Jans Corner: Endnu en igangsættelse

Det virker hvert år, som om julepausen mellem turneringshalvdelene bliver kortere og kortere. Selvfølgelig er det delvis indbildning, men når alt kommer til alt, er der nu skåret, hvad der vel totalt svarer til en uges tid eller lidt mere. Velmenende mennesker, der ved, hvad jeg foretager mig som fritidsinteresse, kommer hvert år og siger, at det da må være rart at kunne hvile ørerne lidt i denne korte pause. Problemet er bare, at når man også har engageret sig på teorisiden, er det lige her og nu, at alle kurser, træningslejre, eksamener og tests klumper sig sammen – så det er lige før, at dette er højsæsonen for teorinørder som undertegnede. I weekenden havde vi således træningslejr for elitedommerne herhjemme, og det skal jeg nok vende tilbage til på et senere tidspunkt. Alle venter nu på midt-februar, hvor både Superligaen og de europæiske turneringer går igang igen – og da der ikke siden sidste uge har været de helt store forkromede tvivlssituatiuoner, synes jeg egentlig, at det kunne være passende at fortsætte sidste uges gennemløb af noget så uskyldigt som igangsættelser, der ellers aldrig får den store pressedækning, når bolden ruller for alvor.

I sidste uge handlede det om indkast – og jeg har fået et par henvendelser med kommentarer om, at der da manglede noget. Ja, det gjorde der, for man bliver aldrig helt færdig med igangsættelserne. Faktisk kan man komme det meste af fodboldlovens pensum igennem bare ved igangsættelser, men det er en historie for sig. Det, som mine hjemmelsmænd savnede ved indkast, var et par af specialtilfældene – bl.a. det, hvor en spiller står og hopper op og ned foran kasteren, før kastet skal udføres, bare for at genere ham, og det, hvor en spiller benytter sig af lejligheden ved at have en bold i hånden til at kaste den direkte i panden på den nærmest stående modspiller. De kom ikke med i sidste uge, fordi vi så er ovre i den mere blodige og alvorlige afdeling, og jeg prøvede virkelig at holde mig helt konkret til det tekniske ved igangsættelsen.

Men OK, så lad os da tage dem. Det er ikke tilladt for en spiller at stå og hoppe op og ned foran kasteren. Man kan jo spørge sig selv, hvorfor han dog gør det – og svaret kan kun være, at han gør det for at genere kasteren. Dermed er vi ovre i afdelingen for usportslig opførsel og også en advarsel. Til gengæld er det selvfølgelig fuldt ud tilladt at hoppe efter bolden, når først den er kastet og i spil (har sluppet kasterens hænder og er inde på banen). Kasteren, som med gustent overlæg vælger at kaste bolden direkte i hovedet på modspilleren foran sig, er lidt mere tricky. Er det virkelig klart udført med vilje, taler vi om voldsom adfærd og en udvisning. Men så skal man jo igang igen derefter. Og så pudser lovnørderne glorien. Er kastet udført teknisk korrekt som beskrevet i sidste uge, skal vi igang med et direkte frispark til det hold, som den fældede spiller tilhører – fra det sted, hvor kontakten opstod. Men hvis indkastet ikke er korrekt udført (én hånd, løftet ben, forkert sted osv.), er igangsættelsen et indkast til det modsatte hold (og selvfølgelig stadig en udvisning).

Lad os herefter bevæge os videre til en anden igangsættelse, hvor bolden har krydset en linje, Nu bare ikke længere sidelinjen til indkast, men mållinjen til et målspark, forudsat at det var en angriber, der rørte bolden sidst, før den forlod banen.

Målsparket kan virke ualmindelig uskyldigt og som en ret mekanisk igangsættelse, men er det på ingen måde. Formalia er nogenlunde klare. Bolden skal ligge et eller andet sted i målfeltet (eller ‘det lille felt’ som nogle fremdeles ynder at kalde det). Ikke nødvendigvis i den halvdel, hvor bolden gik ud – sådan var det før 1997. Men i bestræbelserne på at få hurtige igangsættelser åbnede man dengang for, at sparket kunne tages et hvilket som helst sted i feltet. Hvilket selvfølgelig af træske og beregnende målmænd udnyttes ved, at sparket – når holdet skal vinde tid – altid tages i den modsatte side af, hvad man skulle forvente. Et af de mindre lykkelige tiltag for at få sat bolden hurtigt i spil. Der skal placeres nogle spillere – modspillerne skal være uden for straffesparksfeltet, indtil bolden er sat i spil, mens medspillerne må være hvor som helst (ellers ville det også være svært at lade en markspiller tage et målspark). De har ikke så meget fornøjelse af at være inde i feltet, for de må ikke røre bolden, før den er sat i spil, dvs sparket direkte ud af feltet og ud på den øvrige del af banen – men man kan altså ikke forbyde dem at være der. Men modspillerne er værd at dvæle ved. De må ikke komme ind i straffesparksfeltet, før bolden er ude af det (for nu at tage den populærvidenskabelige udgave). Gør de det, er der omspark, medmindre forseelsen ikke har nogen betydning, og man kan benytte fordelsreglen og køre videre.

