Der er al mulig grund til at sige tak til læserne, for derfra kommer fra tid til anden forslag og vinkler, som jeg ikke lige havde tænkt over – eller minder mig om noget, som jeg enten har været rundt om for længe siden eller slet ikke. For eksempel har jeg i nogle uger haft et spørgsmål liggende på bordet, som i al sin gribende enkelthed lyder ‘Hvornår dømmer man egentlig indirekte frispark nu om stunder ?’. Fint spørgsmål, for et indirekte frispark er efterhånden et relativt sjældent dyr.

Det indirekte frispark er ellers et element i lovsættet med en lang tradition bag sig. Hvis vi går tilbage til de allerførste fodboldlove i sidste del af 1800-tallet, er det faktisk sådan, at der ikke kan scores direkte på noget som helst frispark. Så det indirekte frispark, hvor bolden skal røre en anden spiller (om det så er en med- eller modspiller), før den går i mål, er det oprindelige. I 1891 kommer straffesparket til for forseelser begået inden for en vis afstand fra målet – og det kan der scores direkte på. Men vi skal helt hen til 1903, før det bliver slået fast, at hvis der begås en bestemt type forseelse mod en modspiller, eller hvis man tager bolden forsætligt med hånden, dømmes der direkte frispark. Og resten er så indirekte. Gennem tiderne har det varieret meget, hvilke forseelser, der skulle dømmes direkte frispark for, og hvilke der kun udløse et indirekte.

Nu vi er ved scoring og frispark, er det værd at bemærke, at det indtil 1927 er muligt at score et selvmål direkte på et frispark. Ingen har før dette tidspunkt overhovedet overvejet muligheden af, at det kunne ske – frispark plejer trods alt at blive sparket fremefter – men fra 1927 medfører det et hjørnespark ud fra den logik, at frisparket er blevet dømt, fordi modparten har begået en forseelse, og det er ikke rimeligt, at den situation kan vendes til egen fordel. I disse tider med fokus på matchfixing skal vi nok være glade for, at den regel er indført – ellers kunne det blive muntert.

Men tilbage til det indirekte frispark. Engang for 10-12 år siden blev jeg spurgt, hvad jeg troede, den væsentligste ændring i fodboldloven ville være om 20 år. Det var selvfølgelig før nogen bare var begyndt at overveje VAR og andre teknologiske hjælpemidler, så mit svar var, at der til den tid kun ville være én type frispark: det direkte. Nu er der ikke gået 20 år endnu, men vi er faktisk godt på vej i den retning. I de seneste mange år er der konstant blevet filet af det indirekte frispark, så forseelser, der tidligere gav et indirekte frispark, nu honoreres med et direkte. Jeg kan sådan lige fra hoften nævne det, som vi populært kunne kalde ‘farligt spil med kontakt’, som nu er direkte. Det samme er en ‘obstruktion med kontakt’ – og også angreb med skulderen, hvor betingelserne bare ikke er opfyldt (bold inden for spilleafstand og aktivt forsøg på at spille den) giver nu direkte i stedet for det gamle indirekte ‘fair skub i utide’ (herligt udtryk).

Så hvad er der egentlig tilbage efterhånden ? Ja, først og fremmest er der nogle tekniske forseelser, som ikke involverer modspillerne på nogen måde. En strafbar offside giver indirekte frispark. Det samme gør fænomenet gentagelsesspil (hvis en spiller, der foretager en igangsættelse, rører bolden igen, før nogen anden har gjort det).  Og så er der tilsvarende en række forseelser, som kan begås af både målmand og markspiller, og hvor der er lidt mere fysisk kød på.

Først og fremmest er der den forseelse, som man teknisk kalder for ‘farligt spil’. I almindelig tale er det sådan noget, der signaleres med ord som ‘højt ben’, lavt hovede’, ‘stempling’ osv. I virkeligheden kunne man holde en hel aftens foredrag om farligt spil, for hvem er det lige, der begår det mod hvem – er det angriberen, der har løftet sit ben for højt, eller er det forsvareren, der gør situationen farlig ved at dykke efter bolden ?  Der er to ting at holde fast i her, hvis vi skal tage den korte udgave: i det øjeblik, hvor der bliver fysisk kontakt med en modspiller, taler vi om direkte frispark, hvorimod et spil, hvor man udsætter sig selv for fare, selv ved fysisk kontakt kun giver indirekte frispark. Og det er til enhver tid tilladt at spille med høje ben, lave hoveder, knopperne forrest osv., bare det ikke bliver farligt.

