Oliver kiggede på mig og sagde: ”Mohammad! Jeg skal lige have lidt hjælp med at få sat det headset på.” Jeg kiggede tilbage på Oliver og svarede: ”Haha… Tror lige, at jeg selv skal prøve først”. Det hele startede en kold lørdag januar morgen i Avedøre. Det havde sneet hele aftenen, og banerne var dækket af et hvidt lag sne. Kaspar Madsen skulle dømme 1. divisions­trænings-

Kasper, Oliver og Mohammad

kampen mellem Hvidovre IF og AB. På linjerne var Oliver Simbold og jeg klar til at vinke for Kasper. Det var en fantastisk oplevelse at være med til at dømme kampen, på et højere niveau end jeg var vant til! Jeg har lyst til at prøve det igen og igen. Ikke nok med det; jeg prøvede også at benytte headset for første gang, og dette gjorde oplevelsen endnu mere spændende for mig. At lytte til hvad Kasper sagde til spillerne, gjorde det muligt for mig bedre at forstå, hvorfor han tog de forskellige beslutninger inde på banen. Derudover blev kommunikationen også meget nemmere og sjovere. Jeg tog en masse motivation og inspiration med mig fra kampen, og derfor stopper det ikke her!

Lidt om mig selv.

Mit navn er Mohammad Hassan Kachakeche. Jeg er 23 år gammel, og jeg tog dommerkortet i marts 2017. Jeg er primært linjedommer i Danmarksserien. For præcis et år siden valgte jeg at gå linjedommervejen. Jeg har en drøm om at blive en FIFA-linjedommer, da opgaven som linjedommer er lige mig. Mange ser denne som en simpel opgave, men jeg mener, at der altid er udfordringer.

Ved siden af min dommergerning læser jeg til ingeniør inden for byggeri og infrastruktur på Danmarks Tekniske Universitet.

I Høje Kolstrup Boldklub startede hele rejsen.

Mohammad Kashakesh

Det har aldrig ligget i kortene, at jeg skulle blive fodbolddommer. Jeg kom nemlig tilbage til Danmark i 2016 for at søge ind på en videregående uddannelse. Jeg boede et år i Høje Kolstrup, Aabenraa, før jeg flyttede til København. I det ene år valgte jeg frivilligt at hjælpe med at træne de unge drenge og piger i fodbold­klubben Høje Kolstrup Boldklub. Det var dejligt at kunne give en ekstra hånd med til dem og det vil altid betyde noget for mig. Herudover fik jeg også lov til at dømme nogle enkelte kampe.

Som tak for det frivillige arbejde, havde klubben spurgt mig om jeg kunne tænke mig at blive fodbolddommer og tage dommereksamen officielt. Jeg var lidt overrasket, men meget glad for den mulighed. ”Ja tak!”, sagde jeg. I høje Kolstrup Boldklub startede jeg min rejse til noget større.

Mine mål

Alle har lov til at drømme! Jeg har min egen drøm, som jeg går efter. Selvom drømmen kan lyde uopnåelig, vil jeg kæmpe, så godt jeg kan – jeg giver ikke op! Til min første U-13 kamp skulle min vejleder ud og vinke en kamp i Danmarksserien lige efter min kamp. Jeg var meget imponeret over, at min vejleder havde noget at lave oppe i denne række. Jeg tænkte, at der nok måtte gå flere år til, jeg nåede dertil, hvis det overhovedet blev en realitet. Men efter ét år fik jeg lov at vinke min første Danmarksseriekamp.

Jeg begyndte at tage alle de obligatoriske kurser. Om jeg skulle bestille en billet til Jylland for at tage kurset, så gjorde jeg det, og efter 2 år var jeg færdig.

Mit mål for fremtiden er som sagt at blive FIFA-linjedommer. Der skal rigtig meget til, og derfor tager jeg ét skridt ad gangen. Nu arbejder jeg konstant på at udvikle mig selv og næste mål er at komme med i 2.division.

Hvordan udvikler jeg mig selv?

Der er ikke kun én rigtig måde at udvikle sig på. En start er at arbejde med al den feedback, vores vejledere og udviklere giver os. De er der for vores skyld. Erfaringsudveksling dommerne imellem kan også spille en vigtig rolle, og denne udveksling sker ved at godt fællesskab. Fællesskabet styrkes ved deltagelse i de forskellige arrangementer både DFU, KFD og DBU arrangerer.

Jeg lavede min første udviklingsplan i 2018. Jeg havde været til yoyotest og kunne kun løbe 15:3 til Yoyo testen. Resultatet skyldtes, at jeg vejede for meget. I dag vejer jeg 15 kilo mindre, løber konstant og klarer mig langt bedre til testene. Efter at have lavet den første udviklingsplan, fik jeg min egen mentor, Rune Tychsen, som har været med til at vejlede mig hele vejen igennem. Rune og jeg har rigtig god kontakt til hinanden, hvor vi blandt andet aftaler, hvornår vi kommer ud og kigger på hinanden vinke. Efter mine kampe kommer Rune med feedback, som jeg skal arbejde med til næste gang. Efter Runes kampe står jeg klar med spørgsmål.

Derudover har mange andre mennesker været med til at komme med gode input på, hvordan man udvikler sig selv. Jeg kan huske, da formand for KFD, David Nissen, udviklede mig for første gang. Han kom med den model, der hedder ”Why-How-What-model”. Denne model har jeg udfyldt, og den hænger nu på min væg derhjemme.

Til sidst vil jeg gerne have muligheden for at sige tak til alle dem, der har været med til at gøre det her muligt for mig. En stor tak alle min dommerkollegaer i KFD, Høje Kolstrup Boldklub og ikke mindst min mentor Rune Tychsen.

Mohammad’s Why, How and What-model
En god og ærlig historie fra en af KFD’s målrettede dommere