Mange klummer kommer til at handle om kontroversielle kendelser, der kan tippe en kamp den ene eller anden vej. Nogle gange handler det om offside, som jo i sig selv ikke er så vildt, i hvert fald ikke i den forstand, at det gør ondt på nogen. Andre gange er det hændelser med mere saft, kraft og fysisk kontakt – når det handler om forseelser mod en modspiller og spørgsmålet om, hvilken kortfarve der burde have fulgt med. Eller også de ikke nødvendigvis så fysisk smertefulde tildragelser, men en vurdering af, om dette kan siges at bremse et lovende angreb (gult) eller berøve en oplagt scoringsmulighed (typisk rødt – med lidt raffinementer, når vi kommer ind i straffesparksfeltet).

Men der er også andre elementer i en fodboldkamp, som sjældent påkalder sig den store opmærksomhed – nemlig de knap så sexede paragraffer, der handler om igangsættelser. De er i sagens natur en stor del af en fodboldkamp, men det trækker sjældent de store overskrifter, hvordan et indkast, målspark eller hjørnespark skal foretages. Ikke desto mindre er der en god del finurligheder, og besynderligt nok er det min erfaring, at det er nogle af de områder, hvor der forekommer flest misforståelser – eller rettere, at man efter et langt liv som fodboldspiller har nogle ganske fasttømrede meninger om, hvordan tingene hænger sammen. De holder bare ikke altid vand. Omvendt er det heller ikke helt uvæsentligt at vide, hvordan tingene fungerer, for det er trods alt noget af det, der forekommer hyppigst. Så da det faktisk er et godt stykke tid siden, at igangsættelser har fået spalteplads her, synes jeg, at det er passende, at vi tager en hurtig guidet tur rundt, mens vi venter på, at det næste store drama skal udspille sig.

Lad os starte med indkastet, som jo er en lidt fremmed fugl i fodboldspillet. Hvorfor ikke have indspark i stedet ?  Det prøvede man faktisk som et godkendt forsøg under FIFA for en snes år siden, og det var ikke nogen succes. Hvis man tænker på, hvor svært det kan være at få modspillerne det fornødne antal meter væk ved et frispark, kan man prøve at forestille sig det samme scenarie, hver gang der var en igangsættelse fra sidelinjen. Det gav simpelthen en forrygende masse spildtid, og det er jo ikke det, som folk har betalt i dyre domme for at se på. Så vi hænger på indkastet, når bolden skal sættes i spil igen, efter at den er strøget ud over sidelinjen.

Sådan et indkast skal foretages med begge hænder – men der står ikke noget om, at det skal være lige meget med begge hænder. Det var der næppe heller mange fodboldspillere, der ville kunne leve op til – medmindre de var af den type, der kan bruge højre og venstre hånd lige godt til at hamre søm i osv. Men begge hænder skal deltage i kastet, så man kan altså ikke nøjes med at kaste med den ene hånd og bare styre boldens retning med den anden. Selve kastet skal foretages bagfra og over hovedet i én fortsat bevægelse. Mange tror stadig, at bolden skal slippes over hovedet – men det er der ikke noget krav om og har aldrig været det. En bold sluppet direkte over hovedet ville vel også have svært ved overhovedet at nå ind på banen, men bare fortsætte lige opefter. Så er der nogle krav til føddernes placering, som også er velegnet til at forvirre folk. Kasteren skal have en del af hver fod på sidelinjen eller uden for banen. Så teknisk set – eftersom linjerne hører med til banen – står man ofte på banen og kaster indkast. En af de små ulogiske finesser, som fodboldloven også rummer. Men ‘en del af hver fod på linjen’ betyder altså, at man lovligt kan anbringe sin store fod, så det absolut yderste af ligtornene på hælen har berøring med det inderste af stregen – og dermed have pladerne en 40-50 centimeter inde på banen. Fra i år har vi også et krav om, at kasteren skal stå med front mod banen, når han kaster, og det er det stående, der kan give lidt problemer. Først og fremmest er det nu – igen – forbudt at have et eller begge knæ i berøring med jorden. Men det betyder også, at de spillere, som excellerer i fuldt ud tilladte akrobatiske indkast med kraftspring, skrue osv.  skal sørge for at være ‘stående’ i det øjeblik, hvor bolden slippes. Der er ikke noget krav om, at et indkast skal foretages med fuldstændig ret ryg, men det duer altså heller ikke at kaste fra en halvt bagoverbøjet position, når man er på vej op igen efter saltomortalen.