I samme boldgade er forseelsen ‘obstruktion’ eller ‘spærring’. Det er i fodbold tilladt at spærre en modspillers vej til bolden, bare bolden er inden for spilleafstand, dvs kan spilles i næste skridt, og man i øvrigt har front mod bolden (selv om det i sagens natur er meget lettere at holde øje med forfølgeren, hvis man vender hovedet den anden vej). Mangler én af de to ting, har vi et indirekte frispark. Igen gælder det her, at hvis der bliver fysisk kontakt, er vi ovre i direkte-kassen. Men det er det, som man ser så mange gange i løbet af en fodboldkamp, at forsvareren følger bolden ud over mållinjen og samtidig forhindrer angriberen i at få fat i den.

Et indirekte frispark bliver også resultatet, hvis man ved ord eller handling protesterer eller i øvrigt kaster sig ud i verbale forseelser. Der vil så typisk også følge et farvet kort af en eller anden art med. Det er der sådan set heller ikke noget specielt i – der er igen ikke nogen fysisk kontakt, så vi taler om en forseelse, som kan være grov nok, men som i det mindste ikke gør ondt på nogen.

Indirekte er også facit, hvis man forsøger at forhindre målmanden i at sætte bolden i spil, når han har den i hænderne eller er ved at skille sig af med den. Det kan f.eks. være ved at bevæge sig foran ham eller prøve at heade bolden ud af hænderne på ham. Senest gav Karius-droppet i CL-finalen en del overraskende diskussion. Og endelig har vi brokkassen: hvis dommeren standser spillet for at tildele en advarsel eller udvisning for noget, som ikke er særskilt beskrevet, dømmes indirekte frispark.

Målmanden  har også en lille håndfuld forseelser, som kun han kan begå, så et indirekte frispark bliver resultatet. Flere af dem har været behandlet her for relativt kort tid siden, så jeg går hurtigt hen over nogle af dem. Men det er f.eks. den forkætrede seks sekunders-regel, som ikke er nogen stopursregel, men skal administreres med sund fornuft. Og den sunde fornuft har i denne henseende vide rammer – også ofte lige vide nok efter min smag. Men målmanden må kun have kontrol over bolden i seks sekunder, inden han skiller sig af med den, måske bare ved at lægge den ned på jorden, så den er frit bytte. Det væsentlige her er at huske, at sekunderne først tikker, når målmanden er i en position, hvor han med rimelighed kan skille sig af med bolden – ikke hvis han har sikret sig bolden liggende i en mudderpøl ude ved den ene målstang.

I de seks sekunder må målmanden ikke skille sig af med bolden og røre den med hænderne igen, medmindre der har været en anden spiller indover i mellemtiden. Så målmanden må ikke under de seks sekunder lægge bolden på jorden, drible og tage den op igen. Indirekte frispark. Tilsvarende må han ikke røre bolden med hænderne, hvis den er sparket forsætligt til ham af en medspiller. Den såkaldte tilbagespilsregel, hvor forsætligheden er en afgørende parameter, samtidig med at bolden skal være sparket med foden eller den absolut nederste del af skinnebenet. Nøjagtig det samme gør sig gældende ved indkast, hvor målmanden heller ikke bare må tage bolden med hænderne, hvis bolden kommer fra en medspillers indkast.

Som man kan se, har de indirekte frispark efterhånden at gøre med noget, der langt hen ad vejen kan parkeres under nogle rent tekniske forseelser. Og sådan skal det selvfølgelig også være. Forseelser, som gør ondt, må naturligt nok udløse et direkte frispark – og hvad skal man så gøre ved resten ?  Som sagt er der i de senere år blevet færre og færre af dem. Og jeg tror stadig, at jeg på et eller andet tidspunkt får ret i, at det indirekte frispark forsvinder. Spørgsmålet er, hvor meget det ville gøre. Selvfølgelig vil det vende sig i nogle, hvis det at målmanden holder bolden med kontrol i over seks sekunder skulle udløse et straffespark. På den anden side er mantraet jo i så mange andre sammenhænge ‘keep it simple’. De forseelser, som idag giver indirekte frispark er trods alt temmelig sjældne – ser vi bort fra offside, er der maksimalt og absolut højt regnet et par stykker i en kamp.

Skulle det indirekte frispark forsvinde, så der kan scores direkte på alt, er vi landet diametralt modsat i forhold til situationen før 1903, hvor alt var indirekte. Historiens hjul maler langsomt, men til gengæld meget, meget fint.

Jans Corner: Det hensygnende indirekte frispark