Som jeg skrev i sidste uge, vil de fleste af os nok foretrække, at tingene går som efter en snor, og at reglerne bliver overholdt til punkt og prikke. Mange af de henvendelser, som jeg får, drejer sig om irritation i varierende grader over, at der står én ting i reglerne, og at dommerne så åbenlyst ikke retter sig efter dem. Det kan da for pokker ikke være så svært, og hvis alle nu bare gik ud en enkelt weekend eller to og slog ned på enhver overtrædelse, ville spillerne lære det og verden være lys og lykkelig. Hvor svært kan det være ? Jeg kan også selv sidde og blive morderlig irriteret mange gange, men desværre er verden ikke så let og ligetil – for var den det, var der selvfølgelig rettet op på tingene forlængst.
Det er jo ikke bare i fodboldspillet, at regler ikke bliver overholdt – det gælder også andre steder i samfundet. For at tage et simpelt eksempel: hvor mange af os kan sige sig fri for på et eller andet tidspunkt af deres tilværelse en mørk nat klokken tre at være gået over for rødt lys, fordi man var det eneste vågne menneske i det pågældende postnummer, og man umuligt kunne genere nogen ved det ? Og hvis vi forestiller os, at der i den pågældende weekend fra myndighedernes side var planlagt en koordineret aktion, så der alle steder sprang en betjent frem fra busken og gav en straks-bøde til dem, der forbrød sig – hvor mange ville så efter lidt tids forløb holde sig i skindet og i en tilsvarende situation vente pænt ? Mon ikke de fleste – efter lige at have spejdet lidt ekstra til begge sider – ville tage chancen igen ? Dette er ikke en opfordring til lovovertrædelser, men blot en konstatering af, at der er situationer, hvor en 100 % overholdelse af regler er vigtigere end i andre situationer.
For fodbold er der i selve lovsættet taget højde for disse mindre betydende overtrædelser, i og med at der direkte står, at dommeren skal undlade at dømme for bagatelagtige eller tvivlsomme forseelser og kun straffe klare lovbrud. Begrundelsen er et helt studie i sig selv – tager man petitesserne med, skaber det irritation og modvilje hos spillerne og ødelægger tilskuernes fornøjelse. En ganske pragtfuld passus, som kom ind i loven så tidligt som i 1938. Ved den store revision i 1997 forsvandt den, fordi man mente, at den fremgik af så mange andre ting, men vi valgte i Danmark at beholde den i vores eget lille afsnit med fortolkninger og afgørelser – dels fordi vi ikke syntes, at det gjorde noget, at det fremgik helt tydeligt, men også fordi dette jo i virkeligheden er ‘den sunde fornuft’: den såkaldte paragraf 18, som mange refererer til som deres sidste forsvar.
Når det er sagt, er der da bestemt regler, hvor der godt kunne strammes op, uden at det gjorde noget – men sådan er det jo med alting. For lidt og for meget fordærver alt. Tag nu målmandens seks sekunders-regel: den tid, som han må bevæge sig rundt med bolden i hænderne, før han skiller sig af med den igen. Godt nok er det indskærpet, at dette ikke er nogen stopursregel, men at man skal se på omstændighederne. Men ingen tvivl om, at katten ofte bliver trukket lovlig langt i halen. Seks sekunder er rimelig lang tid – men alligevel er det ikke særlig lang tid, hvis målmanden skal fra den ene ende af straffesparksfeltet til den anden for at komme af med bolden til den optimalt placerede medspiller eller sætte en omstilling i gang. I sådanne tilfælde vil man nok snildt kunne leve med, at der gik otte sekunder. Problemet opstår i de tilfælde, hvor målmanden står mere eller mindre stille og varmer bolden, mens han venter på, at medspillerne kommer i position. Det er uendelig få gange de senere år, jeg har set frisparket blive dømt. Faktisk kan jeg kun huske tilfældet fra en Europa League-kamp for et par år siden, da Liverpools målmand Mignolet mod Bordeaux præsterede at have bolden i besiddelse i hele 22 sekunder. Men så blev det dog også for meget for den israelske dommer, og der blev i øvrigt scoret efter frisparket.
