noget af spilledragten), skal han ligeledes sendes udenfor ved næste spilstop og få rent tøj på.

Den første variant med hovedskaden er en lumsk én, fordi effekten måske først viser sig nogle sekunder efter det sammenstød, som kan have givet skaden. Hovedskader havde jeg fat i sidste år i november, hvor UEFA havde udsendt nogle skærpede instruktioner om dommerens håndtering af mulige hjernerystelser – sikkert en følge af et VM, hvor der var så mange spillere, der gik i gulvet efter en kontakt til hovedet, at jeg aldrig har set noget lignende.

Ved blødningen er der selvfølgelig en æstetisk grund til, at spilleren skal have andet tøj og først må komme ind igen ved et spilstop, efter at én af dommerne har checket, at blødningen virkelig er stoppet. Hvis man synes, at det er noget pjat, kan man med fordel lave en Google-søgning på ‘Terry Butcher’ (vidunderligt ordspil, iøvrigt) og ‘blood’. Så vil der komme nogle fotos frem, som ikke er for svage sjæle. De stammer fra en kvalifikationskamp i 1989 mellem Sverige og England, hvor en helt hvid engelsk spilledragt nærmest blev til helt rød trods en hovedbandage, efterhånden også overvejende rød. Ud over æstetikken var det også i de mere AIDS-forskrækkede tider, så man ville ikke under nogen omstændigheder have synligt blod.

Men ser man det hele ud fra dommerens lavpraktiske synspunkt, kan der være andre grunde til at få afbrudt spillet end lige omfanget af spillerens skade. Det er simpelthen noget bras at have en forsvarsspiller liggende i længere tid i græsset et sted, hvor han effektivt ophæver enhver mulig offside, når næste omstilling kommer. Det siger fodboldloven ikke noget om – men det er et spørgsmål om praktisk overlevelse, også fordi spillerens medspillere ikke altid har registreret, at én af vennerne ligger ned meget længere tilbage på banen.

Jeg plejer altid selv at anbefale, at dommeren tager styringen i en mulig skadessituation og – som fodboldloven siger – får afbrudt spillet, hvis han skønner, at der er grund til det. Og ellers lader være. Men tit og ofte er der hjælpsomme spillere, der sørger for at sende bolden ud af banen, før dommeren kan nå at gøre noget – og er bolden på vej ud, eller det er oplagt, at spillerne selv vil sende bolden ud af spil, skal dommeren selvfølgelig ikke fløjte for at afbryde. Under alle omstændigheder kan vi risikere at lande i én af de forbandede såkaldte fair play-situationer, hvor spillerne selv koreograferer igangsættelsen ved at returnere bolden til modspillerne. Normalt til et ringere sted på banen end dér, hvor bolden var oprindelig – og så kan man i høj grad diskutere, hvor meget fair play der egentlig er i det. Jeg ser af og til – også internationalt – dommere gå ind i situationen før igangsættelsen og prøve at aftale med spillerne, hvad der nu skal ske. Det må man for guds skyld ikke gøre – for der er ingen som helst lovhjemmel til at skride ind, hvis spillerne ikke retter sig efter aftalen. Så er man landet dér, må spillerene selv klare paragrafferne. Det er så heller ikke altid, at det lykkes – man kan bare tænke på den famøse Champions League-kamp mellem FC Nordsjælland og Shakhtar Donetsk med en Donetsk-scoring, da Adriano gav pokker i fair play og bare løb ned og scorede, mens en flok vantro Nordsjælland-spillere stod og så på, efter at dommeren havde ladet bolden falde. Dommeren har absolut ingen sanktionsmuligheder, for alle lovens formalia er overholdt, og spillernes gentleman-begreber og underhåndsaftaler er blot uskrevne regler (altid de værste, fordi ingen har samme opfattelse af dem, når det går galt!).

En anden variant, hvor spillerne kan gøre situationen ekstra kompliceret for dommeren, er den, hvor medspillerne bare spiller videre, selv om en af deres kolleger ligger ned. Men når bolden lander hos modspillerne, og en omstilling er under opsejling, er en vis herre løs, hvis dommeren ikke standser spillet. Den situation kan dommeren ikke vinde, uanset hvad han gør.

Så for at opsummere: dommeren skal vurdere skadens omfang og selv tage styringen, hvis det overhovedet kan lade sig gøre. Publikum har ikke betalt for at se spillere blive behandlet – så behandling bør reduceres til det minimum, som er forsvarligt. Og så skal der lægges tid til, svarende til, hvad der gik tabt under behandlingen. Så i den bedste af alle verdener vinder man ikke tid på en ‘taktisk skade’ – kun fordelen ved måske at bryde spilrytmen. Og så skal spilleren forlade banen efter endt behandling og først komme ind igen, når spillet er genoptaget, og kun på et tegn fra dommeren, så det kan ske i nogenlunde neutral fase. Det tegn kan godt lade vente lidt længere på sig, hvis spilleren har forsøgt at drille dommeren ved at gøre tingene værre, end de er for at forhale tiden, men det er en anden historie. Ofte synes bare det at krydse sidelinjen for udadgående at være en ren mirakelkur, for spilleren er tit parat til at komme ind igen direkte, så hans første aktion er at hæve armen og bede om lov. Der er enkelte undtagelser, hvor spilleren ikke skal forlade banen, nemlig hvor målmanden eller to spillere fra samme hold er involveret (det sidste gav en del panik i en Champions League-kamp mellem PSG og Barcelona forrige år, fordi dommeren heller ikke lige havde den undtagelse inde på nethinden).

Endelig er der den krølle, at man herhjemme i de lokale serier af uransagelige grunde har besluttet, at spilleren ikke skal forlade banen efter behandling, men blot kan fortsætte uden at skulle runde linjen. Men den tabte tid skal stadig lægges til.

Hi, I’m Brian M. Pejter