Det er næsten, som om situationerne vælter over hinanden i øjeblikket, og man kan ikke nå at få gjort den ene uge færdig, før næste uges ration kommer dumpende. Hands bliver man aldrig færdig med at tale om, og det er langtfra alt, der virker lige logisk, når man sidder og følger det på skærmen.

Herhjemme var der som minimum to ret så tricky tilfælde i ugens Superligarunde. I kampen mellem FCK og SønderjyskE kunne SønderjyskE med en vis ret føle, at skæbnen gik dem imod ved det første straffespark, hvor bolden godt nok blev sparket ind på en forsvarer, men hvor det på TV-billederne ikke bare var umuligt at afgøre, om bolden overhovedet ramte hånden eller ej – og i næste omgang, hvis bolden havde ramt hånden, om den armstilling var så unaturlig, at den burde have været straffet.  I fredagskampen mellem Esbjerg og Horsens fik vi en situation, hvor Okosun fra Horsens gik op i en intens luftduel og headede bolden ind på Rodolph Austins arm, som blafrede langt oppe i luften. Godt nok var det fra kort afstand, men der var i hvert fald ikke nogen fodboldmæssig begrundelse for, at den arm skulle være, hvor den var, og i den forbindelse er det heller ikke nogenformildende omstændighed, at Austin har ryggen til, da bolden bliver headet ind på ham.

Netop den sidste situation blev så kopieret nærmest til punkt og prikke senere på weekenden, da Everton og Tottenham stødte sammen i Premier League. Det er ikke jordens skønneste billeder, som jeg har kunnet opdrive fra den kamp, men det ser grangivelig ud, som om bolden i en luftduel bliver headet ind på armen hos en – bevares ganske presset Dele Alli. Også her er armen langt over skulderhøjde – og lige akkurat det med skulderhøjden er en af de parametre, som man i år har valgt at lægge ind for at gøre livet lettere for dommerne. En arm over skulderhøjde vil meget sjældent være naturlig, og hvis spillerne går ind i duellerne med armene deroppe, løber de en risiko. Ingen forlanger, at armene skal være klistret ind til kroppen, og der skal selvfølgelig være noget bevægelse i dem for at få højde og fart, hvis man vil til vejrs– men skulderhøjden er ikke nogen dårlig rettesnor. Selvfølgelig kan man opstille eksempler, hvor det er fair nok, at armen er over skulderhøjde – f.eks. hvis en spiller er ude af balance og ved at falde – men vi er nede i meget små procenter, hvor det vil være OK, at bolden rammer armen.

VAR i England valgte efter næsten fire minutters gennemsyn at konstatere, at det ikke var en ‘clear and obvious error’, og derfor valgte man ikke at ændre kendelsen fra hjørnespark til straffespark. Formålet med VAR er jo kke at dømme kampen for anden gang, men at prøve at eliminere nogle af de fejlkendelser, der giver overskrifter. Netop dette med, hvornår man skal skride ind og hvornår ikke, er en yderst følsom balance. Lægger man niveauet for VAR-indgriben for lavt, får man alt for mange afbrydelser, og hvis man lægger det for højt, smutter der fejlkendelser gennem filteret. Nu skal man jo være varsom med at være alt for bombastisk (for lige om snart er det vores tur til at føle os frem herhjemme, hvilket der også nok i starten skal komme nogle diskutable ting ud af, indtil alle finder deres ben), men lige akkurat i denne situation fra England opnåede man det modsatte af, hvad man ønskede: nu fik man alle overskrifterne. Og med al respekt synes jeg personligt, at der er klart straffespark, både med lovbogen og den praktiske sans inden for sikker rækkevidde.

