Det er godt nok den vildeste afslutning på Superligaen, som jeg mindes at have oplevet – og så er vi ikke engang færdige endnu. Jeg har selv været på stadion til et par af playoff-kampene. Det var i sig selv ophidsende nok og en konstant reminder om, at en kamp varer til sidste fløjt – men afslutningen i Horsens – Brøndby og hele det sidste kvarters fuldstændig vanvittige indianerfodbold mellem Silkeborg og Helsingør med enorme chancer i begge ender kunne ikke være koreograferet bedre (eller værre) af en gyserinstruktør. Det tog sin tid, før både blodtryk og adrenalin ramte et fornuftigt leje igen. Og så mangler vi stadig playoff-opgørene mellem Vendsyssel og Lyngby samt Silkeborg og Esbjerg, plus Europa League-playoff’en mellem FC København og AGF.

Men det er jo ikke Superliga og 1. division det hele. Der ligger en Champions League-finale foran os, og det er sjældent kedeligt, uanset hvor store favoritter det ene hold kan synes at være. Og weekenden bød også på den engelske pokalfinale mellem Chelsea og Manchester United. Det opgør blev afgjort på en rigtig teoretisk lækkerbidsken, som også skabte lidt diskussion, dér hvor jeg fulgte med. En lang fremlægning til Eden Hazard ender med, at han kommer fri langt inde i straffesparksfeltet, skarpt forfulgt af Uniteds Phil Jones. Phil Jones forsøger at prikke bolden fra Hazard, men mister balancen, og i faldet drejer han nærmest 180 grader og får væltet Hazard med sin ryg. Straffesparket er der ingen tvivl om – men følgestraffen ? Dommer Michael Oliver giver gult – men er det ikke en oplagt scoringsmulighed, der her bliver taget fra Hazard ? Forklaring følger, men lad os lige løbe de vurderingskriterier igennem, der er afgørende for dommerens skøn, om der foreligger en oplagt scoringsmulighed eller ej. Det er godt nok gjort en del gange før, men det giver lige stor diskussion hver gang, så jeg tager en tur til. Man kan jo berøve et mål eller en oplagt scoringsmulighed på to måder – enten ved at spille bolden forsætligt med hånden eller ved at begå en forseelse mod en modspiller, som skal koste et frispark eller straffespark. Det er selvfølgelig den sidste variant, som vi skal koncentrere os om her.

Grundlæggende er der fire parametre, som indgår i dommerens vurdering. Der er afstanden til målet. Det skal ikke forstås således, at der er et eller andet bestemt metermål, der skal være opfyldt, for at man taler om en oplagt scoringsmulighed (selv om der i ramme alvor er folk, der har foreslået det fra tid til anden). Det er bare for at pointere, at jo tættere man er på mål, jo større er chancen nok for, at man overhovedet kan tale om en oplagt scoringsmulighed. Men i princippet kan man blive berøvet den på sin egen banehalvdel, hvilket også er set en håndfuld gange herhjemme. Så er der spilretningen. Deri ligger, at den generelle retning skal være mod modspillernes mål. Det er altså svært at blive berøvet en oplagt scoringsmulighed, hvis man er på vej væk fra mål og ud mod hjørneflaget. Men det er på den anden side ikke et krav, at retningen skal være den lige linje mod målet. F.eks. er en spiller, som vil runde målmanden som den sidste forsvarsspiller, jo i sagens natur nødt til at afvige lidt fra retningen mod mål (hvis vi forudsætter, at målmanden dækker målet). Angriberen kan trods alt ikke løbe direkte gennem ham.

Så skal man også vurdere sandsynligheden for, at angriberen vil bevare eller opnå kontrol over bolden. Det kan lyde lidt langhåret, men det dækker over, at en angriber, som allerede er ude af balance og ved at falde, da forseelsen sker, næppe længere på denne parameter alene er i besiddelse af en oplagt scoringsmulighed. Omvendt er det altså heller ikke noget krav, at angriberen allerede skal have kontrol over bolden, da forseelsen sker – det er nok, at han sandsynligvis ville have fået kontrollen lige om lidt. Det kunne f.eks. være indlægget, som ligger lige til panden hos en angriber for blankt mål. Inden han kan nå at heade, bliver han puffet af en forsvarer. Han nåede aldrig at få kontrol over den bold, men han ville sandsynligvis have fået det, hvis ikke… Og endelig skal man se på forsvarsspillenes antal og placering. Igen er der ikke noget magisk tal, der afgør, om scoringsmuligheden er oplagt eller ej – men jo flere forsvarere, der kan nå at gribe ind, jo mindre er sandsynligheden. Omvendt kan der sagtens være adskillige forsvarsspillere med hjemme, men de bare er placeret så langt væk fra situationen, at de ikke har en praktisk betydning – og scoringsmuligheden vil stadig være oplagt. Det er derfor, at begrebet ‘sidste mand’, som man stadig kan høre af og til, er dybt misvisende – for der kan sagtens være forsvarsspillere længere tilbage og stadig være tale om berøven.

