Det er unægtelig, hvad børnetimens elskede store gule Bamse ville kalde ‘svedende varmt’, og jeg håber, at mennesker, der er så heldige at holde ferie nu, ikke er så ublu, at de bruger alt det gode vejr, før vi andre kommer til. Til gengæld er jeg så heldig, at noget af aftenerne kan tilbringes på terrassen, og dér er livet da til at holde ud, når skyggen når frem.
Men en fredagsklumme skal det jo blive til før det, og her er det godt nok blodig ironi, at superligaen egentlig kom til at starte, hvor VM (næsten) sluttede med bronzekampens manglende røde kort for berøven af oplagt scoringsmulighed, da Thiago Silva efter under to minutters spil nedlagde Robben på kanten af feltet og slap med gult.
En på det nærmeste fuldstændig tilsvarende situation fik vi i kampen mellem Silkeborg og FCK – en holde-situation af bageste forsvarer, der strækker sig over lidt tid, og hvor synderen ender med et gult kort. Situationen foregår godt nok noget længere ude på banen, og det tilføjer selvfølgelig en ekstra dimension, men lad os se nærmere på det.
Det handler om en situation, hvor der dybest set kan komme to muligheder i spil omkring kortfarven. Skønner dommeren, at der er tale om at bremse et lovende angreb, er taksten et gult kort – hvis han mener, at vi taler om berøven af en oplagt scoringsmulghed, er det en rød kulør, der kommer op af lommen. Og blot for en ordens skyld – hvis forseelsen falder i begge kasser, hvilket jo sagtens kan være tilfældet, gælder fodboldlovens princip om, at ved to samtidige forseelser straffes den groveste, altså igen udvisningen.
Der er en hel stribe af kriterier, som dommeren i splitsekundet skal gennemløbe oppe i hovedet, før han lander det ene eller andet sted. De har efterhånden været oppe at vende nogle gange på denne plads, men jeg tager dem gerne én gang til – for når disse situationer dukker op så ofte, er det jo nok, fordi de er ret så centrale. Det bliver ikke mindre interessant (eller hundesvært) af, at der er et vist overlap mellem de to hold kriterier.
For begge forseelsers vedkommende gælder det, at afstanden til målet indgår som et kriterium. Det hænger selvfølgelig sammen med, at jo nærmere vi kommer på målet, jo større er alt andet lige sandsynligheden for, at vi enten har et lovende angreb eller en oplagt scoringsmulighed. Men det er som sagt kun én af parametrene, som skal ned på bundlinjen sammen med de andre – begge forseelser kan for den sags skyld sagtens forekomme endog på egen banehalvdel. Så er der spørgsmålet om kontrol over bolden. Det lovende angreb vurderer spillerens kontrol direkte, mens den oplagte scoringsmulighed vurderer spillerens sandsynlighed for at bevare eller opnå kontrol over bolden.
Forskellen – nok mere i formulering end i væsen – ligger sikkert i at pointere, at man selvfølgelig ikke skal kunne slippe for det røde kort, hvis man flår en spiller ned, som i næste sekund ville have været eneste mulige og sandsynlige modtager til indlægget ind i straffesparksfeltet. Kontrollen er der ikke endnu, men den ville være kommet. Så skal vi ligeledes i begge tilfælde have fat i forsvarsspillernes antal og placering. For det lovende angrebs vedkommende: var formationen sådan, at vi virkelig kan tale om et lovende angreb, og for scoringsmulighedens vedkommende, om nogen ville have muligheden for at gribe ind og gøre scoringsmuligheden mindre oplagt.
Så er der et par stykker, som kun optræder det ene sted – for scoringsmuligheden er spilretningen vigtig (er vi i en eller anden grad på vej mod mål ?), og for det lovende angreb bliver antallet af angribere vigtigt (er det en mulig overtalssituation ?), ligesom hvilke muligheder angriberen havde for at aflevere bolden, da han blev bremset. Klart nok begge vigtige for at vurdere, om vi har et lovende angreb eller bare et angreb – ligesom der er et spring fra, om scoringsmuligheden var oplagt eller bare en mulighed.
Og lad os så vende blikket mod Silkeborg. Det er FCKs Per Nilsson, som vel en 15-20 meter inde på egen banehalvdel griber fat i Silkeborgs Jeppe Illum, da denne reelt er sluppet udenom (hvorfor ellers gribe fat i ham ?) og har taget et træk. Tilsyneladende er der ingen andre forsvarere, der kan nå hjem; afstanden til målet er rimelig stor, men det er stadig kun én af parametrene. Spilretningen er OK – men det centrale bliver angriberens grad af kontrol over bolden, efter at trækket er foretaget.
Holdeforseelser er som skrevet i sidste uge de eneste forseelser, der kan strække sig over et stykke tid, og derfor skal man pr. definition være ekstra på stikkerne her. Når en angriber som her holdes i et par sekunder, før der fløjtes, samtidig med, at bolden triller væk fra ham, kan situationen komme til at se rigtig mudret ud, afhængig af, hvornår man vurderer den. Da grebet i Jeppe Illum slippes, er bolden kommet rigtig langt væk, selv om der kun er gået et par sekunder, og nu bliver det pludselig et issue med angriberens kontrol – for kunne målmanden nå ud og få fat i den bold først ?
Det mente dommeren åbenbart, siden han landede på gult – men pointen er, at det er i det øjeblik, hvor forseelsen sættes ind, at der skal vurderes. Bundlinjen ved vurdering af oplagt scoringsmulighed vil altid være, om der mon havde været en oplagt scoringsmulighed, hvis forseelsen ikke var sket – og ved holde-forseelsen bliver det derfor ved starten og ikke ved slutningen af den, at det mentale kamera skal være på plads. Set fra den bløde lænestol ligner det unægtelig, at Illum havde haft frit løb med bolden under kontrol, hvis ikke han var blevet holdt til at begynde med – og dermed efter min kogebog et rødt kort.
Noget af det, som man kører meget på internationalt, er træningen for dommerne i mentalt at være det halve skridt foran (og lige akkurat i dette tilfælde bliver dommeren nok taget lidt med bukserne nede, fordi situationen opstår ekstremt hurtigt) – men kunsten er, når afleveringen spilles, at stille sig selv spørgsmålet: hvis der sker noget ulovligt lige om et øjeblik, berøver det så en oplagt scoringsmulighed ? For kommer vurderingen først, når angriberen har været holdt et par sekunder og bolden trillet tilsvarende, kan billedet meget let blive fortegnet. Ikke alene i forhold til angriberens kontrol over bolden, men f.eks. også i forhold til, hvor mange forsvarsspillere, der er med hjemme, og hvor de står. Dem var der så ikke så mange af her – men bare problemet med kontrol over bolden var egentlig også nok.
Så kom vi da i den grad i gang med sæsonen 2014/15.
Related Posts
Topopgørenes weekend
En stille påskeuge