Mirakuløst nok var søndag aften fri, så jeg kunne sætte mig i fred og ro og følge med i TV-transmissionen fra Danmarks Nations League-kamp i Island. Jeg hyggede mig gevaldigt ved at høre kommentatorernes udførlige bemærkninger om oplevelsen ved Corona-test ved indrejse, karantænelignende tilstande med noget nær husarrest på hotelværelset osv. Ikke mindst fordi jeg selv var kommet hjem fra Island lørdag efter en fuldstændig tilsvarende oplevelse. Dog med den væsentlige forskel, at ‘min’ kamp, en U/21-kvalifikationskamp mellem Island og Italien, aldrig blev til noget. Faktisk blev den aflyst 20 minutter før det virtuelle sikkerhedsmøde om formiddagen, fordi der var Corona-problemer i den italienske lejr. Så jeg kom vitterlig aldrig ud af hotellet – ikke engang ud i luften til en fodboldkamp. Der er altid læsestof med på sådan en tre dages-tur, og i langt de fleste tilfælde får jeg aldrig læst så meget som en linje, men denne gang var jeg ret så lykkelig for, at jeg havde noget med. Frustrerende at sidde og se ud af et hotelvindue på et fantastisk flot efterårsvejr og ikke kunne udnytte det. For at det ikke skal være løgn, kunne vi fra vores mødelokale se direkte over på det hotel, hvor italienerne boede. Men jeg skal ikke klage, selvfølgelig slet ikke i forhold til de smittede, som er de rigtige ofre her, men heller ikke i forhold til den græske dommerkvartet, som bogstavelig talt havde rejst tværs over Europa med nogle gevaldige ventetider mellem flyskift (for fly er der jo heller ikke for mange af lige nu) – blot for at kunne gennemføre to træningspas. Bare se på landkortet og sæt Grækenland og Island op mod hinanden…

Verden er virkelig af lave, og man skal jo bare være glad for, at systemet virker, så smittetilfældene bliver samlet op. Det havde været helt forfærdeligt, hvis kampen var blevet afviklet, og der efterfølgende var blevet konstateret noget. Også herhjemme er vi i den grad inde i testmøllen. Der er fast ugentlig test for alle elitedommere, der bliver involveret i Superliga eller 1. division, og også for alle os på VAR-holdet. Så de kender mig efterhånden på det lokale testcenter i Hillerød – og i relation til UEFA-opgaver er der også test før afrejse, hvorefter det er arrangørlandets regler, der gælder. Som f.eks. Island, hvor der er test og karantænelignende tilstande ved indrejse. Hamrende irriterende, og man kan sparke mange huller i væggen over det, men det er jo for alles bedste og trods alt er det i sidste ende et beskedent offer at skulle bringe.

Selve kampen i Island (altså den på TV) var jo ikke så opsigtsvækkende set fra et dommerfagligt synspunkt, men der er selvfølgelig lige føringsmålet i de døende sekunder af 1. halvleg. Der er hverken VAR eller mållinjeteknologi på dette stadium af Nations League – og for den sags skyld heller ikke noget kamera direkte på mållinjen. Fra den dybe lænestol – og uden den rød/hvide klaphat på – var min instinktive fornemmelse, at den bold havde krydset stregen, men jo flere gange jeg ser situationen, jo mere tvivler jeg. Der er i hvert fald ikke nogen billeder, der beviser hverken det ene eller det andet. For at en bold helt har passeret mållinjen, skal den faktisk ganske langt ind. En fodbold er 22 centimeter i diameter, og alle de centimeter skal have krydset en linje, som er højst 12 centimeter bred (hvor bagkanten flugter med målstangens bagkant). Så visuelt kræver det faktisk ganske meget. Hvad man ved nogle gennemsyn kan konstatere, er, at linjedommeren ikke har en optimal placering. Han er vel en halv meter fra mållinjen – og det er ikke hans fejl, for han har ikke haft nogen chance for at nå helt ned – så han kan næppe vurdere med fuldkommen edsvoren sikkerhed, om den bold er inde eller ej. Hvad han til gengæld kan se – og det var også det, som jeg hæftede mig ved i første omgang – er, at målmanden får hånden bag bolden og med en fejende bevægelse fremefter rager den til sig. Selve fejningen indikerer jo, at bolden har været længere inde, end den ender. Om den så har været langt nok inde, er en anden historie. Jeg kan sagtens forstå, at linjedommeren opfatter den bold som inde – men om han så har ret, er en helt anden historie.