Det er de fire parametre for dommeren. Det er ikke sådan, at den ene tæller mere end den anden efter en sindrig matematisk formel – det er heller ikke sådan, at der nødvendigvis skal være lige store flueben ved dem alle fire – men summen af iagttagelserne giver på bundlinjen det skøn, som dommeren skal træffe. Det er selvfølgelig uhyre abstrakt, og derfor har jeg mit eget lille personlige checkspørgsmål, når jeg kommer ned til bundlinjen: ‘Hvad ville der mon være sket, hvis spilleren ikke var blevet bremset ?’ Hvis svaret er, at så havde han nok scoret eller haft en rigtig god mulighed for det, har vi en oplagt scoringsmulighed.

Så lad os vende tilbage, hvor vi begyndte – med den engelske pokalfinale og straffesparkssituationen dér. Hazard er tæt på mål, han har retning nogenlunde direkte mod mål og kontrol over bolden, og der er ikke andre forsvarere, der kan gribe ind, end målmanden (foran) og Phil Jones (bagved). Så situationen bonner ud på alle fire parametre, og jeg vil ikke tøve med at kalde den en oplagt scoringsmulighed. Hvorfor bliver kortet så kun gult og ikke rødt ?

Det gør det i kraft af den lovændring, der kom for et par år siden, som handler om berøven af oplagt scoringsmulighed i straffesparksfeltet. Den var et forsøg på at komme irritationen til livs over, at en forseelse derinde blev straffet tredobbelt, nemlig med både straffespark, udvisning og efterfølgende karantæne. Jeg var i mange år arg modstander af ændringen, fordi den bøjer nogle fundamentale principper i fodboldloven (at samme forseelse vurderes ens, uanset hvem der begår den hvornår i kampen og hvor på banen). Men jeg må indrømme, at den har virket væsentlig bedre, end jeg havde turdet håbe. Pointen er, at hvis forsvarsspilleren på trods af sin forseelse forsøgte at spille bolden, slipper han med en advarsel. I praksis vil det sige, at mange målmænd bliver reddet på den konto, fordi målmanden i langt de fleste tilfælde vil forsøge at redde bolden, når han går ud i angriber og bold. Det redder også den forsvarer, som sætter en tackling ind, men hvor angriberen desværre i mellemtiden når at tage et træk, så forsvareren får manden og ikke bolden. Men det betyder også, at det er forseelser omkring benene vi taler om – eftersom holde- og puffe-forseelser ikke har noget med at forsøge at spille bolden at gøre. Phil Jones får lavet et ualmindelig klodset straffespark, da han vælter Eden Hazard, men det ændrer ikke på, at hans udgangspunkt var at spille bolden, hvorefter han mistede balancen.

Sidste år blev der så fulgt op med yderligere en logisk ændring, der vedrører advarslen for at bremse et lovende angreb. På samme måde som berøven af oplagt scoringsmulighed i straffesparksfeltet blev nedgraderet fra et rødt til et gult kort, blev det at bremse et lovende angreb i straffesparksfeltet reduceret fra gult kort til blot et straffespark uden advarsel – forudsat at bolden blev forsøgt spillet. Men det er vigtigt at huske på, at disse formildende omstændigheder altså kun gælder i straffesparksfeltet – udenfor er en berøven stadig lig med en udvisning, og det at bremse et lovende angreb lig med en advarsel. Nævnt til skræk og advarsel for forsvarsspillere.

Så dommeren skal holde tungen lige i munden, når spillerne kommer ind i feltet. Det var afgjort en oplagt scoringsmulighed, der blev taget fra Hazard, men fordi Jones forsøgte at spille bolden, var det helt korrekt kun en advarsel, der blev lagt oven i straffesparket.

Jans Corner: Berøven i feltet