En tur i historiebogen

Vi er kommet rigtig fornuftigt igang med de første to runder i Superligaen uden de store dramatiske tvivlssituationer. Til gengæld har vejrforholdene jo lige givet et ekstra aspekt – en af mine observatørkolleger skrev faktisk, at han aldrig havde oplevet noget så koldt. Ikke så meget på temperaturfronten, men kombineret med blæsten har det givet en chill-faktor, som vi ikke rigtig bryder os om på disse kanter, selv om vi tilhører vikingeslægten. Min bedste medfølelse til de personer, som løber rundt dernede – og til kollegerne, som sidder stille på tribunerne, formentlig iført så meget tøj, at de dårligt kan få armene ind til kroppen. Jeg har heldigvis trukket frinummer i de første runder, så alt er observeret fra lænestolen. Jeg er i ilden om et par uger – og så håber jeg, at det er bare lidt mindre udfordrende. Men midt i alt det skal vi jo ikke glemme, at vi brænder for det, og så må der komme de udfordringer, som der er – kulde eller andet. Fodbold er for de ildsjæle, der holder af det – og så savner vi selvfølgelig allesammen tilskuerne, men det er ligesom et vilkår her og nu.

Men da der nu ikke i de første runder er dukket de store kontroversielle situationer op, vil jeg gribe tilbage i den store historiebog – vel vidende, at jeg også gjorde det for godt ti år siden. Men når man tænker på den menneskelige hukommelses rækkevidde, er der sikkert ikke mangle, der kan huske det. Noget af det, som jeg stadig forbløffende ofte bliver spurgt om – og det tjener faktisk den menige læser til ære – er, hvornår fodboldspillet egentlig blev opfundet, og det er det, der giver mig anledning til at tage emnet op igen.

For sagen er, at mens det første fælles regelsæt for noget, som med rimelighed kan siges at være starten på det, som vi i dag kender som fodbold (selvfølgelig med modifikationer undervejs) dukker op i England i 1863, er selve ideen med to hold, som sparker til en genstand og forsøger at få den forbi en linje, selvfølgelig langt ældre.

Da jeg for snart 45 år siden som helt ny og grøn lovfortolker skulle prøve at finde et eller andet, som de mere garvede kolleger i hvert fald ikke havde på repertoiret, således at jeg til vinterens foredrag kunne stille med bare lidt, som tilhørerne ikke havde hørt før, begyndte jeg at grave lidt i fodboldens og fodboldlovens historie, og det er faktisk ganske fascinerende at følge.

I den ultrakorte udgave: mange mener, at spillet udspringer af militærtræningen hos de romerske soldater i Britannien i de første århundreder efter Kristi fødsel. Det er ikke regler, der er flest af her – groft sagt er alt tilladt, bare det ikke bringer menneskeliv i fare. Der er nemlig brug for soldaterne… De romerske soldater forsvinder i starten af 400-tallet, men spillet bliver tilbage på de britiske øer. I middelalderen bliver det undertiden brugt til fastlæggelse af kommune- og sognegrænser (hele byer spiller mod hinanden i det åbne land med alle de folk, som de kan mobilisere), og dér hvor bolden – den oppustede griseblære – er, når tiden er gået, skal grænsen være. Det går ikke ganske stille af, og kong Edward III forbyder spillet i 1349 med to begrundelser: dels er der for meget vold, dels tager det for meget tid fra den nødvendige kamptræning i bueskydning. Men i længden kan spillet ikke holdes nede, og der udvikler sig en praksis, hvor man spiller fra by til by, ofte med portalerne på sognenes kirkegårdsmure som mål. Under Cromwell sidst i 1600-tallet kommer et mellemspil, hvor der igen kommer forbud – det er vigtigere at bruge tiden på at gå i kirke – men fodbolden som ‘massesport’ overlever. Lige indtil den industrielle revolution i 1700-

1800-tallet får underklassen til at søge mod byerne, hvor arbejdet er, og mange landdistrikter affolkes. Det er startskuddet til, at fodbold fra at være en masseforlystelse bliver et spil for de finere kredse på kostskolerne. Tingene raffineres: man får f.eks. målstænger og en måldommer med en kniv eller økse, som ridser et hak i træstolpen, hver gang bolden er gået i mål – så sprogligt og historisk er det faktisk dommeren, som ‘scorer’ (på dansk = ‘ridser’) målene… Det er på basis af reglerne fra de forskellige kostskoler, at man i sidste ende, ad lange omveje og efter mange forhandlinger når frem til det fælles regelsæt i 1863.

