Fodboldloven rummer jo som bekendt kun 17 paragraffer, og egentlig er det fantastisk, at et materiale, der er så relativt ordfattigt, gang på gang kan give så mange diskussioner. Selvfølgelig er der nogle paragraffer, der indholdsmæssigt er væsentligt mere sexede end andre og dermed også kan bringe sindene i kog, men de har nu hver især deres charme. Uanset om det handler om paragraf 12, der omhandler alle forbrydelserne samlet under den rimelig afdæmpede overskrift ‘Utilladelig spillemåde og usportslig opførsel’, eller det handler om f.eks. paragraf 9. Den hedder ‘Bold i og ude af spil’, hvilket dækker over noget så relativt uskyldigt som, hvornår en bold har krydset en linje eller ej. Tænk bare på, hvad det har givet af diskussioner – og indførelse af særlig teknologi til at holde styr på det, i hvert fald når det handler om området mellem målstængerne og under overliggeren.

Cirka så langt var jeg kommet i skriveriet onsdag aften som en indledning, der egentlig skulle handle om noget, som jeg gennem årene vist aldrig er gået dybere ind i, nemlig dommerens markeringer. Alt imens jeg med et halvt øje fulgte opgøret mellem Manchester United og Arsenal og pludselig vågnede op. Det var ikke de fem gule kort på fem minutter mod slutningen af 1. halvleg (selv om mindst ét af dem var i den mistænkeligt orange afdeling) – men derimod Uniteds udlignende mål. Det kom efter et frispark uden for feltet og med en af de trendy opstillinger, hvor nogle United-spillere blander sig i Arsenal-muren. Nok for at tage noget af målmandens overblik og ved at flytte sig kunne skabe et hul, som bolden kan smutte igennem. Skulle spillerne stå i noget, der ligner en offside-position, er det problemløst, bare de kan nå at komme væk, inden der bliver sparket, for det er jo først dér, en offside-position skal vurderes.. Men det gør de ikke helt her – i hvert fald ikke den ene af dem, der som set på kameraet fra siden har hovedet på den forkerte side af muren, da frisparket bliver taget. Skuddet på mål halvklares af Arsenals målmand ud til siden, hvor vores ven fra muren løber ned og får sendt bolden ind foran til det udlignende spark.

På direkte TV er der ikke de store kvababbelser over scoringen, og det er forståeligt nok, for der går lige et par sekunder, før angriberen rører bolden, og i den tid har man måske glemt, hvor han kom fra. Men der må alligevel have været en mistanke, for i pausen har man i studiet opdaget offside-positionen og citerer nu en tidligere topdommer (som man yderst nådigt undlader at navngive) for, at der godt nok er en offside-position, men at der foreligger en ny situation, da bolden kommer retur fra målmanden. Normalt vil jeg gå lidt mere raffineret til værks, men her bliver jeg i folkeoplysningens hellige navn nødt til at sige, at den er rivende gal. Det er rigtig mange år siden, at reglerne har været sådan.

Går vi ud fra, at der foreligger en offside-position, da sparket tages (og her har spilleren et halvt hoved foran den bageste Arsenal-spillers hæl og opfylder dermed kriterierne), gælder den offside-position i princippet, indtil bolden næste gang spilles af en medspiller, og i det tidsrum kan spilleren nå at blive strafbar. Hvis bolden som her kommer fra en modspiller, skal dommeren stille sig selv to spørgsmål: var berøringen tilfældig, eller var berøringen en følge af en redning ? Hvis ét af de to spørgsmål kan besvares med et ja, er offside-positionen stadig gældende. Det eneste, som kan ophæve offside-positionen, når bolden kommer fra en modspiller, er, hvis forsvareren gør et aktivt forsøg på at spille bolden (f.eks. cleare den), uden at det er en redning. Ved skæbnens lunefulde spil er situationen i virkeligheden fuldstændig parallel med den, som optræder ved Arsenals annullerede mål i slutminutterne – her går det hele bare meget hurtigere og virker mere oplagt. Retfærdigvis fik man bundet fuldstændig korrekt sløjfe på i studiet efter kampen – men der kunne jo være en enkelt eller to, der var gået i seng, fordi de skulle tidligt op, så derfor kunne jeg ikke lade denne chance gå fra mig efter nogle uger, hvor de helt aktuelle situationer har været en mangelvare.

