Der findes mennesker, der synes, at et VM først for alvor starter med tju-bang kampene, hvor kun vinderen går videre. Jeg synes nu ikke, at dette VM har været så kedeligt endda i de indledende grupper, som også har budt på seværdige ting (men, indrømmet, også på nogle få langgabere). Men jeg skal da lige love for, at tingene eksploderede med ottendedelsfinalerne. Masser af mål, spænding, dramatik, afgørelser i sidste sekund, favoritfald på stribe – og hele tre afgørelser på straffesparkskonkurrence. Samtidig har VAR ikke spillet så dominerende en rolle som tidligere, og det er også, som om dommerne er blevet bedre til at håndtere signalerne. Der har været væsentlig færre tilfælde, og her i sidste omgang har VAR primært påkaldt sig opmærksomhed, når en dommerkendelse skulle bekræftes, ofte blot ved besked i headsettet – og ikke ved at finde en forseelse, som dommeren havde overset. I det tilfælde, hvor en dommerkendelse har skullet ændres (Sveriges straffespark i slutfasen mod Schweiz, som endte med at blive flyttet udenfor), var slutproduktet også det korrekte. Der har været færre reviews – og de, som har været, er blevet afviklet temmelig gnidningsløst.

Til gengæld er der nogle ting ved spillernes reaktioner, der undrer mig  – som om dommerne har været hurtigere til at indstille sig på VAR end spillerne. Når svenske spillere stiller sig op og protesterer, fordi deres straffespark efter review blev til et frispark uden for feltet, må det   være gammel vane – for hvad pokker er der at brokke sig over, når situationen oven i købet er blevet genset på TV ?  Hvis billederne ikke klart viste, at forseelsen var udenfor, var bolden jo ikke blevet flyttet. Og det virker som om, at spillernes appeller til dommeren om at gå ud og gense en situation, ofte endda ledsaget af TV-tegnet, er accelereret i løbet af turneringen. Nogen må have glemt at fortælle spillerne, hvordan konceptet er skruet sammen, for dommeren skal jo ikke selv efter appeller gå ud og gense en situation. Informationsstrømmen går den anden vej – VAR-holdet skal nok fortælle dommeren, hvis der er noget, som han med fordel kan gense. I kampen mellem England og Colombia var det (som så meget andet i den kamp) fuldstændig grotesk. Mest markant i forbindelse med straffesparket – eftersom alle straffespark automatisk dobbeltcheckes af VAR-dommerne, er det totalt overflødigt at appellere.

En anden ting, som har været meget i fokus, er spørgsmålet om film. Igen England-Colombia, hvor colombianerne klart var værst, men hvor der var et par englændere, der ikke holdt sig tilbage – og så selvfølgelig tilfældet Neymar. Jeg bliver ikke spor forbavset, hvis VAR version 2.0 også kommer til at gøre det muligt at afsløre film, selv om forseelsen kun er til et gult kort. Lige nu er det kun mulig film i straffesparksfeltet, som VAR beskæftiger sig med i forbindelse med vurderingen af, om der er straffespark eller ej, men film kan jo foregå overalt på banen, så dér synes at være et hul – eftersom alle er enige om, at film er noget af det, som man gerne vil af med, og det samtidig er noget af det sværeste for dommeren at vurdere. Som sagt, det kan ske overalt på banen – og Neymar præsterede i kampen mod Mexico også at filme ved en kontakt uden for banen (så meget, at han var ved at rulle ind på den igen). Jeg vil ikke sige andet om det, end at fodboldloven i den grad har muligheden for at straffe spillere, der gør det – og det kunne have været interessant at se, hvad der var sket, hvis dommeren bare havde sat spillet i gang, mens Neymar lå udenfor og vred sig, hvilket han var i sin fulde ret til. Mit bud er, at det ville have medført en mirakuløs helbredelse.

Skal jeg gøre kampen mellem England og Colombia færdig, inden jeg går over til nogle lidt mere normale regelsituationer, beklager jeg at være uenig med både nuværende og tidligere kolleger, som har været på banen, samt en del udenlandske aviser. Jeg synes faktisk, at Mark Geiger slap ganske fornuftigt fra en kamp, hvor spillerne i godt 20 minutter omkring straffesparket var tordnende ligeglade med, hvad han foretog sig. Den periode kunne simpelthen ikke dømmes med næsen udelukkende i fodboldloven – her var brug for et mix af en kampleder og en psykolog. Han holdt som snart sagt den eneste hovedet koldt i de hæslige 20 minutter, hvor man må håbe, at børn og ubefæstede sjæle var gået i seng.  Der kunne være faldet mindst det dobbelte antal kort af forskellige kulører – men det havde næppe hjulpet. Jeg bliver ikke forbløffet, hvis der falder nogle anselige bøder oven på det opgør.

