KFD
Nyheder

Kend din bestyrelse – René

Jeg hedder René Krarup Vitoft og er 51 år og bor sammen med min kone, som hedder Anette. Vi har tre sammenbragte drenge/mænd, som dog ikke bor hjemme længere. Den ene af drengene spiller selv fodbold og er også fodbolddommer, mens de andre to dyrker/har dyrket kampsport som f.eks. brydning, MMA og thaiboxing.

Arbejde

Efter 10. klasse tog jeg en HF-eksamen. Da jeg havde afsluttet dette, gik jeg i lære som elektriker. Efter endt uddannelse valgte jeg at arbejde som pædagogmedhjælper i to år, inden jeg startede på seminariet for at læse til pædagog. Jeg blev uddannet pædagog og arbejdede i ca. 3 år som pædagog i børnehaver, inden jeg valgte at skifte retning (igen).

Jeg søgte et job som salgskonsulent hos Marius Pedersen A/S, som er Danmarks førende renovationsselskab. Her startede jeg med primært at lave canvas-salg (opsøgende salg). Det var en stor omvæltning at komme fra pædagog-verdenen – hvor der skal være plads til alle – til at der udelukkende skulle stå Marius Pedersen A/S på alle containere. Men jeg er blevet hængende og er i dag teamleder og storkundekonsulent og arbejder bl.a. med affaldsløsningen på Roskilde Festival.

Dommergerningen

Jeg tog dommerkortet tilbage i sidste årtusinde (1998), hvor bl.a. Per Doberck, Torben Jensen og Zafet Siberi også var med holdet. Vi blev undervist af Henning Hansen og så vidt jeg husker, var Gitte Holm også med inde over som underviser. De første par år dømte jeg ikke så meget, da jeg stadig selv spillede fodbold. Men efter et par år som dommer, blev jeg indrangeret i serie 3 og serie 2, inden jeg til sidst nåede KS. Sidenhen er jeg også blevet vejleder og udvikler.

Selvom jeg tog dommerkortet for over 20 år siden, glæder jeg mig stadig til hver eneste kamp, som jeg skal dømme. Efter en til tider hård og stresset dag på arbejdet, er det befriende at komme ud og dømme en fodboldkamp, uanset niveau. Så så længe bentøjet holder, vil jeg forsætte med at dømme.

KFD

I de første mange år har jeg ikke været speciel aktiv i vores dommerklub, KFD. Jeg kom primært til teorimesterskaberne og tænkte hvert år: ”Det er i år, at jeg kommer på podiet!!!”. Men gang på gang er jeg blevet sat plads af mine klogere dommerkollegaer.

I 2015 kom jeg med i bestyrelsen og har siden da været med til mange gode arrangementer i KFD. Her har jeg bl.a. fundet ud af, at vi har et helt fantastisk brugbart netværk i KFD. Her tænker jeg f.eks. på de arrangementer, som KFD’s jubilæumsudvalg har arrangeret i foråret. Gode dommerkollegaer har trukket på deres netværk og wupti, blev der lavet 3 gode arrangementer med besøg af bl.a. Kasper Hjulmand, Stig Tøfting og Peter Møller. Men også arbejdsmæssigt har jeg gjort brug af netværket i KFD, så skulle der være en enkelt læser af dette – som ikke er medlem af KFD – kan jeg varmt anbefale, at man melder sig ind i vores fantastiske dommerklub.

Hi, I’m Oliver Simbold