Jeg vil da´ også gerne bidrag med et lille indlæg og her følger jeg i Lars Gerners fodspor, så det drejer sig også om Peter Mikkelsen.

Jeg har lige læst en artikel i Amager Bladet, hvor Peter er citeret for følgende: ”Jeg spillede jo selv og syntes at dommerne under KBU manglede noget kvalitet. Det tillod jeg mig at sige til dem, og det kostede en del gule kort. Men med dommerkurset kunne jeg skælde mere kvalificeret ud”

Så rigtigt som det er sagt. Utroligt hvad den målmand på Fremad Amagers ynglingehold kunne se og kommentere på. Og en advarsel er det vist også blevet til fra mig, men det har så været til alles bedste, når det senere fik Peter til at vælge dommervejen.

Torben, Peter og Jens Peter Stærk.
Foto: Carsten Andreasen

Peter kom nemlig hurtigt frem og hans indsats både på og uden for banen, var med til at give dommerjobbet og danske dommere stor bevågenhed og anerkendelse både i og uden for landets grænser.

Jeg har deltaget i rigtig mange kampe her i landet sammen med Peter, og været så heldig, at have været med Peter som linjedommer 8 gange i udlandet. Min 2. internatonale opgave, efter en u-19 kamp på Island, var en VM-kvalifikationskamp mellem Rusland og Grækenland. Stor kamp for en urutineret fyr, men med Peter følte man sig altid tryg og rolig. Og det gik vist rigtig godt, selv om vi vinkede med et par stokke med noget lyserødt stof på, som mest af alt lignede noget dameundertøj. På det tidspunkt var der ikke mange gode sæt linjedommerflag i omløb, og Peter lovede at tage sine med. Det havde han så ikke lige husket i farten, men det slog ikke nogen ud.

Af andre spændende ture med Peter kan nævnes en semifinale i pokalvindernes turnering mellem Arsenal og Paris Saint-Germain, hvor Peter ikke blev særlig populær ved at give en i øvrigt korrekt advarsel til Ian Wright, der så ikke kunne deltage i finalen, som skulle spilles i Parken.

Torben er i dag aktiv udvikler i Kbh.
Torben Siersen fanget af kameraet sidste år

Og så er det spændende at være til Champions League i Kiev hvor modstanderen var Newcastle. Det var før man ændrede starttidspunkt for kampe østpå, så kampstart var lokal tid 21.45, så inden vi var færdige lidt før midnat havde temperaturen sneget sig ned under frysepunktet.

Og så deltog jeg faktisk også i Lars Gerners løbetræning på turen til Moldavien. Det er vist nok både første, eneste og sidste gang at en dansk kvartet har løbet rundt i en offentlig park !! Og rigtigt husket Lars, at det ikke var med Peters gode vilje.

Jeg har altid syntes, at Peters måde at lede en fodboldkamp på var super god. Derfor nævner jeg ham også nogle gange, når jeg er ude at udvikle, uden helt at tænke over hvor ung/gammel den dommer jeg står overfor er. Men nu ved i så hvorfor !

Og så vil jeg bare tilslutte mig Lars Gerner i håbet om, at Peters viljestyrke og gode humør vil gavne ham i kampen mod sygdommen.

God sommer til alle.

Peter, Torben, Carl Johan Christensen og Knud Erik Fisker
Foto: Carsten Andreasen

Mvh

Torben Siersen

 

Fortællinger fra dommerverdenen – af Torben Siersen