Naturligvis er det sådan, at jo ældre man bliver, jo flere ting er der, der kan vække minder. Men jeg må indrømme, at jeg alligevel blev ramt ud over det sædvanlige midt mellem øjnene, da jeg læste sidste uges herlige artikel om ‘den historiske guldkamp’ i 1968 – 50 år tilbage. For jeg var der selv – på min første fodboldtur ud over det københavnske nærområde. For yngre sjæle må jeg hellere forklare, at i hine tider havde stort set alle de københavnske 1. divisionshold (og dem var der en god del af) hjemmebane i Idrætsparken. Det betød, at der nærmest hver weekend var stort dobbeltprogram om søndagen med kamp kl. 13.15 og 15.30, hvilket det var helt oplagt, at græsset – eller hvad man nu skal kalde det tilbageværende – bar præg af. Men vi var en lille håndfuld på 15-16 år, som trofast stod der hver søndag ovre på den såkaldte billige langside, altid på den samme plads: forreste række ned mod det lave hegn og ud for straffesparksfeltets lange linje: det straffesparksfelt, som var nærmest ved Østre Allé (for dengang lå banen på den anden led). Vi havde i særlig grad kastet vores kærlighed på KB, som i de tider havde et hold, der spillede forrygende underholdende fodbold, så da det hele skulle afgøres på sidste spilledag, for KBs vedkommende med kampen i Aalborg, var vi tre, som blev enige om, at det skulle vi op og se. Så vi drog afsted med nattoget kvart over midnat fra København H og bevægede os gennem landet, med færgen over Storebælt, og landede i Aalborg tidlig formiddag, så vi kunne gå ud på stadion.
Det har uden tvivl været et ømt syn. Klubhalstørklæder var ikke rigtig blevet en industri endnu, så det var med hjemmestrikkede blå/hvide af slagsen, og så et signalhorn for en sikkerheds skyld, så vi kunne påkalde os behørig opmærksomhed, hvis tørklæderne ikke skulle være nok. Vi stillede os på Aalborg Stadion fuldstændig, hvor vi plejede – ved kanten af det ene straffesparksfelt. Og det var dér, det hele blev afgjort. Det var en frygtelig nervøs og chancefattig kamp indtil et kvarter før tid og de to hurtige mål, ét til hver side – og så udspillede det afgørende drama sig tre minutter før tid, med os som allernærmeste vidner. Som beskrevet i artiklen sparkede målmand Kurt Winde ud, Bent Christensen strakte benet frem, og derfra hoppede og skruede bolden lige ind over stregen og ud igen. Dommer og linjedommer var heldigvis stadig i nærheden fra det foregående angreb, så der var ingen tvivl om, at bolden var inde. Og den dag i dag – selv uden det blå / hvide halstørklæde – vil jeg hævde, at det mål var 100 % korrekt. Faktisk en meget tidlig pendant til målet i årets CL-finale, hvor det var stakkels Liverpool-målmand Karius, der lavede et tilsvarende stunt. Der var også her rigelig afstand til, at farligt spil ikke kunne komme på tale. Faktisk tror jeg aldrig, at målet blev vist på TV, for alle forventede, at bolden om lidt ville være oppe på midten af banen. Jeg har altid frygtelig gerne villet gense det – ikke bare for mindernes skyld, men også for instruktionens – så hvis nogen kender til en optagelse i hemmelige eller private arkiver, må de meget gerne droppe mig en mail.
Om vi havde en god hjemtur ? Jo tak. Det var i de tider, hvor man godt kunne bevæge sig rundt i de forkerte farver selv efter en kontroversiel afgørelse. Faktisk mødte vi ikke meget andet end glade mennesker, der ønskede tillykke.
Og så er det jo også ved de tider, hvor rygter om eventuelle kommende regelændringer begynder at rumstere. De seneste dage har givet nogle artikler rundt omkring på diverse avis- og sportsnetsider. De har ikke alle været lige præcise – og det er heller ikke givet, at de udenlandske nyhedstelegrammer, som de bygger på, har været det, men hvis man vil gå så tæt til kilden som vel muligt, kan man jo selv bevæge sig ind på The International F.A. Boards hjemmeside, www.theifab.com. Som regelmæssige læsere vil vide, er IFAB de mennesker, der styrer fodboldloven og de eneste, der kan vedtage regelændringer. De mødes typisk til to årlige møder: et forberedende her i det sene efterår, hvor man ser på, hvad der er kommet af forslag fra diverse lande og kontinentalforbund og forbereder den endelige dagsorden til det afgørende møde i februar eller marts.
