Så lykkedes det at komme igennem et VM med masser af fjernsynskiggeri. Jeg priser mig lykkelig for, at jeg ikke også har stor interesse for Tour de France og/eller Wimbledon, for så var det da gået helt galt – i en periode, hvor man jo bare burde opholde sig i fri luft og ikke inde i en smeltende varm stue i selskab med et TV.  Vi fik et par rigtig gode semifinaler og en finale af de mere målrige – og så en kamp om bronzepladsen, der som sædvanlig var lidt den bløde mellemvare. Semifinalerne var uden de helt store diskussionspunkter, mens finalen da gav anledning til lidt.

Først og fremmest dukkede VAR frem af gemmerne igen, efter at det ellers havde ført en stille og diskret tilværelse siden ottendedelsfinalerne. Jeg skal ærligt indrømme, at da jeg så straffesparket blive dømt på efterbevilling for hands af Perisic, syntes jeg, at det var tyndt, men jo flere gange jeg har set det, jo mere synes jeg, at kendelsen kan forsvares. Det er  utraditionelt på den måde, at bolden kommer fra relativt kort afstand, armens placering er ikke specielt unaturlig,  men til gengæld er der bevægelse i armen mod bolden. Og så er det dommerens forbandede pligt at afgøre, om armen alligevel var på vej ned i den retning, hvor bolden kom, så berøringen er tilfældig. Eller om armen foretager en selvstændig bevægelse mod bolden – eller måske bare lægger en ekstra bevægelse oveni, da kontakten opstår. I de to sidste tilfælde er der straffespark. Ingen tvivl om, at situationen kan diskuteres, men på banen var der egentlig forbløffende få protester, når man ser på tidspunktet og kampens betydning. På sæt og vis passer dette straffespark meget godt ind i den linje for hands, som er blevet kørt ved dette VM. Så kan man diskutere, om det er den rigtige – og mon ikke vi er mange, der godt kunne tænke os nogle mere tydelige retningslinjer lige akkurat på dette område – men det er da altid noget, at der er lidt konsistens i det, som foregår.

Så blev der fra nogle sider mumlet om, at Pogba var offside bag muren ved Frankrigs første mål, men det behøver man til gengæld ikke sove dårligt over om natten, når man først har set de langsomme gengivelser. Det er en kroatisk fod, der er bageste punkt af det, som tæller – og så er det da rigtigt nok, at Pogba har nogle arme længere fremme, men armene tæller jo ikke med ved vurderingen af en offside-position. Man er nærmere målet end næstsidste modspiller, når en del af ens hoved, krop eller fødder (og altså netop ikke arme, for dem spiller man jo ikke fodbold med), har passeret det tilsvarende hos forsvareren. Og selv om der nu skulle have været en offside-position, skulle Pogba jo også foretage sig et eller andet strafbart for at blive vinket og fløjtet ud, og det kan man i høj grad diskutere, om han gør.

Der var også en god del diskussion om, hvem der egentlig burde tilskrives målet. Situationen er jo den, at Griezmann løfter bolden højt ind i feltet med retning mod mål, hvor Mandzukic får kontakt med bolden, som derefter går i mål. Hvem skal have målet – er det Griezmann eller et selvmål ?  Det kan hurtigt blive et stort stridspunkt – ikke bare af hensyn til spillernes rangering på topscorerlisten, men også fordi odds på et selvmål typisk er højere, hvis man skulle have ofret nogle sparepenge på det. Nu om stunder betjener de fleste spilleselskaber sig af internationale og uafhængige bureauer, når det handler om udpegelse af målscorere. Og det er måske meget godt, for der har traditionelt været vidt forskellige opfattelser af, hvad et selvmål er, hvis man ser på de enkelte lande. I Italien var det i mange år sådan, at det på det nærmeste var et selvmål, bare der var én eller anden berøring fra forsvareren. FIFA prøvede på et tidspunkt at komme op med nogle regler, men de var for at sige det mildt uhyre komplicerede og gjorde ikke ret mange klogere. Fodboldloven kan man heller ikke ty til, for den er inderligt ligeglad: bare bolden helt har passeret linjen, tæller målet. Når jeg bliver spurgt om sådan noget, holder jeg mig altid til den praksis, som vi i tidligere tider lænede os op ad i Danske Spils Oddset-jury, hvor jeg havde en aktie i en del år, mens den eksisterede. Den afgørende rettesnor for os var, om der forelå en aktiv handling fra forsvarerens side for at spille bolden. Gjorde der det, ville man typisk lande i afdelingen for selvmål – i modsætning til, hvis spilleren blev ramt af bolden, og der i virkeligheden lige så godt kunne have stået en telefonpæl. Så er man nødt til at lave en ‘paragraf 2’ omkring målmanden, for hans opgave er jo pr. definition at være aktiv for at forhindre, at en bold krydser linjen, så det ville ikke være rimeligt, at stort set alt fra hans hånd blev betragtet som et selvmål. Så hvis bolden gik i mål fra en forsøgt redning af målmanden, ville målet stadig tilfalde angriberen, mens det blev et selvmål, hvis målmanden af egen kraft fik fumlet bolden ind over stregen. Intet regelsæt er så perfekt, at det ikke også kan give underlige situationer, og jeg kan da huske et par tilfælde af flipperspil i straffesparksfeltet, hvor afgørelsen næppe var i overensstemmelse med opfattelsen i folkedybet. Blandt andet en situation, hvor bolden fra overliggeren rikochetterede ud i ryggen på en totalt sagesløs forsvarer, der aldrig opdagede den, før den gik i mål. Det mål gik til angriberen. For lige at gøre det færdigt, var dette med aktiv handling kun relevant i forbindelse med selvmål – ved bolde udelukkende rørt af angribere, var det altid sidste mand på bolden, der fik målet, aktivt eller ej. I finalen springer Mandzukic op efter bolden og dirigerer den aktivt bag over hovedet ind i mål, så jeg ville også give det som et selvmål – i modsætning til, hvis bolden bare tilfældigt havde ramt en Mandzukic, der i forvejen hang oppe i luften.