Det lyder jo simpelt, men er alligevel noget af det, der smutter fra tid til anden. Mest berømte eksempel – og nok også det mest oversete – er ‘Jesper Olsen’ tilbage til VM i 1986. En spansk angriber skrår tværs over feltet i fuldt i løb i jagt efter bolden, mens bolden stadig er på vej ud. Han kommer så langt frem, at han presser Olsen til at lave den famøse tværaflevering, som lader Butragueno udligne, nu hvor det ellers lige gik så godt. En beskeden hævn fik vi, da OB vandt 1-0 over Villareal i en europæisk kvalifikationskamp for en god håndfuld år siden, hvor det var en OB-angriber, der vandt nogle ekstra meter og kunne erobre bolden og sørge for sejrsmålet. Senest har man sidste år set det i en Premier League-kamp, også med scoring til følge. Så det er bestemt ikke bare helt ligegyldig teknik, at angriberne skal blive uden for feltet, indtil bolden er sat i spil.  Det kan i sidste ende blive kampafgørende, hvis dommer og linjedommer ikke har øjnene åbne.

Det med hvornår bolden er i spil, rummer også en anden lille detalje, nemlig at bolden ikke bare skal direkte ud af straffesparksfeltet, men også ud på banen. Så hvis en spiller kikser sit målspark med det resultat, at bolden forsvinder ud over linjen mellem grænserne for målfelt og straffesparksfelt, er der omspark. Det lyder helt usandsynligt, men jeg har faktisk selv oplevet det i min aktive karriere tilbage i Yngre Stenalder. Det foregik i Hvidovre i en ungdomskamp, og jeg var tæt på at tro, at der skulle lægehjælp til et par forældre, da jeg dømte det omspark, som der var.

De andre formelle detaljer skal også med. Man kan score direkte på målspark i modspillernes mål – men derimod ikke i sit eget. Det sidste vil jo forudsætte en mindre orkan, eftersom bolden skal ud af straffesparksfeltet og så komme retur. Jeg havde prædiket det på diverse kurser i mange år og mødt adskillige overbærende blikke, for det sker jo aldrig. Og så indtraf det alligevel i en tysk sekundakamp foreviget på YouTube. Bold ud af feltet, orkanen blæser den retur – og ind i eget mål. Dommeren i den pågældende kamp vil nok bande sig selv ned et ualmindelig mørkt sted, for han dømte mål (i øvrigt sejrsmålet)– og det skal indrømmes, at overraskelsesmomentet nok spiller en ikke uvæsentlig rolle. Men det bekræfter bare, hvad der bør være enhver dommers motto: ‘Forvent det uventede’.

Gentagelsesspil – det fænomen, at en spiller efter en igangsættelse rører bolden igen, før nogen anden har gjort det – kan også forekomme ved målspark, og så er målspark en af de tre igangsættelser, hvor man ikke kan være offside, hvis bolden kommer direkte derfra. Det sidste er virkelig et af de tilfælde, hvor den kloge kan narre den mindre kloge, for det er der simpelthen mange spillere, der ikke har den fjerneste anelse om. Ved et målspark kan man risikofrit stille en spiller adskillige meter ind på modspillernes banehalvdel, hvis målmanden ellers kan sparke langt nok, og det andet holds forsvar er trukket helt op til midterlinjen. Det plejer også nok at kunne give lidt snak på tilskuerrækkerne, når det lykkes.

Så målspark er på ingen måde en helt triviel igangsættelse, selv om det lever en stille tilværelse langt fra det andet mål. Det hører også med til historien, at det er et af de områder, hvor der meget vel kunne komme en lovændring i foråret. IFAB har i sine bestræbelser på at få mere effektiv spilletid kastet blikket på, at bolden først må spilles igen, når den er kommet direkte ud af straffesparksfeltet. Der kunne godt tænkes at ske noget, så bolden kan afleveres inden for selve feltet, og man må spille videre – men lad os nu se…

I næste uge kører jeg videre bl.a. med målsparkets fætter, hjørnesparket – selvfølgelig under den forudsætning, at der ikke indtræffer noget højaktuelt.