Jan-Carlsen-2
Jan Carlsen skriver denne gang om fordelsreglen.

For os almindelige dødelige er det nu et eller andet sted meget betryggende at se, at selv de største jonglører i dommerverdenen kan fejle – og at der også på topplan af og til opstår situationer, hvor klappen går ned, så man momentant føler sig hensat til serie 5-niveau.

Specielt når det ingen konsekvenser har for det endelige resultat, kan alle tage det som en oplevelse og så bare blive klogere til næste gang.

Vi havde en situation under forårets CL-kampe, hvor to Barcelona-spillere, der var stødt sammen og måtte behandles, blev sendt udenfor i kampen mod PSG, selv om det lige akkurat er et af de tilfælde, hvor spillerne godt må blive inde efter endt behandling. Og i Confederations Cup-kampen mellem Brasilien og Italien gik det så galt igen, om muligt endnu mere spektakulært.

Italiens Chiellini sendte bolden i mål til en reducering splitsekundet efter, at der var fløjtet for straffespark til Italien – og dommeren dømte mål. Godt nok ville et mål være en større fordel end et straffespark, og godt nok er fordelsreglen både en meget kraftfuld og subtil regel – men der er grænser. Når der er fløjtet, fanger bordet. Der er nu faktisk fortilfælde: jeg erindrer en finale i Europa Cup’en for mesterhold – tror det var Feyenoord-Celtic-finalen i 1970 –  hvor dommeren også fløjtede for noget, der lignede et straffespark, men inden fløjtet var færdigt, lå bolden i mål, og der blev dømt mål.  I øvrigt uden protester.

Fordelsreglen er i det hele taget en finurlig størrelse og et af dommerens bedste instrumenter.  Til gengæld er den en farlig ven, for går det galt, går det som regel galt, så alle kan se det. Den er gemt rigtig godt væk i § 5 –  man skal de første gange lede godt, før man opdager den lille passus ‘Dommeren skal lade spillet fortsætte, hvis det hold, som en forseelse er begået imod, har fordel derved, og straffe den oprindelige forseelse, hvis den forventede fordel ikke umiddelbart bliver en realitet’.  Før 1997 var fordelsreglen mere håndfast, for da skulle dommeren vurdere i et splitsekund, og havde han givet fordelen, kunne han ikke give to chancer og vende tilbage til frisparket. Det gav revisionen i 1997 ham lov til, således at ‘umiddelbart’ fortolkes som 2-3 sekunder.

Men han kan kun vende tilbage til den oprindelige forseelse, hvis bolden på det tidspunkt stadig er i spil. Hvis f.eks. offeret i mellemtiden har løbet bolden ud over sidelinjen, skal vi i gang med et indkast. Eller endnu mere raffineret: hvis spilleren , som forseelsen er begået imod, spiller bolden frem til en medspiller i offside-position. For man kan selvfølgelig ikke få bolden tilbage, hvis fordelen ikke bliver til noget på grund af en forseelse, som ens eget hold begår.

Mange har den opfattelse, at hvis bare spilleren beholder bolden, bør han have lov til at fortsætte med den. Men det skal stadig være en fordel – og hvis en spiller som følge af forseelsen f.eks.  bliver presset ud af balance, længere ned mod sit eget mål eller ud i banens yderområder, vil frisparket ofte være den største fordel. Specielt på lavere niveau har en del fodboldspillere også svært ved at forlige sig med, at der bliver begået en forseelse mod lige akkurat dem, og den ikke bliver fløjtet, fordi en medspiller kan køre videre med bolden. Men fordelsreglen gælder holdet og ikke den enkelte spiller.

Bevæger vi os ind i straffesparksfeltet, er det en god tommelfingerregel, at meget få fordele er større end et straffespark – medmindre man da ligefrem er for totalt blankt mål og uden målmand. Så i langt de fleste tilfælde vil det ende med straffesparket, selv om angriberen skulle beholde bolden. Omvendt vil man også sjældent benytte fordelsreglen ved en forseelse mod en forsvarsspiller i hans eget straffesparksfelt. Dels har han sjældent noget at bruge fordelen til, så tæt på sit eget mål – dels kunne han jo risikere at miste bolden kort efter med en chance for angriberne til følge.

Hele idéen med den forsinkede fordel kunne ligne en rigtig god nødudgang for dommeren – hvem ville ikke gerne kunne helgardere ?  Men det er mere nuanceret end som så. Risikoen er  – og det ses desværre ofte – at dommeren vanemæssigt spiller sikkert spil og anvender fordelsreglen i den sikre tro, at han jo altid kan vende tilbage. Det kan han teoretisk også – men så løber han i den grad risikoen for at give indtrykket af usikkerhed og af, at kendelserne falder sent og ubeslutsomt, specielt hvis fordelen allerede i første omgang var tvivlsom, og han måske allerede har markeret den.

Han skal altså huske, at de få sekunders respit kun giver mening, hvis der virkelig var en realistisk mulighed for, at fordelen overhovedet kunne realiseres. Reglen må aldrig blive en sovepude – og generelt kan det være et rigtig godt råd lige at trække markeringen et halvt sekund, til man er sikker (og så markere).  Så har dommeren givet sig selv lidt mere råderum og undgår at udstille for omverdenen, at han faktisk havde forventet noget andet end det, der skete.  Brugen af fordelsreglen kan også afhænge af kampens temperatur – intensiteten kan være så høj, at det bare er klogt ikke at bruge fordelsreglen i en periode, så afbrydelserne lige giver spillerne en chance for at få ilt til hjernen.

Man kan altid vende tilbage med en advarsel (eller i helt ekstreme tilfælde – mest i teorien) en udvisning, når bolden går ud af spil efter en anvendt fordel. Knap så mange ved, at lige akkurat dér kan holdet ikke få lov til at foretage en hurtig igangsættelse – for når først bolden er i spil igen, er den første situation død. Dommeren må altså ikke lade igangsættelsen ske, hvis der er en følgestraf undervejs. Er spillet sat i gang igen, kan en eventuel advarsel eller udvisning ikke effektueres.

Der er mange faldgruber, og det er da også meget ofte på fordelsreglen, at man kan sortere bukkene fra fårene. Ganske imponerende, at en regel, som i den danske lovtekst kun fylder 31 ord, kan betyde så meget for en fodboldkamp, også for tilskuernes oplevelse.

Jans Corner: Fordelsreglen