Den forgange uge har budt på premieren på UEFAs nyskabelse, Nations League. Det er altid spændende, hvordan sådan et nyt set-up viser sig at virke i praksis, og jeg er næppe den eneste, der har været lidt skeptisk over for formatet. Dette med ekstra kvalifikationspladser til EM som en slags nittegevinst (og efter et sindrigt system, som det kræver en større manual at forklare og få overblik over) virkede umiddelbart ikke som det mest forbrugervenlige. Men er man skeptisk, skal man jo heller ikke være for stor til at indrømme, når ens skepsis var ubegrundet – og det synes jeg, at den så ud til at være efter de første runder. Først og fremmest har jeg stor sympati for tanken om at gøre op med venskabslandskampe, som man har brugt til at fylde den internationale kampkalender ud. På én eller anden måde synes tiden at være løbet fra dem, medmindre man kan lægge en ekstra dimension på (som også de vigende tilskuertal har syntes at vise. Dernæst har det typisk været noget rod uden den helt store nerve. Ingen skulle nyde noget af at blive skadet, og 2. halvleg blev uvægerligt sprængt til atomer af et enormt antal udskiftninger. Fair nok, for venskabslandskampe kan jo bruges til uden den helt store risiko at prøve nye spillere af – men intensiteten led unægtelig under det. Oven i det kommer, at de rent dommermæssigt altid har været noget mærkeligt noget, hvor kortene efter nogenlunde gensidig forståelse sad yderst fast i lommen, for man skulle jo nødig ødelægge den gode stemning, og en udvisning ville kunne ødelægge hele idéen med at afprøve nye taktiske varianter. Vel undgår man ikke venskabslandskampe under det nye format, sådan som grupperne typisk har en oversidder på hver kampdag – men de er begrænset til det nødvendige.

Selve formatet gav nogle yderst underholdende kampe, hvor der blev gået pænt til stålet, også med overraskende resultater. Hele idéen med at gruppeinddele Europas hold på den anden led i forhold til normale kvalifikationer med seedning fra top til bund fungerede faktisk fint. De små hold er ikke kanonføde (selv om forskellen på top og bund vitterlig er blevet meget mindre de senere år – der er ingen lette kampe mere), men har pludselig fået en mulig EM-plads at spille for. Og de rigtig store hold har lige så meget at spille for, når de risikerer en nedrykning til laget nedenunder. Lige nu kan man i A-ligaen bare tænke på en gruppe med f.eks.  Frankrig, Tyskland og Holland (eller Spanien, England og Kroatien), hvor taberen rykker et lag ned til nogle på papiret mindre attraktive modstandere (som til gengæld sikkert vil være glade for at få nogle rigtig tilskuervenlige opgør i næste cyklus) – eller i den modsatte ende i D-ligaen, hvor det er hold som Georgien, Luxembourg,  FYR Makedonien og Kosovo, som fører deres grupper med mulig for oprykning og en EM-billet at spille om. Det giver nogle gode, jævnbyrdige kampe, hvilket må være en fornøjelse for lille som stor. Dommermæssigt så vi også præstationer, som lignede ‘det normale’ og ikke havde venskabspræget over sig.

De to helt store ting at diskutere, når vi udvikler- og lovnørder mødes, og det sværeste for dommer og linjedommere, er i disse tider offside-kendelser for at genere en modspiller og spørgsmålet, om en hånd på bolden er forsætlig eller ej. Med den baggrund var det faktisk sjovt at konstatere, at begge Danmarks mål i 2-0 sejren over Wales ramte én af  kategorierne – en del har kommenteret på den hands, som førte til straffespark og 2-0 målet, mens ikke mange har bekymret sig om den mulige offside på 1-0 målet. Så lad os bruge lidt tid på det – efter tur og orden.

Christian Eriksens flotte mål til 1-0 fra kanten af straffesparksfeltet bliver lovmæssigt interessant ved, at både Viktor Fischer og Martin Braithwaite i sparkeøjeblikket befinder sig i en offside-position inde foran mål, meget tæt på målfeltets grænse. Yussuf Poulsen er måske endda også lige akkurat kommet ind i offsiden, men lidt længere ude. Nu kan man genere i offside-position på flere forskellige måder, men de interessante her er, om man ‘forhindrer en modspiller i at spille eller kunne spille bolden ved klart at spærre for hans udsyn’, om man ‘angriber en modspiller for at erobre bolden’, eller ‘forsøger at spille en bold, som er tæt på, og denne handling påvirker en modspiller’.

