Sidste uge blev så ugen, hvor VAR for alvor gjorde sit indtog hos UEFA i en højprofileret turnering. Egentlig var det først meningen, at man ville have indført VAR fra starten af Champions League-gruppespillet i næste sæson, men VAR-udviklingen løber simpelthen med stormskridt overalt, efter at det forløb rigtig fornuftigt ved VM i Rusland. Man kan mene om det, hvad man vil, men der er ingen tvivl om, at VAR-toget nu kører og ikke lader sig standse igen. Nu skal man jo aldrig være bange for at indrømme, når man bliver klogere, og jeg vil da godt melde mig som en delvis omvendt synder. I mange år har jeg – primært ud fra fodboldromantiske og -filosofiske idéer – været modstander af VAR (fodbold er et spil, som spilles af mennesker med mulighed for menneskelige fejl etc.). Men jeg må indrømme, at man efterhånden har arbejdet sig ind mod et koncept, som faktisk godt kan fungere, hvis man holder tungen lige i munden og ikke lader teknikken løbe af med det hele. Så må romantikken vige – for det er trods alt betydelige økonomiske interesser, der også er på spil, når kampe på topplan afgøres, og det er både i klubbers og dommeres interesse, at afgørelserne bliver så retfærdige som vel muligt.

Omvendt er VAR ikke noget mirakelmiddel, og det vil på ingen måde gøre alle dommerskøn 100 % korrekte, så vi vil fremdeles have den menneskelige faktor med i spillet.. Det tjener Viasat til ære, at de før premieren i sidste uge lige satte tingene på plads ved at slå fast, hvad VAR kan og ikke kan beskæftige sig med – men hvis nogen nu ikke lige skulle have været med i optakten dér, så lad os tage en hurtig tur igennem konceptet. Og derefter se, hvordan det så kom til at influere på et par af kampene i sidste uge.

Som sagt er VAR ikke beregnet på at dømme hele kampen for anden gang, men på at undgå de store grimme overskrifter ved ‘klare og tydelige dommerfejl’. Det handler om mindst mulig indblanding, men til størst mulig gavn (eller sagt på en anden måde: så lidt som muligt, så meget som nødvendigt). Så kun klare og tydelige dommerfejl. Det definerer, at der – i hvert fald lige nu – er tre kategorier af situationer, hvor VAR kan anvendes. Der er det, som det hele handler om, nemlig spørgsmålet om scoring eller ej. Det kunne f.eks. være en offside-position, der skal tages stilling til – eller for den sags skyld en mulig forseelse, som er blevet begået i opspillet til scoringen.  En straffesparkskendelse vil også automatisk blive checket en ekstra gang for at se, om der nu var straffespark eller ej. Og det samme gælder forseelser til direkte rødt kort. Derimod ikke forseelser til anden advarsel, som også medfører et rødt kort. Filosofien er, at skulle man lade VAR vurdere anden advarsel, skulle den første jo også have været vurderet.  VAR vil altså aldrig komme til at bekymre sig om f.eks. et normalt frispark, om et indkast er den ene eller anden vej, eller om der er målspark eller hjørnespark, for nu at tage nogle eksempler. Personlig synes jeg, at én af svaghederne er, at sådan noget som film heller ikke kommer under ekstra vurdering – medmindre det foregår i straffesparksfeltet eller er afgørende for et direkte rødt kort eller ej.

En anden misforståelse, som vi skal have aflivet, er den, at det nu er VAR, der afgør kampene. Det er dommeren på banen, som afgiver den første vurdering. Så kan han af VAR-dommerne blive gjort opmærksom på, at der er noget, som de undersøger, og som han måske bør gense – og kommer det dertil, er det igen banedommeren, der træffer afgørelsen. Så den indledende kommunikation i suspekte situationer er altid fra VAR-dommeren til dommeren, ikke omvendt. Derfor også pudsigt at se spillere appellere til dommeren ved at lave ‘VAR-fjernsynstegnet’ (hvilket i øvrigt skal indbringe en advarsel ligesom appeller med henvisning til storskærm), for det er ikke sådan, at systemet virker.

Kommer det til, at en situation skal VAR-vurderes, kan det ske på to måder. Ved rent objektive afgørelser – f.eks. om en spiller er i offside-position eller ej, eller om en bold har krydset en linje eller ej – vil det typisk være VAR-dommeren, der giver dommeren besked om, at sådan er det. På den måde kan man selvfølgelig sige, at VAR-dommeren afgør tingene – men hvis to eller flere dommerøjne har godtgjort, at der rent objektivt foreligger en offside-position, er der ingen grund til at ulejlige banedommeren med det. I samme øjeblik der skal et dommerskøn indover, f.eks. om den konstaterede offside-position skal straffes eller ej, eller om der er straffespark eller ej, vil banedommeren foretage sit review på banen. Også for at gøre det mere gennemskueligt for alle, hvad der foregår.

