Vi er nået til den tid på året, hvor vi vælter os i kampe, der skal afgøres på dagen. Der er pokalfinaler, europæiske finaler og playoff-kampe af alle mulige slags. Selv har jeg hygget mig med – ud over de danske udgaver – at følge oprykningsopgørene fra det engelske Championship. De plejer ikke at være kedelige, og det har de så sandelig heller ikke været denne gang, selv om der var noget mere krudt på opgørene mellem Fulham og Derby end på dem melllem Aston Villa og Middlesbrough. Men når kampe skal afgøres her og nu, er det, at vi kan risikere at ende med straffesparkskonkurrencer. Det lyder relativt simpelt, men der er ualmindelig mange finurligheder, når man begiver sig ud i krogene. Senest kom man derud ved en kvartfinale i U/17–EM, hvor den irske målmand præsterede at blive udvist – efter i første omgang at have reddet det sidste straffespark. Den vender jeg tilbage til.

Skal man have en vinder, og holdene står lige efter ordinær spilletid, er der kun tre lovlige måder at gøre det på – at lade udebanemål tælle dobbelt, at spille forlænget spilletid over to halvlege på højst 15 minutter, og straffesparkskonkurrence. De tre muligheder kan kombineres. Den hyppigste kombination i seniorfodbold er forlænget spilletid på to gange 15 minutter og efterfølgende straffesparkskonkurrence. Men der er også turneringer, hvor man går direkte på straffesparkene. Det er altså ikke tilladt med de mere utraditionelle måder at afgøre sagerne på, i hvert fald ikke i godkendte turneringer. Jeg har selv engang været med til en kamp, hvor vinderen var den, der havde haft flest hjørnespark i 2. halvleg, og det virkede helt ærligt som en noget pudsig måde at gøre det på.

Til selve straffesparkene. Først skal man have fundet det mål, som sparkene skal tages imod – for det hele foregår i den ene ende af banen. Det kan have ganske stor psykologisk betydning, hvis man har fangrupper bag begge mål, så nu om stunder (en relativt ny regel) trækker dommeren lod. Ikke på den måde at anførerne får lov til at vælge målet, men i overværelse af anførerne kaster han mønten, hvor hver side repræsenterer en ende af banen. Er der specielle sikkerhedsmæssige hensyn, eller hvis banen er bedre ved det ene mål end ved det andet, kan dommere undlade lodtrækningen og simpelthen vælge det ene mål. Men det er suverænt hans afgørelse, selv om jeg specielt ude i Europa har set TV-selskaber forsøge at lægge alt muligt pres på for at kunne bestemme enden.

I selve konkurrencen sparker i første omgang fem forskellige spillere fra hvert hold skiftevis. Rækkefølgen er ABAB – altså ét spark ad gangen. Det er muligt i et turneringsreglement at bestemme, at man vil forsøge sig med rækkefølgen ABBA, som vi kender det f.eks. fra tie-break i tennis, men herhjemme – og i de fleste andre større turneringer – hedder det ABAB, selv om vi i en enkelt ulyksalig pokalkamp sidste år blev introduceret til ABBA uden for nummer. Under alle omstændigheder skal der nu være endnu et møntkast for at finde ud af, hvem der skal sparke først. Indtil for få år siden var det sådan, at vinderen skulle sparke først, men nu er der frit slag – vinderen vælger, og hvad man foretrækker, er nok mest et spørgsmål om psykologi. Interessant var det ved sidste EM at se, at mange hold frivilligt valgte at sparke sidst, hvor man skulle mene, at presset var størst – og det gik heller ikke specielt godt i de fleste tilfælde.

Hvem må så være med ? Det må de spillere, som var på banen ved den forlængede spilletids ophør (eller havde forladt banen midlertidigt, f.eks. for at få behandlet en skade). Men der må altså ikke skiftes ud undervejs i straffesparkskonkurrencen (med en enkelt undtagelse, herom senere), så det er derfor, man nogle gange kan se trænere stå med en udskiftning parat mod slutningen af den forlængede spilletid, og blive mere og mere desperate, hvis bolden ikke går ud af spil, så udskiftningen kan foretages. Vi så sågar Holland ved sidste VM foretage en målmandsudskiftning lige før slutfløjtet, så straffesparkseksperten kunne komme til. Den eneste tilladte udskiftning undervejs i konkurrencen er, hvis målmanden bliver skadet – og så endda kun, hvis holdet ikke allerede har brugt det tilladte antal udskiftninger. Vi kan også komme ud i den situation, at holdene ikke er lige mange spillere på banen ved kampens afslutning – og så skal det andet hold reducere tilsvarende, så der er lige mange spillere at tage af. Bliver et hold decimeret under straffesparkskonkurrencen, skal det andet hold også reducere tilsvarende.