Ellers synes jeg, at både dommere og spillere har kunnet administrere, at der øjensynlig er længere vej til kortene end ved sidste VM (hvor vejen ellers var lang nok). Der har været forbløffende få rigtig grove forseelser – og så igen med England-Colombia som undtagelsen. Dommerne har heller ikke lavet større ulykker – faktisk tror jeg aldrig, at der har været snakket så lidt om kontroversielle kendelser. Der har været forskellige dommerstile undervejs, men det vidste man jo på forhånd. Jeg hyggede mig meget ved dommeren fra Senegal i kampen Belgien-Japan, som i 2. halvleg ved stillingen 2-1 til Japan fik en belgisk omstilling, hvor der blev kørt og vist to flotte fordele. Først ved en kæmpemæssig holde-forseelse helt ude på sidelinjen, og i det videre spil blev en belgier savet midt over langt væk fra bolden, da han forsøgte at løbe i position. Så teoretisk var der to hængende advarsler. Og så er det altid spændende at se, hvad der sker ved næste spilstop: tager dommeren én eller begge ?  Vores ven valgte den tredje vej ud – han tog ingen af dem. Og ingen protesterede.

Ellers er der tre situationer, som spiller meget godt sammen med noget, som for nylig har været forbi på denne plads – men som gav lidt diskussion og forvirring. Kroatiens straffespark i den forlængede spilletid mod Danmark (som Schmeichel reddede – uden at gå særlig meget for tidligt, og så ikke et ord mere om det: det kan vi tage en anden gang). Men hvorfor kun gult kort til Martin Zanka Jørgensen og ikke rødt – var det da ikke en oplagt scoringsmulighed, der blev berøvet her ?   Bestemt jo – men fordi vi er i straffesparksfeltet, skal følgestraffen kun være advarsel, hvis synderen forsøgte at spille bolden. Og det gjorde Zanka – han var endda ret tæt på at nå den. Det er ændringen fra forrige år, hvor man kom den tredobbelte straf til livs (straffespark, rødt kort og karantæne). Men forudsætningen er altså, at bolden forsøges spillet. Man kan til sammenligning tage det røde kort til Lang fra Schweiz i overtiden mod Sverige. Det starter med et straffespark og rødt kort, fordi der her er tale om en hånd i ryggen uden forsøg på at spille bolden. At bolden så ender med at blive flyttet udenfor, betyder noget for igangsættelsen, men ikke for kortfarven, for berøven af oplagt scoringsmulighed giver altid rødt uden for feltet. Det er kun i feltet, at man nedjusterer til gult kort i nogle tilfælde.

I straffesparkskonkurrencen protesterede Schmeichel heftigt over det andet kroatiske spark, hvor der blev stoppet op i tilløbet. Men det er –  modsætning til, hvad mange tror – fuldt ud tilladt at finte i tilløbet, på samme måde, som målmanden må forsøge at psyke sparkeren ved at bevæge sig inde på stregen. Selvfølgelig kan finten blive så outreret, at det falder under usportslig opførsel, men ellers er der kun én ting, som man ikke må – nemlig at lade være med at sparke, når tilløbet er afsluttet og støttebenet sat i jorden. Her duer det altså ikke f.eks. at finte ved at sparke over bolden. Og straffen vil være hård – et tabt straffespark og indirekte frispark til modspillerne.

Endelig skal vi lige runde det straffespark, som Rusland brugte til at udligne mod Spanien. Det blev dømt, fordi Piqué havde hånd på bolden i feltet, og det føjer sig smukt ind i de eksempler, som jeg nævnte i sidste uge med udgangspunkt i Yussuf Poulsens arm mod Australien. Piqué hoppede op efter bolden med armene som hjælp i springet, men mens højre arm kom ned igen langs siden, forblev den venstre højt hævet over hovedet – og det var dér, bolden ramte. Han forsøgte at gøre sig højere – og armen var i en unaturlig position i forhold til den handling, som han foretog sig. Så straffesparket var helt efter bogen.

I skrivende stund – hen mod midnat onsdag aften – har jeg endnu ikke set noget fra FIFA om, hvilke dommere, der takker af efter ottendedelsfinalerne, og hvilke der fortsætter. Så der er ikke andet at gøre end at holde øje med påsætningen til de næste kampe. Hvis kvartfinalerne holder standarden fra ottendedelsfinalerne, bliver det en munter weekend.

 

 

Jans Corner: Vi nærmer os