Jeg hedder Darko Haramija og er 41 år gammel. Jeg bor sammen med min kone Katarina og to børn i Tåstrup. Vi har været gift i snart 18 år. Børnene hedder Leah 8 år og Liam 6 år. Der er ingen af børnene som er fodboldinteresserede men elsker ishockey. De spiller begge ishockey i Rødovre hvor der bliver trænet 3 gange om ugen af 2 timer. Så mange af mine fri timer bliver tilbragt i en iskold hal.

I mine meget unge dage, tog jeg en tjener uddannelse hvor jeg efterfølgende arbejdede 20 år i restaurationsbranchen. Det har været en meget sjov og spændende tid, men som årene gik, så kunne jeg godt se, at det tempo kunne jeg ikke holde til i længden. Derfor fik jeg mulighed for at tage en finansiel uddannelse i Nordea. Jeg startede med det november 2016 og blev færdiguddannet finansiel rådgiver maj 2019. På nuværende tidspunkt arbejder jeg på Smallegade 2, Frederiksberg hvor jeg til dagligt også møder nogle af vores dommerkollegaer. Fra 1.10 starter jeg i nyt job. Jeg skal arbejde i Nordea Finans, Tåstrup hvor jeg skal beskæftige mig mest med billån. Dette glæder jeg mig meget til.

Jeg tog dommereksamen i december 1995. Det var den tid hvor Ole Blom Christensen, Erik Eriksen og Niels Erik van Zeijst var i den bedste alder😊. Det var også dem som hjalp mig da det ikke var sjovt at være dommer. Det var også Henning Hansen der underviste mig i teorien og jeg vil sige, at teorien har aldrig været min stærke side ( smil ). Til at hjælpe mig med teorien tog jeg kontakt til Gitte Holm som selvfølgelig ville hjælpe mig. Det var ikke altid sjovt da hun var en mega hård lærer😊. Det praktiske havde hjulpet mig til at nå toppen af dansk fodbold. Jeg har været elitedommer i 15 år hvor jeg så stoppede i 2017 pga en akillessene skade. Inden jeg nåede Superligaen som linjedommer var jeg dommer i 6 år i 1 divisionen. I Superligaen var jeg også 6 år. Jeg har været så privilegeret at jeg også fik nogle udlandsture. Jeg vil sige til de unge dommere, at hvor der er vilje er der også sejr. I øjeblikket bruger jeg mere tid på at udvikle dommere end selv at dømme, men når muligheden byder sig, så tager jeg dommertøjet på og kommer afsted til de dejlige grønne baner. Når jeg er med i en triokamp, så er jeg kendt for at tage lidt kroatisk hjemmebrændt med. Det er ikke alle som er lige så begejstret som jeg er, men I kan lige så godt vænne jer til det (smil).

Jeg er ikke den store fan af nogen klubhold, men det er ingen hemmelighed at der kun er 1 landshold som er interessant for ud over Danmark og det er KROATIEN. VIVA CROATIA😊

Siden den første dag af min dommerkarriere har jeg være en del af KFD-fællesskabet. Jeg deltog i næsten alle arrangementer. Det var altid en fornøjelse at møde mine dommerkollegaer på slap line. KFD har været med til at udvikle mig som dommer og menneske. Jeg har været en del af talentprogrammet og det er et program som jeg altid vil kæmpe for. Nu er jeg i KFD-bestyrelse hvor jeg er bindeled mellem bestyrelsen og talentprogrammet. Det er en fornøjelse af give noget tilbage til fællesskabet.

Glæder mig til at møde jer ude på banerne samt til vores fantastiske KFD arrangementer.

 

Kend din bestyrelse – Darko