Samme kamp bød også på en udvisning til Son, som fik sat en meget sen tackling ind på Gomes med det resultat, at Gomes røg videre ind i en medspiller og landede virkelig uheldigt. Det var virkelig en skrækskade, hvilket også var tydeligt at se på spillernes reaktioner – de kunne dårlig holde ud at se på det. Det startede med et gult kort, blev af VAR ændret til rødt – og så efterfølgende her i ugen disciplinært ændret til et gult igen, hvilket jo må være, fordi dommeren efter at have set TV-optagelserne igen, har modereret sit standpunkt. Det kunne i min optik gå begge veje. Selvfølgelig er det ikke resultatet af tacklingen, nemlig den brækkede ankel, der skal afgøre kortfarven – men på den anden side er der jo ingen tvivl om, at Son ved at sætte sin tackling ind på en måde, så det medfører en kollision med en anden spiller tæt på, har udsat Gomes for fare, uanset hvor utilsigtet det hele var. Med lovbogen i hånd kunne begge udlægninger – udsætte modspilleren for fare og tilsidesætte hensynet til modspilleren – holde vand, og den første giver rødt, den anden gult. Det glædelige er så, at selve skaden ikke var lige så fæl og kompliceret, som de første uhyggelige billeder viste. I den kontekst er kortfarven en underordnet ting.

I sidste uges udvisningskavalkade var der ikke plads nok til at komme rundt om den udvisning, som Brøndbys Kamil Wilczek løb ind for sin skalle i overtiden mod Randers Kevin Conboy, der forinden havde sat en ikke specielt køn tackling ind på Wilczek. For lige at tage tacklingen først, så var den efter de billeder, som jeg har set, ikke værre end til den advarsel, som den indbragte. Men jeg er blevet spurgt, om ikke Wilczek også kunne have nøjedes med en advarsel ud fra den passus i loven om, at slag (hvorunder skaller hører) og spark sædvanligvis giver udvisning, medmindre det sker med ubetydelig kraft, så man kan klare sig med en advarsel. Og så hård var den kontakt jo heller ikke. Isoleret set er det korrekt, men der er yderligere et kriterium, der skal med ind, nemlig tidsfaktoren – og om det er en umiddelbar reaktion med ubetydelig kraft, eller vi er ovre i afdelingen for hævnakter. Der er ikke meget kraft i Wilczeks stangen til Conboy, men der når lige at komme lidt forsinkelse på i forhold til den oprindelige handling og ikke mindst fører Wilczek hovedet frem og ned mod Conboys pande to gange. Som minimum burde det være muligt at have fået noget ilt til hjernen efter det første udfald og så have undladt det sidste. Nu kom nr. 2 også – og så taler vi hævnakt.

For at slutte med noget, som er rimelig aktuelt, mens jeg skriver dette tidligt onsdag aften, så var der en rigtig teoretisk lækkerbidsken i den meget begivenhedsrige Champions League-kamp mellem Chelsea og Ajax tirsdag. Det handler om den sekvens, som kaster hvad som helst af sig inden for ganske få sekunder:  to røde kort til Ajax og et straffespark til Chelsea. I den første situation er det Blind, der pløjer Pulisic ned og i hvert fald bremser et lovende angrbe (ligesom tacklingen i sig selv også kunne give gult), sekunder efter sparkes der på mål, og Veltman får hånden på med et straffespark til følge. Og har man et skud på mål, som bremses af en ulovlig arm, er det minsandten også at betragte som et lovende angreb og skal koste en advarsel. Og så er det jo surt show, at både Blind og Veltman har én i forvejen, så resultatet bliver dobbelt rødt. Man kan diskutere, hvor langt Veltmans arm er ude fra kroppen, men den danner dog en vinkel udefter, og det er ikke et skud fra klos hold, så straffesparket kan godt forsvares. Det næste er så, at vi virkelig har en dommer med nerver af stål, når han vælger at køre en fordelsregel på en udvisningsforseelse (Blinds). Det fremgår af lærebogens side 2, 1. sal til højre, at det gør man bare ikke, medmindre chancen virkelig er enorm – der er et helt tomt mål e.l.

Det er jo svært at bebrejde folk, når noget går godt, men det er virkelig en chance han tager – omend chancen ikke er helt så stor, som den var for få år siden, hvor man i fald var nødt til at vente til næste naturlige spilstop for at eksekvere udvisningen. Det vil sige, at spilleren med dødsdommen hængende over hovedet i teorien kunne nå at score i den anden ende. Det kan han ikke mere, for nu om stunder vil spillet blive stoppet, hvis den pågældende spiller blander sig i det – og så vil han få sin udvisning (og modparten et indirekte frispark). Ikke desto mindre er det stadig ikke noget, som jeg vil anbefale unge og ubefæstede dommere at kaste sig ud i – det kræver en garvet Champions League-dommer. Og så er det alligevel langtfra altid, at det går godt.    

Flere kort og straffespark