Afrika-kampe i Fælledparken

Min lille fortælling fra dommerverden drejer sig om de såkaldte Afrika-kampe i Fælledparken i begyndelsen af 90’erne. Der er sikkert gamle KFD-medlemmer, der husker, at kampene gik under et andet navn dengang. Jeg har ændret navnet til det, som er det politiske korrekte i dag!

Afrika-kampene var en landkampe mellem herboende personer og ambassadefolk fra en række afrikanske lande. En kamp kunne f.eks. være mellem Ghana og Nigeria. De blev spillede i Fælledparken uden at der på forhånd var booket en bane. Man fandt simpelthen bare en ledig bane at spille på. Det var KFDs daværende kampfordeler Karsten Meyer der stod for påsættelsen af dommere

En aften i de glade junidage i 1992 ringede Karsten til mig – der før e-mails, sms, facebook osv. Karsten ville havde mig til at være linjedommer i finalen sidst på eftermiddagen lørdag den 27. juni – ja, det var dagen efter en anden finale i Göteborg! Jeg kunne desværre ikke på det tidspunkt, hvorefter Karsten spurgte om jeg var en modig mand. Det mente jeg nok jeg var, hvorefter jeg fik opgaven som dommer i kampen om tredjepladsen uden linjedommere først på eftermiddagen.

Da jeg kom ud til kampen viste det sig, at det ene af de to lande (hold) – uden om Karsten og Karstens kontaktperson – havde skaffet to dommere formentlig via sit eget netværk. Det var dog ikke noget problem for kampen om tredjepladsen skulle også være med linjedommere.

John Holm Andreasen

Kort efter ankom de to andre dommere også. Jeg husker desværre ikke hvem de to andre var – tror faktisk det var første og måske eneste gang jeg mødte dem – men de var sikker på de også skulle dømme finalen. De havde allerede aftalt hvem der skulle dømme finalen og hvem der skulle dømme kampen om tredjepladsen. Jeg var ret sikker på, at Karsten havde påsat en trio til finalen, men undlod at sige noget herom. Vi fik afvikle kampen med en trio og jeg tog en opgave som linjedommer. Og ganske rigtig da kampen var færdig kom der til nogen overraskelse for de to en trio til finalen. Hvis jeg husker rigtig med Villy Nielsen som dommer.

Min sidste Afrika-kamp blev aldrig afviklet. Karsten havde i 1994 påsat mig finalen. Den ene semifinale var imidlertid blevet afbrudt. Mener det var fordi den ene land forlod banen og herefter blev taberdømt. Det var landet så utilfreds med, at da finalen skulle påbegyndes ”besatte” de banen så vi ikke kunne komme i gang. De gjorde faktisk trioen opmærksom herpå inden kampen og understregede, at det ikke var en protest mod dommer og linjedommer, men mod taberdømmelse. Det foregik helt fredeligt, men efter nogen tids vente besluttede trioen i samråd med Karsten, der også var til stede, at tage hjem!

Kampene kunne godt være udfordret, da spillerne ofte gik meget kompromisløs ind i tacklingerne uden tanke for om man ramte bold eller modspiller. Det var dog ikke sådan, at man bevidst gik efter at skade modspillerne. Det var simpelthen manglende forudseenhed og alt for stor tro på egne evner. Dette var bl.a. med til at der blev lagt en stort pres på dommeren. I stort set alle kampe var det nødvendig at gå på kompromis med fodboldloven og udvide grænsen for bagatelagtige og tvivlsomme forseelser samt niveauet for følgestraffe. Jeg mener dog ikke det nogensinde udviklede sig til vold mod dommeren, men har hørt historier om, at nogle dommere forlod Fælledparken straks efter en kamp og i en lidt højt tempo end normalt. Man havde heldigvis fået udbetalt honoraret inden kampen.

Med venlig hilsen

John Holm Andreasen

Fortællinger fra dommerverdenen – af John Holm Andreasen