Mange dommere kender Lene Willaume-Jantzen, som den friske, storsmilende og energifyldte dommer fra KAFD. Siden hun tog dommerkortet i 2003 har hun været aktiv dommer og dømt i både ind- og udland ved diverse kampe og stævner. Derudover har Lene også deltaget i flere af DFU’s arrangementer. Senest var Lene med DFU og andre gode dommerkollegager i England i november måned, hvor der bl.a. stod Liverpool-Leicester på menuen.

Lene til stævne i Norge

Pt. er Lene ved godt mod og humøret er OK, men er pt. rent fysisk ikke helt på toppen. Dette skyldes, at hun i december måned fik konstateret kræft i tarmene og i januar måned blev opereret for dette. Mens Lene lå på hospitalet kom der mange dommere forbi og hilste på, ligesom hun fik mange hilsner fra nogle af de dommerkollegaer, som hun har mødt rundt omkring i Europa. ”De mange hilsner har varmet i en svær tid”, fortæller Lene i telefonen til KFD.

Når man passerer de 50 år, får man hvert andet år et tilbud om at indsende en afføringsprøve, som så bliver analyseret for kræft. Dette gjorde Lene og tænkte, at det blot var en formalitet, for hun fejlede jo ikke noget! Så det var en stor og ubehagelig overraskelse, da hun fik beskeden om at hun havde kræft. Dette gjorde, at hun bl.a. måtte stoppe som formand hos KAFD efter kun ét år på posten.

Lene er efter overstået operation hjemme igen fra hospitalet. Pt. får hun hjælp to gange dagligt af en sygeplejerske, da hun skal leve med ileostomi resten af livet. Hun har valgt at være åben om sin kræftsygdom. Ikke for selv at komme i centrum, men for at vise sin empatiske omsorg for alle de dommere, som er med i vores fantastiske dommerfællesskab – og som har været med til at give Lene mange fantastiske oplevelser. ”HUSK nu at gå til lægen og få indsendt de prøver, når du når den alder”, lyder det klart og tydeligt fra Lene. Og det kan vi i KFD kun bakke Lene op om!

Lene og John Mikkelsen til KFD’s jubilæumsfest

Lene skulle være kræftfri nu og skal derfor først til tjek om et år. Fysikken er ikke helt på toppen endnu og Lene går derfor til genoptræning.  Pt. ved Lene ikke om hun kommer tilbage på banen som dommer. Men hun glæder sig til at kræfterne vender tilbage, ”så jeg atter kan komme ud og se vores dygtige fodbolddommere og nyde Jeres dejlige samvær”, fortæller Lene.

Vi er sikre på at Lene med sit ukuelige gå på mod og viljestyrke nok skal komme sig. Tak for din åbenhed og ærlighed og vi håber at alle dommere vil lytte efter Lene’s velmenende råd.

HUSK nu at gå til lægen!