Vækkeuret ringer et kvarter i 3. Umiddelbart lyder det ikke som starten på en god dag. Men når man har sundet sig lidt, og er kommet i tanke om, at det ringer, fordi man er på vej til Færøerne for at dømme en fodboldkamp, bliver det en anden sag. Afsted til lufthavnen, hvor den heldige trio mødes. Så sidder vi der og nyder en kop kaffe (det gælder i hvert fald de 2 mest voksne i selskabet) inden flyet letter mod Færøerne og lander omkring kl. 7. En lille lufthavn med en enkelt toldfri butik, et enkelt bagagebånd, men til gengæld med egen narkohund. Her stod Petúr på 22 klar til at modtage os og guide os rundt. Petúr dømmer fodboldkampe, men har allerede specialiseret sig som linjedommer, og er som sådan indrangeret i Færøernes bedste række.

Gasadalur

Da vi først kan blive indkvarteret senere på dagen, fragter Petúr os til Gásadalur. Det er en lille bygd, som man nu til dags kommer til gennem en ensporet tunnel gennem de massive fjelde, som overalt på Færøerne hindrer den umiddelbare adgang fra bygd til bygd. Gásadalur er placeret usædvanlig flot ud til havet og dog højt over havet. Med udsigt til den imponerende klippe Tindholmur, der med lodrette fjeldvægge dukker op af vandet. Længere væk ligger øen Mykines, der udgør en uforstyrret bolig for en mængde fugle. ”Ugenert” bolig som danske ejendomsmæglere ynder at skrive i annoncer. Og dog – ikke helt uforstyrret. Færinger har alle dage formået at fravriste naturen sine spiselige goder. Også som her, hvor det er med livet som indsats.
Undervejs i vandringen gennem Gásadalur fik Petúr lige indskudt en bemærkning om, at for nylig havde en lokal beboer skudt efter nogle turister, fordi han var træt af turister, som gik og gloede ind gennem vinduerne i hans bolig. På resten af turen koncentrerede vi os om at holde øjnene væk fra vinduerne.

Videre til Torshavn. Frokost ved havnen. Derefter indkvartering på hotel Hafnia. Og en ny oplevelse med Petúr som guide på en tur til Gjògv på nordspidsen af øen Eysturoy. En anden lokalitet som er specielt berømmet for sin flotte beliggenhed. Og det i et land, hvor enhver plet ligger flot. Her har kronprinsesse Mary i øvrigt fået tildelt sin helt egen udsigtsbænk tilbage i 2005. Undervejs til Gjògv kom vi også lige forbi Eidi, hjemsted for klubben EB Streymur, hvor man indtil for få år siden havde placeret et stadion med den ene mållinje lige op af havet. I dag har man dog erstattet det af et nyt stadion, fordi man var blevet træt af at hente bolde i havet.

Videre til Klaksvik. Her var der aftensmad og så lagde den tidligere topdommer og nuværende chef de færøske fodbolddommere Lassin Isaksen også vejen forbi. Baseret på Petúrs udtalelser, ville der næppe være noget på Færøerne, der bare lignede organiserede forhold for dommerne uden Lassins kæmpe arbejde. En imponerende mand. Derefter kiggede vi på en fodboldkamp, der blev spillet i Klaksvik. Aron, som 14 dage før var Færøernes udvekslingsdommer i København, var en af dommerne.  Efter at være returneret til Torshavn, var alle klar til at få noget søvn efter at have været oppe siden kl. 3 og oven i købet have fået en ekstra time lagt på dagen. De yngre medlemmer af trioen kunne endog ikke vente med at sove til Torshavn. Sovekomforten i Petúrs bil blev testet på vejen.