Og så til det med markeringerne, som egentlig var tænkt som hovedtemaet. Vi plejer at sige, at to af dommerens vigtigste redskaber er hans fløjte og hans markeringer. Begge dele kan dommeren bruge til at sælge sin afgørelse til omgivelserne. Fløjten kan bruges til at signalere, om det er et stort eller lille frispark, til at understøtte en 50/50-afgørelse om retningen på et indkast eller et målspark / hjørnespark osv. Sat på spidsen kan den gode fløjte få en pivende forkert afgørelse til at glide ned, hvorimod den sølle fløjte kan få selv den mest korrekte afgørelse til at virke forkert. På samme måde er det med markeringerne. Kommer de med appel eller tøvende, er armen strakt eller slatten ? – osv..

I virkeligheden er det relativt få autoriserede markeringer, som dommeren har til sin rådighed. Der er selvfølgelig de klassiske retningsmarkeringer, om igangsættelsen nu er den ene eller anden vej – og markeringen for indirekte frispark, hvor den strakte arm skal holdes i vejret, indtil bolden er sat i spil og enten har rørt en anden spiller eller er gået ud af spil. Det kan nogle gange tage ganske lang tid, hvilket kan give dommeren et andet problem, for det er forbandet svært at bevæge sig elegant omkring med den ene arm strakt i vejret. Så er der de markeringer, hvor der ikke er nogen autoriseret udgave, og hvor dommerne derfor ofte selv har forsøgt at udvise initiativ. F.eks. ved udskiftning, hvor de rullende håndflader (efter min smag heldigvis) hos de fleste nu er blevet afløst af et fløjt og en pegen med to fremstrakte arme mod udskiftningsstedet. Og så er vi jo nu blevet beriget med de to VAR-markeringer – både den, som dommeren viser med en hånd til øret som indikation af, at noget er under opsejling, og at han får input udefra – og den firkantede ‘TV-markering’, som dommeren viser, før han går til monitoren, og efter at han har set på den og truffet sin afgørelse. I øvrigt en markering, som spillere på alle niveauer har taget til sig uden smålig hensyntagen til niveau eller situationens karakter. Jeg har sågar set en spiller bruge den en serie 3-kamp for at fortælle dommeren, at her var noget, der nok ikke var helt rigtigt – godt nok iført et bredt grin.

Endelig er der markeringen for fordelsreglen, som egentlig var starten på denne artikel. En læser er ikke glad for det, som han kalder den nye fordelsmarkering med én arm i modsætning til den, som tidligere var den gængse, nemlig med begge arme strakt frem foran sig. Læseren erindrer også, hvad han kalder “kørestols”-tegnet og beskriver som begge arme kørende som møllehjul langs dommerens kropssider. Det kan jeg også godt huske, men det har til gengæld aldrig været en godkendt markering. Standarden var de to arme strakt frem i spilleretningen. For vel tre år siden kom så valgmuligheden med den ene fremstrakte arm til, således at de to markeringer nu er ligestillede. Læserspørgsmålet gik på, hvad begrundelsen egentlig var for at komme med den nye markering. Og der var en begrundelse, og så må man afgøre med sig selv, om den er god eller mindre god – men fordelsreglen anvendes typisk til at holde et angreb kørende, hvilket ofte også kræver, at dommeren skal bevæge sig i en vis fart. Rent bortset fra, at det så fantastisk uelegant ud, når en dommer prøvede at spurte afsted med begge arme strakt frem foran sig, var det heller ikke specielt aerodynamisk. Så nu er der frit valg, om han i den enkelte situation vil anvende én arm eller begge arme. Ting er sjældent gratis her i livet, og det har selvfølgelig den omkostning, at én fremstrakt arm kan komme til at ligne en retningsmarkering, især hvis fløjten ikke er tydelig nok til, at den kan sige, om det er det ene eller andet. Og for at gøre forvirringen total, er der også stadig nogle dommere, der bruger den ene arm til at signalere ‘spil videre, ingen forseelse’. Heller ikke noget, som man har en godkendt markering for. Men i det mindste er dommerne nu kommet til at bevæge sig lidt mere strømlinet rundt uden at ligne de folk fra flyvningens barndom, der med påspændte vinger fortvivlet forsøgte at lette fra jorden.
Der skulle have været plads til en enkelt anden læserhenvendelse – men det ødelagde United og Arsenal altså. Men det skal nok komme.

Jans Corner: Markeringer – og den evindelige offside