KFD
Nyheder

Fortællinger fra dommerverdenen – af Lars Gerner

Onsdags morgen modtog jeg en SMS fra vores kasserer, at der samme aften var reception i Fremad Amagers klubhus i anledningen af Peter Mikkelsen havde udgivet sin nye bog. Lidt sent at få det at vide, og det gjorde det jo ikke bedre, at jeg var på ferie på Rhodos, hvor dette indslag også ” forfattes ” Ærgerligt, for jeg kunne da godt have tænkt mig at komme og hilse på Peter og købe hans nye bog – men det var nok lidt svært, og istedet for fik jeg Niels til at hilse mange gange. Bogen kunne jeg jo nok altid få fingrene i på den ene eller anden måde og så kom muligheden for at skrive et lille indlæg til KFD og på den måde måske få mulighed for ligefrem  at få bogen.

For mig var valg af person et enkelt valg, jeg ville naturligvis skrive et lille indlæg om hovedpersonen selv – nemlig Peter Mikkelsen – som jeg har kendt siden drengeårene og hvem jeg tog dommereksamen sammen med helt tilbage i 1976.

Lars Gerner
Lars Gerner

Jeg har været så heldig, at have fulgt Peters fantastiske dommerkarriere på tæt hold. Været sammen med ham i rigtig mange kampe, selvfølgelig mest hjemme i lille Danmark, men også nogle kampe rundt omkring i Europa. Jeg har været linjedommer/ 4 dommer for Peter nogle gange og jeg er så heldig, at Peter sagde ja til at være 4. dommer for mig i en af mine første kampe i Europa, en 5 dages tur til Moldavien. Grunden til det var ekstra stort af Peter, var fordi, at det var i 1994 og han lige havde været væk i over en måned til VM i USA og så alligevel havde tid og overskud til at bruge fem dage på en tur til Moldavien. Kan I læsere forestille jer, at have en ” verdenskendt ” dommer med som 4. dommer – i en  kamp i Chisinau ( hovedstaden i Moldavien) . Skal vi ikke bare sige, at der var styr på bænkene i samtlige 90 minutter. En fantastisk oplevelse i et af verdens fattigste lande, som der kunne skrives meget om her, men Peter kan nok især huske ” hoveddommeren ” som en gal træningsnarkoman, da jeg forlangte  ” sprinttræning”, nu da vi var væk længere tid end en normal kamp, som næsten altid kun tog tre dage.

Vi havde også en fremragende tur til Bukarest i Rumænien i 1992 -kort tid efter at den kommunistiske regering i landet var væltet og alt var mere eller mindre kaos og korruption – hvor jeg vinkede for Peter, men den historie som jeg egentlig vil fortælle, kommer her.

Italien – Schweiz

Peter havde fået tildelt VM kvalifikationskampen Italien – Schweiz, som skulle spilles på den italienske ø Sardinien. To ting fra denne tur vil jeg godt berette om her. Vi skulle flyve via Rom og der var lidt tidspres på. Vi sad i lufthavnens lounge i Kastrup og som ny og urutineret blev jeg straks sat i arbejde. Jeg skulle hele tiden rejse mig, og checke afgangen på skærmen. Jeg kom tilbage til Peter og det øvrige dommerteam og sagde : Hvad betyder ” cancelled ” – Jeg fik straks svar på tiltale : ” Hold din kæft og sæt dig ned din idiot ” – ja det var et bramfrit sprog :-). Det blev ikke bedre lidt senere, da jeg kom ned med samme meddelelse til de tre andre, først da ” aflysningen ” af vores fly blev nævnt over højtaleren i lufthavnen, fik mine medrejsende lettet r…. og kom op i en fart. Jamen jeg  sagde det jo fremstammede jeg – og så fik jeg den i hovedet igen : ” hold din kæft din idiot ” :-). Men med en ombookning og lidt panik i Roms lufthavn nåede vi dog frem nogle timer forsinket – og Peter og de andre to i gruppen måtte tro på mine ord på resten af turen.

Dommer set up 1992

Den anden ting fra turen – og som egentlig viser hvor stor en dommer Peter var, også udenfor banen, var da vi kom til stadion på Sardinien. Peter havde jo få år tidligere været til VM i Italien og havde et kæmpenavn i Støvlelandet. Men vi kom til stadion og Peter fik anvist et kæmpe omklædningsrum – til ham alene – mens vi tre andre måtte tage til takke med et almindeligt rum til deling. Stor var forbløffelsen fra arrangørernes side, da de så, at Peter kaldte os andre ind til ” hans ” suite – det var de ikke vant til at se på disse breddgrader – typisk italiensk – men bestemt ikke efter Peters smag. At Peter – trods fælles omklædning – dømte en fantastisk kamp – er vel unødvendigt at skrive om.

Dette var mit indlæg – til denne KFD- opgave – om en dommer som både på og udenfor banen har været en fantastisk repræsentant for os ” sorte svin ” og nu håber jeg bare, at Peters fightervilje vil vinde over den forbandede sygdom, som han lider under og som påvirker mange dommere rundt omkring

med venlig hilsen

Lars Gerner

Hi, I’m René Krarup