Næste dag, lørdag, var så kampdag. Efter lidt gående sightseeing i Torshavn blev vi afhentet af Petúr. Vi kunne godt kigge over til kampstedet Toftir fra Torshavn. Ja næsten kaste en sten derover. Men bilruten var noget længere. Mange km ud til en bro, over den, og lige så mange km tilbage til stort set samme sted, som vi startede. Man er dog i gang med at lave en tunnel, så vi en anden gang kan spare den lange tur. Inden vi kørte til Toftir, forsøgte Torben, der var kampens hoveddommer, at skaffe lidt øl til efter kampen. Det gik ikke så godt. Øl og andre alkoholholdige drikke sælges kun fra nogle få autoriserede butikker. Kun én i Torshavn, og den var ikke lige inden for gåafstand. Løsningen blev i stedet at rippe værelsernes minibarer for øl og medbringe dem.

Orla, Torben og Sebastian er klar til kamp

Vi ankom i god tid til Toftir. Inspicerede stadion, som er Færøernes første nationalstadion, med plads til 6.000 tilskuere. Det er mere end 10% af Færøernes samlede befolkning. Den ene ende af stadion ligger ud mod en klippeskrænt, hvor bolden ville være tabt, hvis den blev sparket ud over skrænten. Ikke for evigt, men det ville tage op mod en halv time at hente den (tjek lige nr. 7 på de smukkeste og mest unikke baner i verden).  En emsig linjedommer påpegede også, at målstolperne ikke flugtede korrekt med mållinjen. Til gengæld var målene fastgjort, så det ikke var muligt at korrigere. Petúr påpegede dog, at der var spillet Champions/Europa League kvalifikationskampe på banen. Så vi accepterede forholdene.

Inden kampen skulle i gang, kom en af de lokale spillere fra Toftir hen til os og forespurgte høfligt, om han måtte spille med en undertrøje med krave, der gik noget op på halsen. Som han påpegede: Jeg skal prædike i kirken i morgen, så det er ikke så godt, hvis jeg får problemer med stemmen. Han fik naturligvis lov. Måske var det kraven han snublede i, da han senere i kampen var årsag til et straffespark, som var helt overflødigt.

Kampen forløb stille og roligt. Det vil sige, at færøsk er sprog, hvor det er umuligt at kommunikere stille og roligt på en fodboldbane. Det lyder nærmest som, det må have lydt, når fortidens vikinger gik i land og hærgede en by. En enkelt spiller fremviste så store evner i råbets kunst, at, Torben trods manglende evner til at forstå indholdet, valgte at servere en advarsel. Han havde dog forinden sparet noget op på kontoen, så advarslen kom ikke ud af den blå luft.

Efter endt kamp dukkede den lokale udvikler op i omklædningsrummet. Det var ikke nogen lang samtale, men han havde dog noteret sig nogle detaljer, som vi sådan set allerede var opmærksomme på. Så var det tilbage til Torshavn, dog med aftensmad undervejs. I Torshavn var der så tid til at kigge nærmere på byens værtshuse. Petúr, som fik skilt sig af med bilen, kunne nu også være med ved ølhanerne. Barerne var generelt velbesøgt og det var først i tredje forsøg, det lykkedes os at finde en beværtning med plads til fire så store navne inden for dommerverden. Vi fik så historien om, at ved 2-tiden kom der busser fra andre bygder. Fyldt med drikkende unge færinger. Efter 2 timers natteliv lukker værtshusene så kl. 4. Og så er det med bussen hjem igen. Vi valgte at forlade Torshavn downtown i god tid forinden.

Gjógv

Søndag er en meget stille dag i Torshavn. Vi vandrede lidt rundt med byen stort set for os selv. Endog det at skaffe sig noget spiseligt ved frokosttid var faktisk ikke helt let. Vores kære præst fra kampen dagen forinden må være en dygtig prædiker siden han kunne holde gaderne øde. Vi endte på eftermiddagen som tilskuere til en kamp i Færøernes bedste fodboldrække – Premier League. Meget underholdende også med dommerøjne, da den i visse situationer var på niveau med ishockey i nærkampe og sammenstimlet. Ud over KFD’s delegation, talte det danske mindretal på stadion også hjemmeholdets venstreback, en tidligere Kjellerup-spiller, ved navn Lasse Andersen.

Vi var tilbage i København lidt over midnat efter en fantastisk tur, som vi kun kan anbefale. Eller rettere håbe, at andre også kan få en sådan oplevelse på et tidspunkt.

KFD trio til Færøerne