Lykkeligt var det i hvert fald, at det ikke blev kampens eneste mål, for kampafgørende tvivlstilfælde af lige akkurat den type kan vi i den grad godt leve uden.

Ellers har jeg kunnet konstatere, at min lille drilske replik til chefredaktøren i sidste uge også har kastet lidt læserreaktioner af sig. Troels og jeg har overhovedet ingen problemer i den anledning – vi har skrevet lidt sammen og er yderst enige næsten hele vejen, og ingen bliver jo klogere af bare at blive klappet på skulderen og få ret. Modspil er en god ting for os allesammen. Selve håndteringen af hands-forseelser er et kapitel for sig, og det skal såmænd nok dukke op fra tid til anden fremover, for vi er slet ikke færdige med hands – formentlig heller ikke med at justere på de helt små skruer, som dommerne skal bruge i deres fortolkning. Men det interessante set fra min stol er, at læserreaktionerne deler sig i to lige store lejre, når det kommer til det straffespark, som blev dømt om (på grund af VAR) i kampen mellem Midtjylland og Slavia Prag. Den ene halvdel synes, at dette tager al charmen ud af fodbold, og at vi bør arbejde for, at sådanne hyperteoretiske afgørelser ikke kommer til at afgøre kampe. Den anden halvdel er særdeles godt tilfredse med, at man endelig får taget fat i de uregelmæssigheder, som foregår omkring straffespark. Så som klummeskribent er man ikke bedre stillet end som fodbolddommer ude på banen. Man kan umuligt gøre alle glade – i hvert fald ikke på samme tid…

Hvis vi lige vender tilbage til fakta for en kort bemærkning, er straffespark jo en helt unik ting i fodbold. Det er mand mod mand, og der er alle muligheder for at kunne psyke modparten. Jeg plejer nogle gange at sidestille situationen med det gode (?) gamle vilde vestens revolverdueller (og ja, jeg har også set en del westerns i min tid). I mange år lå fordelen hos angriberen, for han kunne gøre, hvad pokker han ville i sit løb hen mod bolden. Folkeovertroen opererer godt nok med noget, der hedder ‘stopmoment’ i tilløbet. Det er ikke og har aldrig været en del af fodboldloven. Det, som for en håndfuld år siden blev slået fast, var, at sparkeren ikke måtte finte, når først støttebenet var sat i jorden, og det næste ville være et spark til bolden. Med andre ord må man ikke sparke over bolden. Det ville ellers være en fed fidus, for målmanden ville uden tvivl reagere ved at gå til den ene side – og så havde man som minimum sikret sig et omspark.

Sidste år blev det så stadfæstet, at målmanden gerne måtte forlade mållinjen med sin ene fod før sparket – når bare den anden fod var på eller over mållinjen. Det var en smuk tillempning til praksis, nemlig at man stiltiende tillod det ene skridt frem, så længe det blev ved det. Et eller andet sted var det jo også grumt, at målmanden skulle være totalt passiv, mens sparkeren måtte lave alle mulige narrestreger på sin vej mod bolden. Men med denne ekstra rettighed for målmanden fulgte så også en pointering af, at nu havde målmanden så fået sit, og hvis han overskred de grænser, skulle der skrides ind.

På den baggrund vil jeg stadig hævde, at omsparket i Midtjylland er i orden, selv om den kunstneriske udførelse fra dommerside afgjort kunne have været bedre. En læser har stillet spørgsmålstegn ved, hvordan jeg kunne påstå, at målmanden var 20-30 centimeter foran linjen, da sparket faldt. Kameravinklerne er på ingen måde de bedste lige til dette formål, men 20-30 centimeter svarer jo til en normal skolængde, og det vil jeg godt stå inde for, at Slavias målmand har overskredet sine beføjelser med. Pointen er, at han stadig har begge fødder i jorden, og at han dermed kan gøre udfald begge veje, når sparket kommer.

Vi vil ikke have, at sparkeren tiltager sig en uretmæssig fordel – men det gælder i lige så høj grad målmanden. Straffespark dømmes kun, når der er begået en alvorlig forseelse af

forsvarerne. Det er fodboldspillets største chance, så vi skal have en fair duel. For at vende tilbage til tidligere sammenligning: man ville vel heller ikke i det vilde vesten lade den ene part have skarpe patroner og den anden løst krudt ?

Ude eller inde