KFD
Nyheder

DFU: Opdatering på konflikten

Kære Dommer

Hermed en opdatering på konflikten:

Som du ved indledte DFU på vegne alle dommere i efteråret forhandlinger med DBU vedrørende taksten for omkostningsgodtgørelse. Dette skete på baggrund af en klausul i aftalerne mellem DFU og DBU.

Under forhandlingerne fremsatte DBU krav om, at taksten skulle sættes ned fra de nuværende 200 kroner. Dog uden at sætte et konkret tal på.

DBU har nu tilbudt den enkelte dommer 207 kroner pr. kamp. Det er vigtigt for mit at understrege, at DBU ikke har fremsat dette tilbud under forhandlingerne.

DBU har fremsat tilbuddet til den enkelte dommer. Og ikke til DFU. DBU stiller som betingelse for tilbuddet om 207 kroner pr. kamp, at den enkelte dommer melder sig som “DBU dommer”. Og altså vender ryggen til dommerverdenen. Til dommerklubben og til DFU der er et samlet talerør for alle danske dommere.

DBU forsøger med det direkte angreb at overtage dommerne. Efter min bedste opfattelse, så har DBU ingen mulighed for på nogen måde at skabe de rammer du kender fra din lokale dommerklub.

Du må ikke tilmelde dig som DBU dommer ! Det vil betyde, at dine og vores dommerorganisationer forsvinder, at du mister indflydelse på egne vilkår, at vores klubliv med faglige og sociale arrangementer dør.

DBU oplyser, at de aldrig vil forhandle med DFU igen. Jeg forstår ikke den hårde retorik. De danske dommere har trods alt sørget for, at der er blevet dømt omkring 100.000 fodboldkampe i DBU´s turneringer hvert år.

Dansk fodbold kan ikke undvære dig og os som dommere. Uden dommere er det umuligt at afvikle kampe. Og det virker som en håbløs opgave for DBU selv at afvikle kampene med frivillige ledere, forældre, mv. Du ved, at det såmænd kan være vanskeligt nok at afvikle kampe selv med din faglighed, indsigt og uddannelse !

De fodboldklubber jeg har talt med har forståelse for dommernes synspunkt. Og fodboldklubberne er glade for de danske dommere. For vores faglighed. Og vores fællesskab. Jeg føler mig overbevist om, at vi har fodboldklubbernes sympati i denne konflikt.

For den enkelte fodboldklub er det ligegyldigt, at omkostningen til at få afviklet en kamp stiger med 65 – 70 øre pr. spiller for hver kamp ! Det er derfor en ideologisk kamp DBU fører. Og fører den på egne vegne.

Du skal ikke være det mindste i tvivl om, at DFU gerne vil forhandle med DBU. Til glæde for dig som dommer. Og til glæde for de fodboldspillere der gerne vil ud at spille fodbold.

Jeg tænker der er brug for en mægler mellem parterne. Jeg vil derfor kontakte Dansk Idræts Forbund (DIF) og forelægge dem problemstillingen, og opfordre dem til at mægle mellem parterne. I forsøget på at få også DBU til forhandlingsbordet.

Per Buttenschøn
Formand, DFU

Hi, I’m Lars Møller Hansen

Leave a Reply