En mere restriktiv fortolkning af reglen er faktisk ét af de forhold, som IFAB peger på for at få mere effektiv spilletid, og jeg er helt enig. Godt nok er bolden teknisk set i spil, men der er jo ikke nogen lovlig måde at få bolden fra målmanden på, så længe han holder den. Men spørgsmålet er, hvordan man skal gøre det, for selvfølgelig skal det ikke bare være en opstramning med hvinende bremser. Nogle har foreslået, at man skulle have et synligt ur, som blev sat i gang, når målmanden havde bolden, men det er heller ikke uden komplikationer. Sekunderne starter jo ikke fra det øjeblik, hvor målmanden har kontakt med bolden, men først i det øjeblik, hvor han rent faktisk er i kontrol og har en mulighed for at skille sig af med bolden. Hvis målmanden er landet i en kæmpemæssig mudderpøl ude ved den ene målstang med bolden i hænderne, og det tager ham de første fire sekunder at kæmpe sig op af dyndet, så er det først dér, man starter med at tælle. Ellers kunne angriberne bare danne ring omkring målmnden og gøre det svært eller umuligt for ham at rejse sig. Så det er øjeblikket med kontrol, der bestemmer, hvornår det omtalte ur skal startes, og det vil sige, at der skal være én til at betjene det. Medmindre man vil ofre en ekstra dommer på den sag – for det er jo en subjektiv vurdering, hvornår målmanden er i kontrol – bliver det formentlig hjemmeholdet, der skal styre det, på samme måde, som hjemmehold med større eller mindre held administrerer storskærmsgengivelser idag. Næppe en opgave, som folk stiller sig i kø for.
Et andet eksempel på en regel, som næsten aldrig overholdes hundrede procent, er spillernes placering ved straffespark. Ikke så meget målmanden, for hans placering på linjen administreres generelt ikke ideelt, men dog rimeligt, men på de øvrige spilleres placering. De skal blive uden for feltet, indtil bolden er sparket og bevæger sig fremad – og det er mere reglen end undtagelsen, at der er et halvt hold i feltet, før sparkeren er nået hen til bolden. Hvis begge hold gør det, er det så nemt, for så skal sparket tages om. Igen kan man sige, at der er tilfælde, hvor det er vigtigere end andre, at reglen overholdes. Hvis målmanden halvklarer bolden ud til en angriber, som har fået nogle meters forspring ved at løbe for tidligt ind, skal angriberen selvfølgelig ikke have lov til at score, hvilket desværre også er set. Hvis de for hurtige spillere ikke har haft nogen praktisk betydning, og det ikke er så grotesk, at det ligefrem er usportslig opførsel, kan man nok leve med det, selv om det ikke er kønt. Vi ser meget sjældent, at der bliver dømt omspark, men så kom der pludselig et tilfælde tirsdag aften mellem Portugal og Polen i Nations League, hvor polakkerne måtte forsøge sig igen, selv om der var scoret i første omgang. Jeg synes nu ikke, at det var værre end det, som man normalt ser, og der blev løbet lige så meget ind på omsparket, hvor der igen blev scoret, men denne gang fik målet lov til at stå. Så meget for konsekvens.
Men for meget konsekvens kan også være af det onde. For vel efterhånden en halv snes år siden havde man åbenbart fået pointeret reglen så tilpas kraftigt ved en slutrunde ved et ungdoms-VM, at en dommer fra én af de mindre nationer lod et spark tage om en 8-9 gange (efter min hukommelse). Det duer selvfølgelig heller ikke, for vi skal jo videre i teksten. Her kunne et af de forslag, der cirkulerer omkring IFAB, måske komme til gavn – nemlig at man betragtede straffespark under kampen på samme måde som straffespark i en straffesparkskonkurrence. Der er kun to mulige udfald: mål eller ikke mål (og i sidstnævnte tilfælde så måske med et målspark som igangsættelse). Det ville i hvert fald betyde, at man ikke længere behøvede at lade sig irritere over de alt for hurtige markspillere, men at alle parter kunne koncentrere sig om at iagttage målmanden – om han gik før tid og i givet fald hvor meget.
Så mens jeg kan blive lige så irriteret som alle andre, når løjerne drives for vidt, tror jeg ikke på nogen nemme løsninger, herunder bare at fløjte for selv et minimalt regelbrud. Og uanset hvad er det næppe noget, som vi bare kan begynde at gøre herhjemme. Dels tilstræber vi altid at ligge nogenlunde på den internationale linje, dels ville vi jo så stille de danske klubber, der spiller internationalt, ringere, når de kom uden for landets grænser og oplevede en andne dommerlinje. Der er ingen tvivl om, at der er grøde i tingene, ikke bare på de to nævnte områder, men forvent ingen mirakler fra den ene dag til den anden.

Jans Corner: Hvor svært kan det være