KFD
Jan Carlsen
En gang blandede bolsjer fra hr. Carlsen.

I tidligere tider kunne man høre journalister og andet godtfolk tale om ‘angsten for det hvide papir’ – at man sad med blokken foran sig, den var fuldstændig blank, og lige om et øjeblik ville deadline-djævelen komme og prikke én diskret på skulderen. Hvordan skulle man nogensinde få fyldt det papir ud med noget fornuftigt ? I disse digitaliserede tider klinger det lidt falsk med det hvide papir, for nu sidder man bare og glor ind i skærmen og et tomt Word-dokument. Men fornemmelsen er nogenlunde den samme – i denne uge er situationen den, at der sådan set har været nogle situationer, men at de rammer temaer, som har været behandlet for ikke så lang tid siden. Men så kan vi jo tage en hurtig genopfriskning – det kan jo også være, at der er kommet nye læsere til, eller at nogle af de gamle har misset en enkelt uge.

Jeg får på grund af deadline ikke onsdag aftens Champions League-kampe med – de må i givet fald vente til næste uge. Men tirsdagens kamp mellem Manchester City og Bayern havde da et par situationer, som kunne fortjene et par ord. Først og fremmest situationen, som giver straffespark til City og udvisning af Bayerns Benatia – den berømte og forkætrede ‘tredobbelte straf’ (straffespark, udvisning og karantæne). Om straffen virkelig står mål med forbrydelsen eller er skudt over målet, kan man diskutere længe, og det bliver jævnligt drøftet, om straffen kun skulle være en advarsel, hvis den forseelse, som berøver den oplagte scoringsmulighed, sker i straffesparksfeltet. Men indtil man finder på andet, spiller man i sagens natur efter de regler, der nu engang er – og jeg hverken så eller hørte nogen specielle indvendinger eller kommentarer til episoden i Manchester. Det kunne den ellers godt indbyde til. Forseelsen sker efter 20 minutter, og et af modstandernes argumenter plejer at være, at man ødelægger resten af fodboldkampen, når det sker så tidligt.

En anden sjov situation er den, som sker efter Agueros flotte scoring til 2-2. Han fortsætter sit løb ind i målet for at få fat i bolden og komme hurtigt i gang, mens målmand Neuer spræller for at få fat i den samme bold. Ikke noget særsyn, at et hold, der udligner sent (her var det i det 85. minut) gerne vil ‘hjælpe’ modspillerne med at få bolden op på midten, så man kan udnytte sit momentum ved en hurtig igangsættelse. Men man skal som angriber i den grad vogte sig, for man løber en risiko. Den bold er jo målmandens, eftersom det er hans hold, der skal sætte spillet i gang igen, og angriberen har intet med den at gøre. Bliver der panik ud af situationen, fordi begge vil have fat i den samme bold, er det angriberen, der er synderen, og i hvert fald han står til en advarsel (hvis ikke der sker noget værre). Går det for langsomt med igangsættelsen, skal dommeren nok lægge tid til og/eller hægte en advarsel på for det. Lidt paradoksalt, at Aguero faktisk reddede sig en advarsel i kølvandet på sejrsmålet i det 91. minut. Ikke for scoringsjubelen – men fordi det nu pludselig var ham, der var interesseret i at forhale igangsættelsen og var provokerende længe om at komme hjem på egen banehalvdel.

Et andet af standardemnerne er tacklinger og den følgestraf, der i givet fald skal på. Dommeren skal vurdere, om han anser tacklingen for satset (intet kort), hensynsløs (gult kort) eller udført med unødig stor kraft (rødt kort). Han har en stribe kriterier, som han bruger til at nå frem til dommen på bundlinjen: har den tacklende kontrol over tacklingen (hvor mange ben tackles der med, er der kontakt med jorden, er fodsålen strakt og knopperne forrest osv.)? Hvor voldsom er tacklingen (f.eks. hastigheden, som tacklingen sættes ind med)? Er der mulighed for at spille bolden (er den væk – eller skal man f.eks. gennem modspilleren først for at nå hen til bolden)? Og selv om muligheden er der – er viljen til at spille bolden det så også?

Anledningen til, at jeg tager det frem igen, er Dennis Flintas tackling på Thomas Delaney i kampen mellem FCK og Silkeborg i søndags. Den indbragte gult kort til stor overraskelse for mange. Nu fremmer overdrivelse som bekendt forståelsen, så det har forhåbentlig været med den mening, at Ståle Solbakken dagen efter var citeret for, at det var det største røde kort i dansk fodbolds historie. Så var det næppe heller værre – jeg kan i hvert fald godt uden at grave alt for meget i hukommelseskisten finde minimum en halv snes stykker af forholdsvis nyere dato, som var værre – men sandt er det, at tacklingen sagtens kunne have båret et rødt kort og set hjemme fra min bløde TV-lænestol også burde have gjort det.

Flinta kommer glidende ind med stor fart med ét ben og knopperne forrest, og kontaktstedet er langt oppe på Delaneys ben. Bolden – den er prikket væk sekundet forinden, mens Flinta er på vej. Med kriterierne ovenfor kunne man sagtens lande på rødt. Men det mest interessante her er faktisk dommerens placering. Han står meget tæt på og har fornuftigt udsyn, omend ikke den allerbedste vinkel. Det får selvfølgelig nogle til at mene, at det er ekstra ufatteligt, at det ikke bliver til udvisning, når dommeren står så tæt på. Men jeg tror faktisk, at det er en del af problemet. Står man tæt på, kan det være rigtig svært at vurdere farten i tacklingen, netop fordi der er så kort tid til at bestemme den, inden den forsvinder ud af synsfeltet igen. Står man (lidt!) længere fra, er det lettere at vurdere farten, fordi man har mere af omgivelserne med – og situationen er ikke overstået helt så hurtigt. Lidt i familie med den gammelkendte sandhed for linjedommere, at den sværeste mand at vurdere offside-positionen på, er ham, der står helt ude på tæerne af én. Nu blev det Silkeborg-tacklingen fra i søndags: det kunne såmænd også have været van der Wiels tackling på Nicolai Boilesen i PSG – Ajax tirsdag. Den er bestemt heller ikke køn – og kunne samtidig tjene til at demonstrere, at det ikke frikender spilleren, at han rammer bolden, før han kvaser modspilleren.

Og så kan jeg ikke lade være med at slutte med følgende herlige læserbrev fra The Independent, som tv3sport.dk havde opsnappet:

‘Jeg så kampen mellem England og Tysklands kvindelandshold på TV. Hvorfor blev den vist? Kvinder kan ikke spille fodbold. De kender ikke engang de grundlæggende regler. Når de bliver tacklet, så rejser de sig op og spiller videre. De lader ikke som om, at de er kommet til skade. De filmer ikke. De prøver ikke at få modstanderne udvist. De laver ikke brydegreb ved hjørnespark. Og det værste af det hele er, at de ikke brokker sig til dommerne. Som ethvert fjols, der har set mændenes Premier League, ved, så er det ikke sådan, man spiller fodbold’.

Hi, I’m Brian M. Pejter

Leave a Reply