KFD
Bendtners underbukser, målmandskasket og tørklæder er nogle af ingredienserne i denne uges Jans Corner.
Jan Carlsen

Kvalifikationsrunderne til de europæiske turneringer er begyndt i denne uge – mens der stadig spilles VM.  Aktuelt betyder det, at jeg har været en tur på Malta først på ugen til en Europa League-kamp, så deadline har denne gang været en gang i løbet af søndag aften, dvs efter de første ottendedelsfinaler. Ting skal nok blive indhentet – men det er altså grunden, hvis nogen skulle undre sig over fraværet af kommentarer på helt bestemte situationer.

I skrivende stund synes jeg stadig, at tingene kører godt, selv om det jo som altid er de diskutable ting, der rammer overskrifterne – om det så har været den eneste situation i kampen. Men de to første ottendedelsfinaler lørdag aften gav da smæk for skillingen på den gode måde.

Det var de to rent sydamerikanske opgør mellem Brasilien og Chile samt Colombia og Uruguay. En ualmindelig giftig cocktail kunne man godt forvente – og der var i den grad også gang i den, men det hele forløb uden voldsomme dramatiske højdepunkter, måske også fordi FIFA havde valgt at sætte to af de sikre europæiske dommerkort, Webb og Kuipers, på de to kampe. Og til overflod helgarderet, så også fjerdedommeren var fra den  europæiske garde – således at selv hvis dommeren skulle gå i stykker undervejs, var man sikret en tilsvarende erstaning. Der blev kørt med høje linjer – specielt de første 20 minutter mellem Brasilien og Chile var helt fantastiske – og der var fuld accept hele vejen rundt.

Og hvis der endelig skete noget over kanten, accepterede man sin straf, og så op på hesten igen.  Selv om der i begge kampe var høj tænding på, var det rigtig glædeligt at se, at stemningen var god. Man hjalp hinanden op, sagde pænt undskyld til ham, man lige havde savet midt over osv.  Så ingen ond stemning – bare sitrende intensitet. Man kan mene, at det er blodig synd, at de fire sydamerikanske hold i den ene fjerdedel bliver reduceret til ét efter kvartfinalen, men sådan er gruppespillets lotteri nogle gange så grusomt.

Ingen tvivl om, at jeg frygtelig gerne havde set Chile føre sig videre frem i turneringen, hvilket de måske også havde gjort med en anden modstander i ottendedelsfinalen – men nu var det altså Brasilien, der stod der, så Chile må trøste sig med at have været en vigtig del af det, som jeg synes var turneringens bedste kamp indtil videre. Så tæt på med et skud på overliggeren i sidste minut af den forlængede spilletid og det sidste straffespark på indersiden af stolpen – den gamle frase med, at her havde begge hold fortjent at vinde (selv om det er det rene vrøvl) kunne godt hales frem her.

Kampen mellem Colombia og Uruguay havde jeg set frem til med en hel del spænding efter Suarez-episoden. Ville Uruguay gå til stålet for at hævne tingenes tilstand med det ekstremt fysiske spil, som vi også ved, at de kan, eller ville de spille fodbold ? Heldigvis det sidste – og det blev også en seværdig affære. At jeg så har det rigtig godt med, at Colombia endte med at vinde, er dels fodboldmæssigt begrundet (godt nok charmerende spil – gad vide, hvor langt det bærer: næste stop er jo Brasilien), men også med baggrund i hele panikken omkring Suarez.

Selvfølgelig skal Uruguays hold ikke undgælde for, at en enkelt mand træder voldsomt ved siden af dydens smalle sti og vel nærmest helt ud over kanten, men den efterfølgende totale benægten af alt fra officielt hold, sølle undskyldninger og vilde konspirationsteorier er ikke blot uklædeligt, men snarere usmageligt. Men det blev en god fodboldkamp, og der var ikke noget piv bagefter eller referencer til den manglende Suarez.

Tager man lovbrillerne på, var der et par ting i kampen mellem Colombia og Uruguay, som fik mig til at klø mig i stakken derhjemme. Man kan selvfølgelig ikke udelukke, at FIFA før turneringen har sagt til dommerne, at lige akkurat dette vil vi ikke have – men der forekom i hvert fald et par ting, som ikke lige var inden for lovens rammer. Den ene var Colombias specielle hjørnesparksvariant, som vi nu har set forhindret i to kampe. Første mand løber ud med bolden til flaget, lægger den på jorden og dasker lidt til den med hælen, så den lander uden for buen igen. Herefter løber mand nr. 2  lidt efter ud og forsøger at drible afsted med bolden, men bliver bremset af dommer / linjedommer og bedt om at tage hjørnesparket inden for kvartcirklen. Men dér har den jo lige været – og teknisk set er sparket udført og bolden givet fri til spil, når den har ligget stille, er blevet rørt og bevæger sig.

Man kan naturligvis mene, at det er en lusket måde at udføre et hjørnespark på, men fodbold er nu engang et spil, hvor de kloge narrer de mindre kloge – og hvis forsvarerne ikke er opmærksomme, skal angriberne da have den fordel, som de har tænkt sig til Omvendt kunne en opmærksom forsvarer jo bare løbe ud og snuppe bolden før Colombia-spiller nr. 2,  for bolden er jo i spil… Lidt ærgerligt, synes jeg, at kreativitet ikke bliver belønnet her, når man nu svælger i alle mulige andre varianter ved dødbolde.

Kort ind i 2. halvleg vil Uruguay skifte Ramirez ind i stedet for Pereira. Men Pereira er gået ud over den modsatte sidelinje, og så får Ramirez ikke lov til at komme ind – til gengæld må Pereira tage hele turen tværs over banen for at gå ud over linjen ved fjerdedommeren. Hm – der står ingen steder skrevet, hvor spiilleren skal gå ud, men til gengæld skal den indskiftede spiller komme ind ved midterlinjen. 99 ud af 100 gange vil de mødes dér, så de lige kan klappe hinanden på skulderen osv. – men det er ikke noget lovkrav. Man kunne jo også tænke sig, at den spiller, som skulle skiftes, lå skadet helt nede i modsatte hjørne. Ham vil man næppe tvinge til på alle fire at kravle tværs over banen. Det er detaljer – og at man i sådan to brandkampe overhovedet bemærker disse ting, er nok et tegn på, at det ikke har været så ringe endda.

Personlig er jeg lidt ked af, at antallet af sydamerikanske hold nu reduceres heftigt – men af en grund, som absolut intet har med fodbold at gøre. Det handler om nationalmelodier. Jeg har tit spekuleret over, om det er, fordi stort set alle sydamerikanske lande bliver selvstændige i løbet af de første 30 år i 1800-tallet, at deres nationalmelodier er skåret over nogenlunde samme læst. Stort klassisk udtræk og marchrytmer efter tidens stil – og ikke mindst uhyre let at synge med på, som man også har kunnet se og høre. Alle kunne været plukket direkte ud af en af tidens operaer, og det er simpelthen umuligt ikke at blive i godt humør af dem.  Jeg håber, at mindst én overlever længe endnu.

Hi, I’m Lars Møller Hansen

Leave a Reply