Hvordan har UEFA så tænkt sig at angribe VAR her i premierefasen ?  Først og fremmest har man besluttet at have VAR-dommerne på stadion ligesom dommerne og ikke et centralt sted, som f.eks. under VM, hvor hovedkvarteret var i Moskva, uanset hvor kampen blev spillet. Man har til hver kamp en VAR-dommer og en assisterende VAR-dommer (det er ham, der bliver ansvarlig for at  følge med i kampen, mens VAR-dommeren undersøger en given situation: der kunne jo komme én mere få sekunder efter). Og så har man valgt at have to tekniske producere til at assistere med kameravinklerne (egentlig kræver VAR-protokollen kun én). Man har valgt at specialtræne 40-45 dommere. Alle fra den øverste hylde, en god del fra andet niveau og også nogle få fra tredje niveau, hvis de kommer fra et land, hvor VAR anvendes i de nationale kampe. Med andre ord er bemandingen under alle omstændigheder med internationale dommere og kolleger på samme eller næsten samme niveau som manden på banen.

Noget af det, som man brugte allermest tid på at træne og nå til en fælles forståelse af, var, hvornår en situation var en ‘klar og tydelig dommerfejl’. Hvor er bundgrænsen for, hvornår VAR-dommeren skal begynde at blande sig ?  Det er en svær øvelse, og det er nok også her, vi kan risikere at se de største forskelle. Her hjælper kun træning, træning og atter træning – som man også har set det i indkøringsfasen hos alle de lande, der har indført VAR.

Hvordan gik det så i de første fire kampe ?  Jeg havde valgt at følge de to ‘hovedkampe’, Manchester United – PSG og Tottenham – Dortmund, og det skulle jeg med VAR-øjne så ikke have gjort. United-kampen var nærmest et skoleeksempel på alt det, som VAR ikke kan tage fat i, for sjældent har jeg set så mange spillere med en advarsel i bagagen spille helt uden sikkerhedsnet og konstant balancere på kanten af advarsel nr. 2. Der kunne sagtens have været flere udvisninger qua 2. advarsel end den ene til Pogba, som det blev til – mest oplagt nok det angreb med skulderen som Ashley Young satte ind på Angel Maria, da bolden faktisk var ude, og som sendte PSG-spilleren med stor kraft direkte et niveau ned og ud i barrieren. . Det kunne være gået gruelig galt, og man kan undre sig over, at den konstruktion overhovedet kan være tilladt – men sådan har det nok været i utallige år, og så er det svært at komme som dommer til en tilfældig kamp og sige, at dette altså er farligt. Mon ikke der er nogle skumgummipuder e.l. næste gang. Og så kunne man se nogle meget forsinkede linjedommerreaktioner på offside – samme instruktion som ved VM: tøv med flaget, for offsiden kan altid komme, mens det er umuligt at genskabe en friløber, som er blevet bremset på grund af et forkert flag.

Det var Ajax – Real Madrid, der løb med VAR-prisen. Det var også en ualmindelig giftig offside-vurdering, der skulle foretages i den situation, hvor Ajax troede, at de var kommet på 1-0. Der er mange spillere meget tæt på hinanden omkring målfeltet, og da bolden kommer mod mål første gang, er Tadic i marginal onside-situation tæt på målmanden og sparker ud efter bolden uden at ramme den. Havde han været 10 cm længere fremme, havde han skullet straffes for at genere målmanden. Sekundet efter kommer bolden ind anden gang, og her er igen Tadic i lige så marginal offside-position, hvor han klart spærrer målmandens mulighed for at komme frem og sikre sig bolden. Et skoleeksempel på at genere en modspiller, så vi lander det rigtige sted – men der er ikke noget at sige til, at linjedommeren ikke vinker i første omgang. Vinklen i sådan nogle snævre genere-vurderinger er ret håbløs ude fra linjen – men TV afslører det.

Så VAR vil på ingen måde eliminere diskussionerne – men forhåbentlig kan man i det mindste diskutere på et mere oplyst grundlag. Og selv om man aldrig vil opnå 100 % retfærdighed, kommer man uden tvivl tættere på med VAR.

 

 

Jans Corner: Champions League og VAR