Der findes nogle beskrivelser af fodboldspillet som den uorganiserede massesport, og jeg kan ikke dy mig for at citere en passage fra én af dem:

‘Og hvad angår fodboldspillet, så forsikrer jeg jer, at det snarere bør kaldes for en mild form for krig end et spil eller en adspredelse, snarere en blodig og morderisk praksis end kammeratlig sport og tidsfordriv. For er det ikke sådan, at enhver ligger på lur efter sin modstander for at forsøge at vælte ham og få ham til at falde på næsen ? – og om det så er på hårde sten, i grøft eller eng, i dal eller på bakke, eller hvor det nu kan være, derom bekymrer han sig ikke, når bare han får ham nedlagt. Og den, der er dygtigst til disse ting, han og ingen anden anses for den bedste spiller. Og på denne måde brækker de undertiden halsen, undertiden ryggen, undertiden benene, undertiden armene – undertiden vrides én legemsdel af led, undertiden en anden; undertiden vælder blodet ud af deres næser, undertiden rives deres øjne ud, og snart såres de ét sted, snart et andet. Men selv den, der slipper bedst fra det, går ikke ram forbi, men er enten hårdt såret, mast eller kvæstet, så at han dør af det, eller kun med nød og næppe overlever. Og det er ikke mærkeligt, for de er skrappe til at klemme én mellem to andre, at støde ham mod hjertet med deres albuer, at ramme ham under bæltestedet med knytnæver og med deres knæ at spænde ben for ham og få ham til at falde på ryggen – og hundredvis af lignende morderiske påfund. Og heraf opstår misundelse, ondskab, nag, vrede, had, utilfredshed, fjendskab og alt muligt andet, og undertiden følger der slagsmål, kamp, strid, yppen kiv, mord, drab og stor blodsudgydelse, således som erfaringen dagligt viser os det.’

Det var en smagsprøve fra Philip Stubbes ‘The Anatomy of Abuses’ (kan vel rask gengives som ‘Et katalog over skændsler’), skrevet i 1583 – altså på Shakespeares tid. Enhver lighed med nulevende etc. er tilfældig og aldeles utilsigtet – men man kan vel godt tillade sig at bemærke, at snakken om ‘den tiltagende vold’ altså ikke er noget helt nyt fænomen.

Er det mon i det hele taget ikke sådan, at vi er tilbøjelige til at tro, at alting var bedre i gamle dage. Jo, nogle ting var nok – men det er interessant at se, hvordan det rå og brutale renæssancespil udviklede sig til at være en sport, som blev udøvet af eliten på diverse kostskoler, hvor man ikke havde behov for det store regelsæt, for alle var jo gentlemen og kunne ikke drømme om at foretage sig noget, som man ikke måtte. Derfor var der i begyndelsen af den moderne æra heller ikke brug for en dommer overhovedet. Han kom faktisk først på banen i 1891. Indtil da klarede man sig med to personer, udpeget af hvert sit hold, stående udenfor, og de trådte først i aktion, hvis anførerne på banen ikke kunne blive enige. Og hvis de to personer udenfor heller ikke kunne, havde man en overdommer til at afgøre tingene – men altså stadig uden for banen.

Så vi er gået fra det totalt ukontrollerede pøbelspil uden regler overhovedet via gentleman-aspektet på kostskolerne til det fodboldspil, som vi kender idag, selvfølgelig med de regelændringer og ændringer i spillernes opførsel, som vi ser idag. Gentleman-begrebet synes undertiden at være langt væk.