Både Fischer og Braithwaite er i bevægelse fremefter, og da bolden går i mål, er Fischer vel kun en meters penge fra målmanden. Men på vinklen med direkte front mod mål kan man se, at målmanden kan følge bolden hele vejen, så udsynet er ikke spærret. Og Fischer er godt nok tæt på, men når først frem, da bolden er forbi ham og er meget tæt på at gå i mål. Så han angriber ikke for at erobre bolden – og løbet fremefter ser heller ikke ud til at påvirke målmanden på nogen måde. Hvis bolden var kommet retur fra stolpe eller målmand, og én af de to spillere havde rørt den, havde der stensikkert været offside (for at opnå en fordel af positionen), men da bolden går direkte i mål, uden at nogen tilsyneladende bliver distraheret, påvirket eller generet, er det helt korrekt, at målet bliver godkendt.  Det interessante er, at én af UEFAs seneste retningslinjer faktisk siger, at hvis der er en angriber i offside-position i samme halvdel af målfeltet, hvor bolden går ind, er der strafbar offside. Men i og med at det ikke er ophøjet til lovtekst, men blot er en praktisk retningslinje (og det i øvrigt er ret let at opstille eksempler, hvor man har spillere i en sådan position, men de ikke påvirker noget som helst), er det klart, at udsagnet er en god tommelfingerregel, som vil gælde i mange eller de fleste tilfælde, men heller ikke er mere end det.

Hands-situationen, som fører til straffesparket og 2-0, er heller ikke dum som  diskussionsoplæg. Viktor Fischer sender bolden ind i straffesparksfeltet, hvor Wales’ Ethan Ampadu springer op og trækker begge armene med sig i sit løft. Det er for så vidt naturligt nok. Så kommer armene ned igen, og da der er kontakt mellem bolden og Ampadus venstre arm, er armen i bevægelse nedefter og udefter og giver lige bolden det sidste tryk. Også her er der en række kriterier for, hvornår en hands er forsætlig. De specielt relevante her er, om armen er i en naturlig position i forhold til spillerens bevægelse, om bolden bevæger sig mod hånden eller omvendt, og hvor langt bolden har bevæget sig, før kontakten opnås. Jeg synes egentlig ikke, at armene er i nogen specielt unaturlig position og ud fra kroppen, så spilleren gør sig bredere. Bolden kommer også fra relativt kort afstand – men for mig bliver det afgørende bevægelsen i armen, og at bolden lige får den sidste hilsen med på vejen i kontaktøjeblikket, så det ikke bare er tilfældigt. Så denne kendelse ser også korrekt nok ud – ligesom grunden til, at der ikke falder en advarsel, er, at det ikke er et skud på mål, men nærmere et indlæg ind i feltet, omend med retning mod mål.

Så bliver der lige plads til en enkelt ting, som har ligget nogle uger – nemlig en læserhenvendelse fra VM-semifinalen mellem England og Kroatien, hvor den tyrkiske dommer gik ned og talte til den engelske spiller, der havde anbragt sig i offside-position bag den kroatiske forsvarsmur, hvorefter spilleren flyttede sig. Og hvad var det egentlig, der foregik her – ikke godt at vide, men jeg har set det i flere kampe derefter. Lad os starte med at slå fast, at spilleren som udgangspunkt gerne må stå bag muren i offside-position, hvis han har lyst. Meget ofte gør spillere det for at gøre livet mere surt for målmanden og hans muropstilling, men det er stadig OK, hvis han vel at mærke kan nå at komme ud af offside-positionen og væk fra målmandens udsyn, inden sparket tages. Til gengæld er det også klart, at han løber en alvorlig risiko for at blive dømt offside for at genere en modspiller, hvis det ikke lykkes. Ikke bare ved at stå i udsynet – men også, hvis han, som jeg har set mange spillere gøre, vælger den direkte vej ud af offside-positionen, nemlig op mod muren. Problemet er, at forsvarsspillene i muren jo typisk skal den anden vej, nemlig ned for at forsvare, og får man et sammenstød her, mens spilleren stadig er i sin offside-position, kan det være fuldstændig tilfældigt, men det skal stadig straffes, fordi spilleren ‘foretager en åbenlys handling, som klart påvirker en modspillers mulighed for at spille bolden’. Så uden at vide det 100 % vil jeg tro, at dommerens henvendelse til spilleren her har haft karakter af en servicemeddelelse i stil med ‘Når du står dér, løber du altså en voldsom risiko’.

Jans Corner: En fin nyskabelse