Så kom vi igang med både Superliga, Champions League og Europa League, og det skete da med brask og bram, selv om det må have været hamrende koldt rundt omkring. Det er ikke meget pause, som man får. Denne uge og næste er for mit vedkommende lidt specielle ved, at jeg på grund af diverse andre gøremål kommer til at arbejde lidt forud. Derfor kommer det måske også til at halte lidt med aktualiteten, men forhåbentlig kan læsernes hukommelse klare at række en uge bagud. Champions League-starten blev så ekstra spændende ved, at man her fra playoff-kampene havde videodommere, VAR, på. Det var ellers først meningen, at det skulle have været til næste sæson, men verden flytter sig hurtigt på VAR-området i disse tider, og efter et ganske vellykket VM valgte UEFA at følge trop. Så der har været en god del spænding på, og det giver mig også anledning til i næste uge at samle op på VAR og erfaringerne fra de første to dage.

Men i denne uge kommer det til at handle om noget meget mere sørgeligt og beklageligt. I rundens sidste Superligakamp mandag aften i Hjørring blev den ene linjedommer ramt i hovedet af en genstand kastet fra FCM’s fanafsnit, og det gav faktisk lynhurtigt nogle henvendelser omkring dommerens rolle i hele affæren, både under og efter. Og det er der ikke noget at sige til – for det er heldigvis uhyre sjældent, at vi møder den type episoder herhjemme. Sverige har haft en lille håndfuld tilfælde, typisk i forbindelse med de store derbies, men ellers er det sjældent her i det kolde nord, at dommere og linjedommere bliver skydeskive for andet end verbalt kasteskyts. Nu skal jeg af gode grunde nok holde mig langt væk fra selve den konkrete situation i overensstemmelse med denne klummes sædvanlige principper: ikke at gå ind i noget, som kan tænkes at blive genstand for en disciplinær behandling efterfølgende. Verserende sager skal man holde sig fra at kommentere på. Men der kan ikke ske noget ved at tage et helt generelt kig på, hvad dommerens beføjelser egentlig er, og hvad han kan og navnlig ikke kan i forbindelse med gennemførelsen af en fodboldkamp.

Først og fremmest skal man være klar på, at dommeren absolut intet har med selve den disciplinære afgørelse at skaffe. Han er unionens repræsentant på stadion, og i den egenskab skal han indberette, hvis der sker noget ud over det sædvanlige – men i samme øjeblik den indberetning er sendt, er hans rolle principielt udspillet. Så tager det disciplinære system over, vurderer det skete og udstikker eventuelt en straf af en eller anden art. På samme måde som et disciplinærudvalg ikke vil gå ind og blande sig i en dommerkendelse, vil dommeren heller ikke blande sig i det, som foregår efter kampen. Oppe på den høje juridiske hest kan man tale om adskillelse af den lovgivende, dømmende og udøvende magt, som kendetegner ethvert retssamfund (eller bør gøre det) – dommeren som den udøvende repræsentant og en disciplinærinstans som den dømmende. Det lovgivende overlader man til dem, som har strikket fodboldloven sammen og fortolker det, som står i den.

Fodboldloven giver faktisk dommeren rigtig vide beføjelser i forbindelse med en kamp. Onde tunger har påstået, at det er det tætteste, som man kommer på diktatur i Danmark. Men det er selvfølgelig kun rigtigt så langt, som at dommeren skal administrere fodboldloven i forbindelse med den kamp, som han er blevet sat til at afvikle, og han står selvfølgelig til ansvar for loven i den forstand, at han ikke bare kan lave sine egne regler. Til gengæld er det skrevet ind i loven, at en dommer ikke efterfølgende kan drages til retsligt ansvar for de skøn, som han foretager sig under kampen – f.eks. om en bane er farlig at spille på, om en bold er i mål eller ej, eller om der var straffespark eller ej, uanset hvor mange penge den enkelte klub måtte vinde eller tabe på beslutningen.

Kommer man så ud for den hændelse, som ligger ud over normalen, er det suverænt dommerens afgørelse, om han vil fortsætte eller standse kampen, udsætte den eller afbryde den. Kommer vi tilpas langt op i systemet, og den udefra kommende påvirkning er noget, der bringer sikkerheden i fare – f.eks. ved tilskueruroligheder – vil afgørelsen dog ofte blive truffet i samarbejde med sikkerhedspersonale, politi eller tilsvarende. Der kan være mange andre aspekter involveret, hvis man vælger at afbryde en kamp, hvor bølgerne går højt, for publikum skal jo også derfra igen, og det kan også udgøre et sikkerhedsproblem.

