Da de nye regler omkring hands kom ved denne sæsons start, var jeg ude og vove den spådom, at dette ikke ville komme til at gå stille af – og det skal jeg da også lige love for, at det ikke har gjort. Regelændringerne er uden tvivl lavet i den bedste mening og for at gøre ting simple, men nogle gange kan man risikere at bruge så mange ord på at gøre noget simpelt og let forståeligt, at det faktisk ender med at blive meget mere komplekst. Vi har næppe fået den sidste fortolkning eller formuleringsændring fra IFAB på den konto. Givet er det i hvert fald – hvis jeg kan bruge antallet af mails, telefoner eller bare nysgerrige spørgsmål på arbejde til noget – at der hersker en udpræget grad af forvirring rundt omkring.  Og ikke bare blandt spillere, tilskuere og medier – af og til desværre også blandt dommerne. Så med fare for selv at komme til at bruge for mange ord på det, tager jeg en hurtig tur igennem reglen igen.

I gamle dage – og det er såmænd bare før 1. juli 2019 – var selve ordlyden i reglen simpel nok, selv om det ikke nødvendigvis gav større forståelse hos de øvrige aktører i fodboldspillet. Det skulle straffes med et direkte frispark eller straffespark, hvis en spiller forsætligt spillede bolden med hånden eller armen. ‘Forsætligt’ var nøgleordet – i almindelig daglig tale oversat til ‘med vilje’. Problemet var bare, at akkurat ved hands var forsætlighedsniveauet udvidet lidt, så det ikke bare handlede om at gøre noget med vilje, men også om at spille på en måde, så man vidste, at man løb en risiko for en berøring med hånden, ligesom en refleksbevægelse i fodboldlovens forstand også var forsætlig. Det var i et forsøg på at komme ud over dette, og for at give nogle guidelines at dømme efter, at IFAB satte flere forklarende  ord på – og nedtonede ordet forsætligt.

Men det er stadig en forseelse, hvis en spiller forsætligt rører bolden med hånden eller armen (de to legemsdele er fuldstændig parallelle). Det gælder også, hvis spilleren bevæger hånden mod bolden (dér fik vi også dækket refleksbevægelsen med ind). Og som det nye er det også en forseelse, hvis en spiller erobrer eller kan kontrollere bolden, efter at den har rørt hånden, og han derefter enten scorer eller skaber en scoringsmulighed. Det er i sagens natur primært rettet mod angribere, hvor det altså nu er helt ligegyldigt, om berøringen er med vilje eller ej: fodbold ønsker ikke at se mål, som er blevet scoret, efter at det angribende hold har haft en hånd på bolden. Revolutionerende, fordi forsætlighedsbegrebet er væk. Opstår scoringsmuligheden som følge af berøringen, skal dommeren bare dømme, uanset om spilleren kunne gøre for det eller ej.

Desuden er det normalt en forseelse, hvis berøringen sker, når armens position har gjort spillerens krop unaturligt højere eller bredere. Armen skal altså danne en vinkel ud fra kroppen – og som endnu en guideline er det normalt også en forseelse, hvis spillerens hånd er over skulderhøjde og rører bolden. Alt dette gælder også, hvis bolden kommer direkte fra en spiller, som er tæt på. Fokus er altså her på armens unaturlige position – vælger man at bevæge sig rundt med armen over skulderhøjde eller langt ude fra kroppen, løber man en kalkuleret risiko.

Til gengæld er det normalt ikke en forseelse, hvis armen er tæt på kroppen,  ligesom det også kan være en formildende omstændighed (men ikke behøver være det – igen skal man se på armens position), hvis det sker som følge af en berøring fra spilleren selv eller en anden spiller, som står tæt på. Eller hvis en spiller falder, tager fra og rammes af bolden, forudsat at armen ikke er strakt væk fra kroppen i nogen retning (den unaturlige position igen) – det vil også normalt være straffrit.

Og så er det, at tingene kan blive voldsomt komplicerede, hvis flere af disse kriterier optræder i kombination med hinanden. Kampen mellem Liverpool og Manchester City i weekenden kastede nogle gode eksempler af sig. Og før jeg kaster mig ud i dem, må jeg af hensyn til et par store fangrupper nok hellere for 117. gang gentage, at jeg er fløjtende ligeglad med, om spillerne er røde, blå eller skotskternede – jeg vil bare gerne have dømt det rigtige.      