Alle andre har så i øvrigt bundet deres lille personlige sløjfe på VM, så det vil jeg også gøre. Hvad husker jeg specielt her efter guderne må vide hvor mange timers fodbold ? Selvfølgelig var VAR det store dyr i Åbenbaringen, og specielt i de første kampe kom der mange tilfælde, hvor der blev dømt straffespark efter review af situationen. Jeg synes nok, at nogle af de mindre rutinerede dommere af og til spillede fedtspil her og lod være med at fløjte selv relativt oplagte straffespark i håbet om, at VAR kunne være alibiet for at give det alligevel. Det bedrede sig heldigvis, efterhånden som turneringen skred frem, alle fik vænnet sig til systemet, og det var de mere rutinerede dommere, der tog over.

Lidt det samme gjorde sig gældende for linjedommerne, som åbenlyst havde fået besked på at undlade at vinke de helt snævre offside-situationer for ikke at ødelægge angrebet – så måtte VAR samle op på det bagefter. Det gav god mening, for man kan jo ikke rekonstruere et afbrudt angreb – men igen blev det overdrevet af nogle. Ingen grund til at undlade at vinke en offside på fem meter eller dér omkring. Ellers synes jeg, at vi generelt så rigtig gode dommerpræstationer, og vi havde ikke rigtig nogen kampe, hvor det var dommerne, der gjorde udslaget – her viste VAR afgjort sin værdi. Det var også fint at se, at der igen denne gang var positive overraskelser blandt dommerpræsationerne fra nogle af de i denne sammenhæng mindre lande (f.eks. Iran, USA, New Zealand og Senegal).

Det var et VM, hvor de grove forseelser og svinestreger var i klar nedgang i forhold til for fire år siden. Her har VAR nok også haft sin virkning. Med 32 kameraer plus det løse skal man være heldig for at slippe afsted med de helt store forbrydelser. Til gengæld kan jeg ikke mindes et VM, hvor film antog så groteske former som denne gang. Værst selvfølgelig Neymar – men der var nu også andre kandidater til årets Oscar. Jeg håber – og tror – at VAR i næste omgang bliver ændret til også at tage sig af den type forseelser, som lige nu falder uden for konceptet (medmindre det er i målgivende situationer), fordi film kun medfører en advarsel. Andre irritationsmomenter var den megen sammenstimlen omkring dommeren, som man ellers var sluppet nogenlunde af med – og så den langsomme frisparksafvikling. Det var nu også de færreste hold, der havde lyst til at tage de hurtige frispark.

Og ser vi bort fra dommerne, var det jo et VM, hvor favoritterne faldt som fluer. På samme måde som årets Superligasæson da også er kommet i gang med et brag: point til alle tre oprykkerhold og et overraskende hjemmebanenederlag til FC København. Skulle det ende med at blive en lige så åben affære som sidste år, tror jeg ikke, at der er mange fodboldelskere, der vil have noget imod det. Og det kan vi jo så håbe på og glæde os over, mens vi venter i spænding på næste VM i Qatar om fire år.

Jans Corner: Fire år til næste gang