Der er også en afstandsregel indbygget i indkast – modspillerne skal være to meter væk fra sidelinjen. Til gengæld er der ikke nogen afstand foreskrevet for kasteren – han må i princippet stå ti meter væk og kaste, bare han stadig er inden for reklameskiltene og i niveau med banen. Netop denne afstand på to meter for modspillerne har der gennem tiden været rigtig meget snak om. Man kørte i forskellige lande med forskellige afstande. Herhjemme var vi tilfredse, hvis afstanden var således, at kastet kunne foretages uhindret, og uden at det blev til fare for modspilleren. Det kunne jo være, at der var en højdeforskel på kaster og modspiller, der gjorde, at afstanden kunne være ret lille. Men i slut-90’erne skar man igennem og fastsatte de to meter, og det er da også fornuftigt nok.

Der er også det krav ved indkastet, at det skal tages dér, hvor bolden gik ud (og i princippet skal bolden ind samme sted – hvilket i yderste konsekvens ville forudsætte, at alle indkast blev foretaget vinkelret på sidelinjen, og det bliver de næsten aldrig). Men både her og med hensyn til kastestedet gælder den sædvanlige grundregel, at man ser bort fra bagatelagtige eller tvivlsomme overtrædelser. Så næppe nogen vil gø af, at der fifles et par meter eller tre oppe midt på banen, hvorimod snoren bliver noget strammere, når man kommer ned mod den ende, hvor målene står. Indkast udmærker sig også ved at være en af de få igangsættelser, som man ikke kan score direkte på i modspillernes mål (så bliver resultatet et målspark) – og som ved alle andre igangsættelser ikke direkte i eget mål, hvis man skulle have lyst til at kaste bolden derned (så ender vi med et hjørnespark).

Det var alle detaljerne i, hvordan et korrekt indkast skal udføres. Overtræder man nogen af dem, bliver det modspillerne, der får chancen for at kunne gøre det bedre. Det er relativt sjældent, at det sker i mere betydende kampe, men man møder dog en gang imellem et omkast, som fjenden får lov til at tage. Det medfører gerne lidt murren på tilskuerpladserne – for hvor svært kan det dog være at foretage et korrekt indkast. Typisk er det rent sjusk – eller et ønske om at komme hurtigt igang igen uden al for megen insisteren på formalia – der gør, at tingene går galt.

Indkast er også interessant ved, at det er én af de tre igangsættelser, hvor en spiller ikke kan straffes for offside, hvis han modtager bolden direkte fra igangsættelsen (de to andre er målspark og hjørnespark). Hvis bolden derimod lige bliver rørt af en ekstra medspiller på vejen, er vi tilbage i hovedreglen og en offside-kendelse.

Og så gælder der ved indkast som ved alle andre igangsættelser den lille ting, at den spiller, som har foretaget igangsættelsen, ikke må røre bolden igen, før den er blevet rørt af en anden spiller. Fænomenet kaldes logisk nok ‘gentagelsesspil’ og udløser et indirekte frispark. Det forekommer også uendelig sjældent – men kan dog ske. Jeg har aldrig set det ved indkast, men ved både hjørnespark, hvor bolden kommer retur fra målstangen, eller ved et straffespark hænder det faktisk. Og så var der selvfølgelig den gang i 1924, hvor der var faldet et par ord ud af lovteksten med det resultat, at der ikke kunne være gentagelsesspil ved hjørnespark, så sparkeren bare kunne drible afsted med bolden ind mod mål. Det varede så også kun lige indtil næste udgave af lovbogen, hvor ordene kom ind igen, så hjørnespark også var omfattet.

Som man kan se, kan der koges en hel del suppe på de forskellige igangsættelser, som man ellers bare tager for givet og betragter som et nødvendigt onde for at nå frem til det mere interessante. På forunderlig vis er det i denne uge lykkedes at fylde en hel klumme bare med indkast – og jeg vil i den kommende tid sparke nogle af de andre igangsættelser ind, hvis der ikke lige er noget andet og mere dramatisk og spændende at tage sig af. For det kan godt være, at igangsættelser ikke er opsigtsvækkende og lever en stille tilværelse, men de er jo lige så stor en del af fodboldspillet som alt andet. Bare se på de specialister, som ethvert fodboldhold med respekt for sig selv har nu om stunder – hvad enten det er ham med de lange indkast, ham med de præcise frispark, eller…

Jans Corner: Det er ikke alt sammen lige dramatisk