KFD
Jans Corner

Jans Corner: Tid til opsamling

Jan Carlsen
Jan komme lidt tættere på bunden af læserhenvendelser denne uge.

Slutningen på turneringer giver heldigvis også flere læserhenvendelser. Ekstra glad bliver jeg, hvis man kan vedhæfte et link til den situation, som man har undret sig over. Det gør det lidt lettere og hurtigere for mig at orientere mig – men det er på ingen måde noget krav. Blot kan ekspeditionstiden så risikere at blive længere, hvis der først skal higes og søges, ligesom jeg selvfølgelig ikke kan garantere, at alle henvendelser også ender i bladet. Jeg bestræber mig dog så på at svare personligt – men jeg vil heller ikke udelukke, at der kan smutte et eller andet i farten, når tingene går rigtig stærkt. I så fald er man velkommen til at komme igen og spørge, hvad jeg egentlig får tiden til at gå med. Under alle omstændigheder er denne klumme helliget at få samlet op på nogle henvendelser fra de seneste uger.

En læser har hæftet sig ved pokalfinalen mellem FC’erne Vestsjælland og København og den mængde konfetti, som blev kastet ind før kampen, i pausen og før den forlængede spilletid. Hvad skal dommeren stille op med det – og kan han overhovedet gøre noget ved det? Det er én af de velsignelser, som i moderne tider følger med en fodboldkamp, og som på forunderlig vis kravler længere og længere ned gennem rækkerne. Tilhængerne vil sige, at det gør det hele mere festligt – modstanderne (og, tror jeg, ofte spillerne) vil bande stygt. Jeg har i hvert fald mange gange set spillere blive mere og mere frustrerede, når de er kommet til at hænge fast i nogle serpentiner. Man kommer ikke til at hænge fast i konfetti – til gengæld kan man glide i dem, og det kan vel heller ikke udelukkes, at en bold kan komme til at hænge fast i en større koncentration af dem.

Lovmæssigt er dommerens sanktioner begrænsede, medmindre der ligefrem er så meget konfetti, at spillerne ikke kan stå fast. Det er den gamle historie fra vejrforholdene med, at dommeren egentlig ikke skal bekymre sig om, hvorvidt det går ud over den sportslige berettigelse. Hans eneste bekymring er, om banen bliver farlig, eller om kampen ikke kan afvikles efter fodboldloven (f.eks. hvis linjerne bliver dækket). Tænker man sig, at bolden decideret bliver stoppet af noget konfetti, tæller det som en uvedkommende påvirkning, og så skal dommeren standse spillet og lade bolden falde. Ganske ligesom hvis bolden havde ramt en gren, eller f.eks. en tilskuer eller den berømte lille hvide hund var løbet ind. Når det er sagt, vil dommeren ofte pragmatisk forsøge at få det værste konfetti, serpentiner e.l. fjernet igen, før vi starter. Dels for at få en ordentlig fodboldkamp ud af det – men nok også fordi alle problemer i sidste ende vil falde tilbage på ham selv, eftersom der kun er ham til at håndtere dem.

Samme læser havde et spørgsmål omkring det tekniske område – foranlediget af en divisionskamp, hvor dommeren havde bedt træneren flytte en løs havestol tilbage i området, selv om den teknisk var inden for området, og der var fin plads for linjedommeren. Tekniske områder er altid noget interessant noget – først og fremmest, fordi de langtfra optræder i alle rækker. Det er op til det enkelte turneringsreglement at slå fast, hvor de kræves. Når det så er overstået, og området er afmærket på behørig vis (én meter fra hver side af boksen og frem til max. én meter fra sidelinjen), kommer det næste problem. For der er ofte ikke fysisk plads nok til alle de personer på bænken, som ifølge turneringsreglementet må være der. Det antal er stille og roligt krøbet opefter de senere år – og ikke altid er rekvisitterne fulgt med. Det vil sige, at man skal have fat i løse stole eller bænke til resten. Og her er reglen, at de løse genstande normalt skal være nogenlunde på linje med bænken – ‘normalt’, fordi der kan være særlige fysiske forhold, der gør, at man må give lidt køb på det. Idéen her er også, at de to hold ikke må kunne drille hinanden ved at flytte stole så langt frem, at de tager udsynet, når den anden bænk vil følge med. Man kan grine ad det, men jeg har personlig set tilfælde af psykologisk krigsførelse af den art, som kunne være endt i regulær blodig kamp, hvis ikke der havde været fornuftige personer til stede. Og så gælder der selvfølgelig de sædvanlige regler: én person ad gangen må stå op i det tekniske område, og han skal opføre sig ansvarligt og sportsligt. Til gengæld kan han i princippet stå der i 90 minutter, hvis han overholder det. Og hvad gør man så i de kampe, hvor der ikke er noget krav om teknisk område? Her må den sunde fornuft råde. Jeg plejer gerne at sige, at så er det tekniske område cirka dér, hvor reservespillere og værditasken befnder sig – og det er også dér, hvor træneren skal være. Vi kan ikke have ham til at fræse op og ned ad linjen, bare fordi der ikke er nogen kridtstreg – det er ikke ansvarligt eller sportsligt.

En anden læser vil gerne have fat i kampen mellem Chelsea og West Bromwich tidligere på ugen. Her er det navnlig Fabregas-udvisningen, der har stjålet billedet. Dommeren er ved at få beroliget en situation med mange spillere samlet, da Fabregas fra 30 meters afstand hamrer bolden ind i klumpen af spillere og rammer en WBA spiller rent i hovedet – og udvises. Man kan undre sig over, at dommeren ikke har fået opløst klumpen og isoleret de interessante spillere, men det er et problem for sig. Forsvarere af Fabregas, herunder en vis Chelsea-træner, har hævdet, at handlingen ikke var voldelig og rettet mod en bestemt spiller. Omvendt kan man vel sige, at den undskyldning ikke ville holde, hvis man kastede en sten ind i en folkemængde og påberåbte sig sin uskyld bagefter over for det specifikke offer. Gør man sådan noget, betaler man selvfølgelig, hvis det går galt – og her er det helt grotesk, fordi spillet er stoppet (og der i øvrigt intet som helst har været i kampen). Hvad skal den bold overhovedet derind efter? Fodboldloven vil sige voldsom adfærd og udvisning. Bolden er heldigvis ude af spil, for hvis den havde været i spil, og en spiller bevidst havde sparket bolden i hovedet på en anden, ville vi have haft et teoretisk problem.

For mens man i loven opererer med begrebet ‘slag på afstand’ (når f.eks. en målmand tyrer bolden i hovedet på en modspiller, eller en spiller med ondt i sinde kaster et teknisk lovligt indkast direkte i hovedet på en modspiller), eksisterer begrebet ‘spark på afstand’ ikke som en forseelse, der skal give direkte frispark. Så det ville blive indirekte. Det skulle nu ikke tage mig mange sekunder at afgøre, at lovens ånd selvfølgelig må være, at de to forseelser skal straffes ens – der er næppe bare nogen, der har haft fantasi til at forestille sig forseelsen med fødderne (selv om fodboldspillere vel generelt må formodes at være mere træfsikre med fødderne end hænderne). Det er fordelen ved, at fodboldloven er en rammelov.

Der ligger stadig flere sedler tilbage på skrivebordet med løst, men interessant, gods, som ikke lige lader sig putte ind i et tema – men de skal nok komme. Måske i næste uge, hvis ikke andet byder sig til.

Hi, I’m Brian M. Pejter

Leave a Reply