Og så skal vi ellers igang med at sparke. Mange tror, at holdene på forhånd skal opgive de fem første skytter, men det er ikke noget krav (og har aldrig været det). Ikke desto mindre har mange hold gennem tiderne afleveret en lille seddel med fem navne, før konkurrencens start, og det er selvfølgelig fint nok, men juridisk bindende har det aldrig været.

Så går det ellers slag i slag derudad, mens man holder sig til de sædvanlige regler for straffesparks udførelse. Eftersom alle andre spillere end den aktuelle sparker og de to målmænd befinder sig i midtercirklen, er man fri for at skulle tage højde for spillere, der løber for tidligt ind i feltet – men der er stadig sparkeren og målmanden tilbage, der kan lave hundekunster. Sparkeren ved at finte ulovligt – målmanden ved at bevæge sig for tidligt frem fra mållinjen. De har begge to muligheder for at kunne psyke modstanderen i denne wild wet-duel mand til mand – sparkeren ved at finte undervejs i tilløbet, og målmanden ved at bevæge sig sidelæns på stregen. Det sidste så vi i ekstrem form ved Liverpoools Dudek i den sagnomspundne Champions League-finale mod Milan. Og angriberen har også ret vide rammer i sit tilløb hen til bolden. Mange tror, at der ikke må være noget stopmoment i tilløbet – det må der gerne, og det har aldrig været forbudt. Det, som angriberen ikke må, er at finte, når først støttebenet er sat i jorden, og kun sparket mangler. Det ville ellers være smart at kunne sparke over bolden, for så ville målmanden uden tvivl gå for tidligt frem, og så kunne resultatet ikke blive værre end et omspark. Men den går altså ikke. Hvis angriberen alligevel ikke kan nære sig for at finte ulovligt, bliver han i bogstaveligste forstand ramt af lovens strengeste straf, for så bliver sparket simpelthen registreret som tabt eller brændt – på samme måde, som det i en almindelig kamp ville give et indirekte frispark og en advarsel.

Hvornår er et straffespark afsluttet – det er det, når bolden holder op med at bevæge sig eller går ud af spil. Man kan på YouTube finde gribende eksempler på målmænd, der troede, at de havde reddet, eller bolden havde ramt overliggeren, og mens målmanden jublede, skruede bolden tilbage i mål.

Hvis det ene hold undervejs får scoret så mange mål, at det ikke kan indhentes, er konkurrencen slut. Står man lige efter de første fem sparkere, fortsætter man med én mand ad gangen fra hvert hold, indtil det ene hold scorer, og det andet ikke gør – og det skal være nye sparkere hver gang. I ekstreme tilfælde kan man så komme hele raden rundt, og stillingen stadig er lige. Så fortsætter man – men ikke nødvendigvis i samme spillerrækkefølge som i den første cyklus. Der er frit valg igen. Og til sidst har man en vinder.

Der er, som jeg skrev, en god del finurligheder, og der er ikke plads til alle her. Min personlige favorit er den, at en spiller, som har forladt banen i løbet af konkurrencen (det kunne f.eks. være et toiletbesøg), og ikke er tilbage til at tage sit spark som den sidste mulige spiller, har tabt sit spark. Det noteres som brændt.

Tilbage til kampen mellem Irland og Holland, som jeg nævnte indledningsvis. Den irske målmand klarer Hollands sidste spark – men er gået for tidligt frem fra linjen. En hård dom, når man ser klippet – det er ikke meget værre end det normale – men sådan er det. Så sparket skal tages om, og så foreskriver reglerne jo, at hvis en overtrædelse af målmanden er skyld i, at et spark skal tages om, koster det en advarsel. Igen en relativt ny regel, og jeg kan se af kommentarer på nettet , at den er der mange, der ikke har registreret. Og vores irske ven havde desværre en advarsel i forvejen fra tidligere i kampen. En udvist målmand må ikke erstattes (det var kun den skadede målmand, der måtte det) – og dermed var Irland henvist til at sætte én af de forhåndenværende markspillere på mål. Holland scorede på det sidste straffespark – og gik videre. Noget af en gyser – men det lønner sig altså at have styr på detaljerne.

Jans Corner: Sæson for straffe