SÆSONAFSLUTNING – I DET JUGOSLAVISKE HUS

I årene før miraklet skete i 1992 var der dannet nogle jugoslaviske indvandrerklubber i flere byer. I København havde vi Slavija, som spillede i A- eller B-rækken eller skal vi kalde det serie 2 eller 3 – men det var nogle stolte mennesker der spillede i den jugoslaviske nationalspilledragt. Mange af dem var fremragende boldspillere men også lidt ekstra hidsige, så de måtte inkassere 2 x et helt års karantæne hvor klubben ikke måtte spille kampe i den almindelige KBU-turnering. En dag blev jeg ringet op fra KBUs kontor – om jeg kunne dømme nogle af Slavijas hjemmekampe i en ”privat” turnering hvor forskellige jugoslaviske indvandrerhold mødte hinanden? Ja tak, det var vel lidt af en udfordring, men det lød da ganske spændende. Kampene foregik på en lille bane i Emdrup, adressen var Keldsøvej.

Der var 8 hold med – bl. a. fra Næstved, Hillerød, Helsingborg og Malmø. Det gik vist meget godt (mon ikke jeg fik lidt ekstra ballast med til mine mere almindelige kampe for KBU og senere DBU) – og sidst på året, den 3. december, skulle finalen spilles mellem de to hold der havde vundet flest kampe – det foregik på et græsareal i Ballerup, hvor der vel var en omkring tre hundrede højrøstede tilskuere – naturligvis flest med jugoslavisk baggrund. Det var ikke snevejr, men arrangørerne havde glemt at sørge for en kridtemaskine. Heldigvis var juletræssalget lige startet, så der blev lagt grangrene som linier over hele banen – man forsøgte at stikke dem ned i den frosthårde jord, men ellers lagde man dem bare på græsset – de var måske lidt svære at se, for de havde jo samme farve som græsset – men i vi var heldige med vejret, det blæste slet ikke, så grangrenene kunne sættes eller lægges nogenlunde på plads når spillerne var kommet til at sparke til dem. Nu var det jo en finale, så jeg havde fået lov til at have linievogtere med – det var Christen Rahbek og Ole Blom Christensen der fik denne oplevelse med. Det foregik nogenlunde fredeligt på banen, det københavnske Slavija-hold vand 3 – 0, og efter præmieoverrækkelsen gik alle tilstedeværende ind i en overdimensioneret villa der var stillet til rådighed for indvandrerne og eventuelle andre tilhængere, huset var malet hele vejen rundt med tre blå/hvide/røde striber som i Jugoslaviens flag. Nu gik snakken og festen var i fuld gang – der gik hele tiden nogle flasker rundt med slibovic – den nationale brændevin – og så drak man en ordentlig slurk af flasken og lod den gå videre til sidemanden – jo flere omgange des sjovere blev afslutningsfesten …

Erik Eriksen på vej over kunstbanen i Vanløse

Slavija gik, ligesom hele landet, i opløsning, men mange af spillerne fortsatte i en anden klub af samme art, nemlig Prespa som havde rødder i det makedonske område af Balkan. Prespa består jo endnu, folkene i klubben blev efterhånden rigtig godt integreret i det danske fodboldland, og førsteholdet nåede jo helt op i Danmarksserien og kom engang meget langt i DBUs pokalturnering hvor de først i den afsluttende fase blev slået ud af OB. For ikke indviede: spilledragten er helt blå – og der kan også fortælles sjove historier om nogle af den klubs kampe.

 

Mange millioner hilsner til alle fra Erik Eriksen!

Fortællinger fra dommerverdenen – af Erik Eriksen