Jans Corner: De forkætrede dødbolde

Klummen i denne uge bliver ikke helt så lang som normalt. Dels har jeg ligesom så mange andre i disse tider været strakt til jorden af noget forkølelse og andet godt, og dels går turen ud i Europa onsdag. Men der er lige tid til at få samlet op på endnu én af de læserting, som har ligget og ventet på bedre tider.

Læseren her er rigtig irriteret på langsomme dødbolde. Dels på de hold, som tager sig lang tid ved hjørnespark, indkast osv – men i næste omgang også på dommeren, fordi han ikke lægger tid til. Vor læser nævner specifikt ét Superliga-hold, som han ikke er tilfreds med – jeg kunne så nævne et par andre, for det er faktisk blevet noget af en trend. Og ikke bare herhjemme – for under VM så vi også en klar tendens til, at der blev brugt omhyggeligt indstuderede varianter – hvilket i øvrigt også gav væsentlig flere scoringer efter dødbolde frem for i åbent spil, end vi har set i andre turneringer. Det kan man så begræde eller lade være – dødbolde er jo også en kunstart på linje med så mange andre af spillets delelementer. Det springer måske også så meget desto mere i øjene, fordi de langsomme udførelser nu er blevet udvidet til flere typer igangsættelser. I virkeligheden tager udførelsen af et frispark uden for straffesparksfeltet jo markant længere tid med frisparksspecialisten, der skal findes frem og den mur, der skal stilles op, fjerne sig det korrekte antal meter osv., men det har vi efterhånden vænnet os til og falder ikke så meget over, som når det sker ved indkast og hjørnespark. Netop det taktiske element ved igangsættelser var én af de ting, som vi drøftede med Superliga-trænerne og anførerne til vores årlige dialogmøde i maj.

Men først og fremmest skal vi have slået fast, at man i fodbold ikke opererer med effektiv spilletid. Der vil altså uanset hvad være et vist spild af tid, hver gang bolden er gået ud af spil, og indtil den sættes i spil igen. Loven opregner så nogle tilfælde, hvor dommeren skal lægge tid til ved slutningen af hver halvleg. Det gælder udskiftninger (en gennemsnitlig én af slagsen takseres til 30 sekunder) og skadesbehandlinger på banen (som skal begrænses til et minimum, men de kan jo være nødvendige). Det er nok de to hyppigste årsager. Så er der ting som drikkepauser, tildeling af følgestraffe (f.eks. hvis der går ekstra lang tid med at få den udviste spiller til at forstå, at han skal ud – eller for den sags skyld advarsler med tilhørende protester), og så er der et par punkter, der omhandler forhaling af tiden og endelig skraldespanden ‘anden årsag, herunder enhver væsentlig forsinkelse af spillets igangsættelse, f.eks. på grund af scoringsjubel’. Her var der måske noget, som man kunne bruge – og så alligevel ikke helt.

Forhaling af tiden kan godt nok have noget med langsomme igangsættelser at gøre, men det er den type, hvor målmanden med en 1-0 føring i bagagen bliver længere og længere tid om at tage sine målspark, forsvarerne sparker bolden unødigt langt over i kolonihaverne, så det varer længere tid, før vi kommer igang igen osv. Men bare det at en igangsættelse foretages langsomt, gør den ikke i sig ulovlig, eller berettiger dommeren til at lægge tid til, for så ville vi være ovre i effektiv spilletid. Der skal altså noget mere til – et knap så ædelt formål med at foretage igangsættelsen langsomt. Igen skal man huske, at det jo ingen steder står skrevet, at man skal blive hurtigere til sine igangsættelser, når man er kommet foran. Det hold, der er kommet bagud, vil sikkert føle, at det går langsommere, men det er faktisk langtfra altid tilfældet, hvis man sætter sig med stopuret i hånden.

Så man er nødt til at skelne mellem det, som er et naturligt led i holdets taktik – og det, som decideret foretages for at forhale tiden. Hvis det indgår i et holds taktiske mønster, at man har en spiller, som er rigtig skrap til at tage lange indkast, er det jo naturligt nok, at man sætter ham til at kaste dem, også selv om han er 50 meter fra bolden, da den går ud. Ingen vil forvente eller forlange, at spilleren skal udføre en 50 meters spurt for at få udført indkastet så hurtigt som muligt. Der kan også meget vel gå noget tid med at få sat idealopstillingen op inde i straffesparksfeltet, hvis indkastet skal derind. Det er også et led i taktikken, og det er forståeligt og rimeligt nok – i hvert fald ikke så urimeligt, at man som dommer kan gøre noget ved det, medmindre der kommer det element oveni, der betyder forhaling. Det kan der f.eks. komme, hvis kasteren, når han nu er nået frem til indkaststedet, tager sig ekstra god tid til at varme bolden, tørre den ekstra mange gange i trøjen (eller måske ligefrem, som jeg også har set det, da alle disse ceremonier var gennemført, at skifte bold !). Jeg har brugt indkastet som eksampel – men stort set de samme forhold gør sig gældende ved hjørnespark.

Med andre ord er der forskel på de ting, som går langsomt, fordi et holds spil er lagt på en bestemt måde, eksempelvis ved at have en dødboldspecialist, som skal eksekvere  igangsættelser – og så de ting, der ikke er en naturlig del af igangsættelsen, men som lægges oveni for at forhale tiden. De sidste kan der lægges tid til for – og vi taler i øvrigt også om advarsel (så kan der også gå tid med det).

Det lyder lidt som at sælge elastik i metermål, og det er ganske rigtigt en hårfin balance for dommeren at skulle administrere. Det bliver ikke lettere af, at der er både trænere og spillere, som er rigtig skrappe til at køre lige til den kant, hvor balancen tipper. Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke i alle tilfælde synes, at det er en gevinst for fodboldspillet, at man har disse koreograferede igangsættelse. Jeg kan også selv sidde og blive morderlig irriteret nogle gange – men det er et vilkår, og det er et taktisk element, som hold er i deres fulde ret til at bruge. Det er så bare en trend, som er kommet mere og mere op i tiden. Sådan nogle ting har der jo til hver en tid været i fodboldspillet. Taktik ændrer sig – og så kommer der på et tidspunkt en mod-trend, nogle udtænker et våben, der kan afvæbne det oprindelige, eller noget helt andet kommer op i tiden.

Det kan også være, at fodboldloven på et tidspunkt når dertil, at vi skal til at operere med effektiv spilletid under en eller anden form. Eller måske en tidsbegrænsning på, hvor længe der må gå, før bolden sættes i spil igen. Hvem ved ?  Når alt kommer til alt, er man jo gået på stadion eller har sat sig i sofaen for at se bolden være i spil så meget som muligt – og ikke ligge og vente på at blive sat igang igen. Men indtil da må vi mere eller mindre tænderskærende leve med de langsomme igangsættelser – eller nyde dem som endnu en facet i det fascinerende skakspil, som en fodboldkamp jo også er. Det nytter bare ikke at skyde på dommeren, fordi han ikke lægger tid til – det ville være at skyde budbringeren, for det har han faktisk ikke  lovhjemmel til, sådan som regelsættet er skruet sammen..