Men typisk er det mere udramatiske ting, der spiller ind. Vejrforhold (banen er frosthård, regnen har visket alle linjer væk, der passerer et tordenvejr, tågen kommer snigende osv).  Det kan også være et lysanlæg, der taber pusten, måske på grund af strømafbrydelse. Og der er ingen fast grænse for, hvor længe dommeren kan vælge at afbryde kampen, selv om der selvfølgelig i den sidste ende er noget logistik, der tilsiger, at nu må man sige A eller B. Jeg prøvede selv ved en Europa League-kvalifikationskamp sidste sommer i Litauen, at et kæmpemæssigt regnskyl kombineret med noget torden satte banen totalt under vand. Her blev banen faktisk farlig på grund af regnen, hvilket ellers sjældent sker, men spillerne kunne ikke styre bevægelserne og kurede rundt mellem hinanden. Den kamp var afbrudt i 66 minutter med et par baneinspektioner ind imellem, for der var også hensynet at tage til et chartret fly til det cypriotiske udehold og en god portion medrejsende fans. Her blev katten virkelig trukket i halen, men vi kom igennem på sportslig rimelig vis, selv om det ikke blev til det kønneste fodbold.

Kommer man ud for de mere alvorlige ting – tilskueruroligheder, fyrværkeri i stor stil, baneløbere eller tilsvarende, har dommeren som tommelfingerregel en tre trins-procedure. Trin ét er at stoppe spillet og få sendt en højttalerbesked ud, der minder publikum om, hvordan man skal opføre sig, samt hvad der kan risikere at ske, hvis hændelsen gentager sig. Det var heldigvis kun det punkt, som man nåede til i Hjørring mandag aften. Trin to er at forlade banen og gå i omklædningsrummene, mens man forhåbentlig kan få roen genoprettet, så kampen kan genoptages. Sidste trin, hvis vi er gået i gang igen, og uroen alligevel fortsætter, er at afbryde kampen endeligt.

Det er den helt stringente procedure, men selvfølgelig kan den fraviges, hvis forholdene kræver det. Hvis man f.eks. virkelig har en storstilet baneinvasion med tilskuerslagsmål, så det ikke tjener noget som helst formål at fortsætte, kan man komme lynhurtigt hen i trin tre. Vi husker sikkert også allesammen den famøse baneløber-episode i kampen mellem Danmark og Sverige for nogle år siden, hvor dommeren var målet for aggressionen og ikke syntes, at han havde lyst til at fortsætte, uagtet at der kun manglede ganske få minutter.

Hvad man kunne se i Hjørring, var, at dommer og fjerdedommer konfererede med den sikkerhedsansvarlige (sådan én har man nemlig på hvert stadion i de øverste rækker), og så var det derfra, at beskeden gik videre op til speakeren. Under mere ydmyge forhold vil proceduren være en anden. Det er principielt hjemmeholdet, der har ansvaret for kamparrangementet, herunder ro og orden – og det vil sige, at kommandovejen her vil være via anføreren, som så må prøve at få nogen til at hjælpe sig med at kommunikere. Men det at hjemmeholdet har det overordnede ansvar for ro og orden, betyder ikke, at hjemmeholdet har det fulde ansvar. I Danmark og mange andre steder opererer man med det, man kalder objektivt udebaneansvar, dvs at begge hold har en grad af ansvar for deres egne fans opførsel. Så kan det blive et helt andet problem, om en fan nu også virkelig er organiseret fan, eller bare hjemme i klædeskabet har grebet den fodboldtrøje, der passede til lejligheden den søndag for at komme ud og lave ballade. Men det er en historie for sig – og heldigvis ikke noget, som dommeren skal bekymre sig om. Han skal bare indberette, hvad han har iagttaget og oplevet – og så tager en turneringsmyndighed eller disciplinærinstans over.

Mange tror, at dommeren er direkte med i den videre sagsbehandling, og det er også et ofte mødt spørgsmål i omklædningsrummet bagefter, f.eks. efter en udvisning. ‘Hvor mange spilledage tror du, at den giver ?’. Det er overhovedet ikke dommerens problem, og han bør i den grad afholde sig fra at kommentere på det – for så begynder vi at blande udøvende og dømmende magt, og det er generelt en rigtig dum idé.

Jans Corner: Dommerens beføjelser