Det forberedende møde afholdes først den 22. november, så det møde, som netop er blevet holdt, og som har kastet telegrammerne af sig, er et møde med et par rådgivende organer. I 2014 nedsatte IFAB som et led i en åbenhedsproces to paneler, et fodboldpanel og et teknisk rådgivningspanel. Groft sagt kan man sige, at det er resten af fodboldfamiliens mulighed for at give deres besyv med, så det ikke udelukkende er dommerrelaterede personer, der sidder ved bordet. I bund og grund en sympatisk tanke – men dengang dybt revolutionerende for en institution, der ellers i de første godt 100 år af sin tilværelse har haft et noget støvet image. Faktisk ganske ufortjent – jeg har haft fornøjelsen af at møde adskillige af medlemmerne gennem årene, og det er bestemt ikke de kedeligste bekendtskaber, jeg har gjort, men det er en helt anden historie. Så vi er altså stadig på et indledende stadium. Det refererede møde havde som formål at høre panelernes syn på de indkomne forslag før de to ordinære møder i IFAB. Der er altså lang vej hjem, før der måske kommer en regelændring ud af det.
Ikke desto mindre vover jeg det ene øje og prøver hurtigt at gengive det væsentligste af, hvad det er, der er oppe i luften – som sædvanlig med det forbehold, at man skal altså ikke gå ud og dømme efter det på søndag, hvilket jeg desværre nogle år har set ubefæstede sjæle gøre, for det havde jo stået i avisen. En del af tingene har været forbi denne spalte gennem det seneste par år og er også med i IFABs ‘Play Fair’-idékatalog, men nu tager vi altså en hurtig tur igennem. Forslaget om, at en spiller, der skal udskiftes, normalt skal forlade banen over den linje, som er nærmest ved det sted, hvor han befinder sig, er stadig i omløb. Det kunne også være en relativt simpel måde at speede udskiftninger op og få mere effektiv spilletidt. En anden ting, som ser ud til at nærme sig målstregen, er brugen af gule og røde kort også over for officials på bænken. Det virker også fornuftigt nok: i forvejen bruges kortene jo over for spillerne på banen, de udskiftede spillere og reservespillere, så vi mangler kun den sidste gruppe, nemlig træner, holdleder osv. Det er også ret forbrugervenligt, for hele proceduren omkring hvad linjedommer eller fjerdedommer gør, før dommeren tager over, og det hele måske ender i en bortvisning, er ret uigennemskuelig for menigmand. Her vil gule og røde kort i hvert fald sende klare signaler.
Så lever forslaget om at behandle straffespark i løbet af kampen på samme måde som straffespark i en straffesparkskonkurrence også. Så enten er der mål eller ikke mål på sparkerens forsøg – og så kunne man blive fri for alle de spillere, som løber for tidligt ind, hvilket normalt ikke er til at styre på en halv tønde land. Vi har fra dansk side flere gange propaganderet for en sådan løsning, hvor vi er kommet frem, så det skulle da glæde mig, hvis det kommer. Der er også ting og sager i gære omkring målspark og frispark til forsvarerne i eget straffesparksfelt, hvor bolden nu om stunder jo først er i spil, når den er sparket direkte ud af feltet og ud på banen – det vil jeg ikke gå mere i detaljer med, for der er flere variationer over temaet, men hensigten er igen klar: at få bolden hurtigere i gang igen, så man undgår spildtid. Og endelig arbejdes der fortsat på at få en mere gennemskuelig definition af, hvornår en kontakt mellem bold og hånd er ulovlig, og hvornår ikke. Den tror jeg, at vi alle meget gerne vil se – og guderne skal vide, at de senere års lappeløsninger og vejledende fortolkninger ikke har gjort det lettere. Mantraet burde være det, som bruges i andre sammenhænge: ‘What does football expect ?’, for det er jo dommerens opgave at sælge afgørelsen til omverdenen, og det er alt andet lige lettere, jo mere logisk den er. Men der er god grund til at ønske held og lykke med at finde formuleringen her, for det er nærmest som at skulle løse cirklens kvadratur – var det let, var det nok gjort for længe siden, for ingen tvivl om, at tingenes nuværende tilstand irriterer mange, ikke mindst dommerne. Vi må se, hvor meget af alt dette, der stadig er på brættet, når vi kommer frem til marts – eller om der pludselig dukker nye ting op.

Jans Corner: Historiens vingesus