På et relativt tidligt tidspunkt af kampen opstår ved stillingen 0-0 en situation, hvor Citys Bernardo Silva i Liverpools felt har en arm på bolden. Klart nok ikke med vilje, men derfra forsvinder bolden hen på Liverpools Alexander-Arnolds lår, hvorfra den springer op på hans arm, som er pænt ude fra kroppen. Herfra bygger Liverpool et angreb op, og under et halvt minut senere har vi balladen, da Firmino scorer til 1-0.

Vi er nødt til at tage det her step by step. Silva har som angriber en hånd på bolden, som – uforsætligt eller ej – skulle indbringe Liverpool et frispark, hvis han ellers havde fået kontrol over bolden eller skabt en scoringsmulighed. Det gør han ikke, for bolden ender hos Liverpool – eller rettere på Alexander-Arnolds arm efter en enkelt berøring undervejs. Til gengæld er A-A’s arm i en position, som gør hans krop bredere, og City kan med en vis ret føle sig snydt for et straffespark her – uanset at det hele startede med Silvas berøring med hånden. Men hvad så med Alexander-Arnolds berøring, som jo sætter omstillingen igang, der fører til en scoring ? Heller ikke her er det berøringen med hånden, der skaber scoringsmuligheden. Afstanden til målet, tidsfaktoren og det, at der faktisk er flere spilfaser med boldskift før scoringen, gør, at den heller ikke skal straffes. I hvert fald ikke af den grund – men til gengæld skulle den have medført et straffespark til City i første omgang, fordi armen er i en unaturlig position.      

Kuriøst nok havde vi en tilsvarende situation (for de første to fasers vedkommende) i kampen mellem Hobro og FC Nordsjælland omkring det straffespark, som Hobro får tildelt i overtiden. Her er der en uforsætlig boldberøring med armen af en Hobro-spiller i en luftduel – forbløffende nok er det gået ret ubemærket hen – hvilket ikke medfører en scoringsmulighed, for bolden går hen til en FCN-spiller, som vælger at cleare den lige op på armen af en forsvarskollega, som har armen langt ude fra kroppen. Korrekt dømt straffespark.  I det hele taget var sidste Superligarunde pænt leveringsdygtig i hands – ingen kunne for eksempel have brokket sig, hvis AGF havde fået to straffespark på den konto i 1. halvleg i kampen mod SønderjyskE.

Tilbage til Liverpool og City. I slutfasen ved stillingen 3-1 hamrer Sterling bolden op på armen af Alexander-Arnold (der var han igen) i Liverpools felt. Men det sker fra kort afstand, armen er ind til kroppen, og hvis Alexander-Arnold overhovedet gør noget, er det nærmere at prøve at undgå den bold. Så der er intet justitsmord her, selv om protesterne er mangfoldige – nok ikke mindst som følge af endnu et straffespark, som City følte sig snydt for tidligere. Selv om det ikke har noget med hands at gøre, så lad os bare tage det med. Her er det – igen – Sterling, som er i gennembrud i den ene side af Liverpools felt næsten helt nede ved mållinjen, skarpt forfulgt af Mane og Alexander-Arnold (igen !). Der er en lille kontakt, og Sterling går omkuld – men i de langsomme gengivelser kan man se, at Sterling næsten lader til at vente på den berøring og på det nærmeste er på vej ned, inden berøringen kommer.

Så i min bog er facit her, at City burde have haft et straffespark (det første ved stillingen 0-0), men at der ikke er det store at beklage sig over i de to sidste straffesparksvurderinger. Det skal jeg ellers love for, at Guardiola gjorde ude på sidelinjen – i et omfang, så man i hvert fald ikke kan tale om en spontan og umiddelbar reaktion. Spændende at se, om der dumper et girokort ind fra forbundet efterfølgende – set udefra var det simpelthenfantastisk, at han slap uden påtaler af nogen art. Og her kan han så tage Klopp i hånden, for sidstnævnte var tilsvarende oppe i det røde felt omkring Citys reducering, hvor Liverpool var klar til en udskiftning umiddelbart før, men bogholderiet åbenbart ikke var på plads. Blodtryksmålerne må være på overarbejde i disse topopgør.

Man kan i hvert fald ikke påstå, at vi keder os – men det ville nu være rart at komme til at tale om noget andet end hands efterhånden.  

Hands off