Foråret er med de mange skæve helligdage på mange måder noget staccato-agtigt noget, og så gør det ting og sager ved deadlines. Mens jeg normalt skal aflevere onsdag aften – og det er så grunden til, at de internationale onsdags- og torsdagskampe ofte bliver fanget lidt i et tomrum eller som minimum forsinket – så hedder det i denne uge tirsdag aften (og med et halvt øje på nedrykningsgyseren i Premier League mellem Swansea og Southampton). Ellers har det jo været nogle vidunderlige uger herhjemme, når man ser på mesterskabsspillet, for sjældent har jeg dog set fire hold (Brøndby, FC Midtjylland, FC København og FC Nordsjælland), som i den grad har villet ud over isen i de indbyrdes opgør. Dér har godt nok ikke været meget fedtspil, og det har været helt forrygende underholdning. I weekenden fik vi så taget hul på playoff-kampene, hvor jeg selv i embeds medfør var til én af dem, i Helsingør, og det blev også, som man kunne forvente: meget nervøst og i perioder decideret forkrampet og helt tydeligt to hold, der havde stor respekt for hinanden og ikke følte for at blotte sig unødigt. Men sådan er tingene jo så forskellige – sidste år var mesterskabsspillet en noget tam omgang, mens det var nedrykningsspillet, der trak tænder ud, og det kan jo nå at ændre sig mange gange endnu.

Men vi har været forskånet for de helt store diskutable situationer. Bevares, så snart to spillere bevæger sig ind i straffesparksfeltet, kan man jo oftest finde et eller andet at diskutere, og der har da også været situationer, der kunne være faldet anderledes ud, men de helt store blodige uretfærdigheder er det et stykke tid siden, vi har været udsat for. I hvert fald, hvis man er iført en neutral kasket – det kan der uden tvivl være rigtig mange forskellige meninger om. Men i mangel af helt store forkromede emner, der trænger sig på, trækker jeg et par henvendelser fra arkivbunken, som har ventet på plads og bedre tider. Og jeg minder om, at det altid er tilladt at komme med spørgsmål og forslag på mail-adressen i nederste hjørne – man skal bare være forberedt på, at der kan gå lidt tid. Enten fordi der står meget i kø, eller fordi emnet måske ikke kan bære en hel artikel og derfor afventer en passende makker.

Flere læsere har gerne ville høre lidt mere om den ændring, der skete sidste år, hvorefter der ikke længere automatisk fulgte en udvisning med slag, spark og slag på afstand (de kastede genstande). Og det er rimeligt nok, for det har jo ellers alle dage været et mantra, at de tre forseelser skulle give en udvisning, uanset hvor blidt eller hårdt det gik for sig. Det kan risikere at blive en anelse langhåret-filosofisk nu, men jeg skal prøve at holde mig nogenlunde nede ved jorden. Man har godt nok i fodboldloven en række forseelser, p.t. 11, som skal give direkte frispark, og der er pæne definitioner på dem allesammen, men det er jo ikke sådan, at de udgør isolerede øer i landskabet. Nogle af dem er faktisk ganske meget i familie med hinanden, og der er en glidende overgang mellem dem, snarere end et meget brat skifte mellem, hvornår man kalder ting ét, og hvornår man kalder ting noget andet. Sådan to par har vi at gøre med her. Vi har en forseelse, som hedder ‘at puffe’, og som oftest er noget der, sker, med armen eller hånden – og så har vi noget, der hedder ‘at slå’, som også har med arm og hånd at gøre. Tilsvarende var vi et par nede ved fødderne. ‘At spænde ben’ og ‘at sparke’. Omkring et eller andet punkt på skalaen holder et puf op med at være et puf og bliver til et slag – og det sammen med benspændet og sparket.

Tydeligst ser man det nok i luftduellerne, hvor armene kommer med op og nogle gange får kontakt med modspilleren. Er sådan en albue et puf eller et slag ? Det kommer selvfølgelig i et eller andet omfang an på styrken i armens sving – men man er også inde og lægge nogle kriterier ind, der kan hjælpe dommeren til at finde ud af, om vi er på den ene eller anden side af hegnet. Ved duellerne ser man meget på, om armene primært bliver brugt som redskab (f.eks. som hjælp til at få mere springkraft og højde på), eller om de bliver brugt som våben (hvor det primært er modspilleren, der er spilobjektet). Taler vi mere våben end redskab, har vi allerede bevæget os nogle grader i retning af slag snarere end puf. Kan man se, at den springende spiller orienterer sig omkring sin modspillers placering, før armen kommer med, er det også mere våben end redskab – og endelig spiller styrken i angrebet så en rolle. Det interessante er, at begge elementer sagtens kan findes i den samme handling. Armene kan starte med at være redskab for at komme godt op i duellen – og så kan de ende med at være våben, hvis modspilleren lige får et ordentligt fur til sidst.

Man kan lave nogenlunde den samme øvelse nede ved benene. Starter benet med at ville tackle og måske endda rammer bolden og så bagefter bare fortsætter ind i modspilleren og vælter ham – eller kommer tacklingen, rammer bolden, og benet så lige får en selvstændig bevægelse for at give lidt ekstra tryk på, så modspilleren også kan mærke det ? Eller tacklingen med begge ben, hvor det ene ben tager bolden, men det andet i den grad koncentrerer sig om manden ? Igen spiller kraften en rolle for, om vi vil kalde det for et benspænd eller en tackling – eller et spark.

Med andre ord er der dels selve handlingen, men også nogle ydre omstændigheder og bagvedliggende motiver, der ligger til grund for, om vi havner i den ene eller anden kasse. Og det er det, som man har forsøgt at tage højde for, nu hvor man tillemper fodboldloven til det virkelige liv og forsøger at graduere f.eks. et spark, alt efter hvor tæt det er det rene spark og hvor langt man har bevæget sig hen ad linjen mod et benspænd. Fodboldloven giver nogle kodeord, som dommeren skal kigge efter, når han vurdere. Om styrken i kontakten hedder det, at ‘unødig stor kraft’ skal give en udvisning. Det vil sige, at spilleren er gået ud over den nødvendige kraftanvendelse og har udsat sin modspiller for fare. Til motiverne bag udførelsen ligger ord som ‘brutalitet’ og ‘ond hensigt’, som også peger mod en udvisning.

Og så skal vi også lige have selve tidsfaktoren omkring duellen med. Hvis forseelsen sker i umiddelbar nærhed af bold eller umiddelbart som forlængelse af en infight, er det voldsom adfærd, hvis den udføres med kodeordene ovenfor: brutalitet / ond hensigt / unødig stor kraft. Hvis man ikke kan bruge nogen af disse kodeord til at beskrive handlingen, er vi ovre i afdelingen for ‘tjat’ – noget som udføres med ubetydelig kraft – og så er straffen kun en advarsel. Men hvis forseelsen sker, efter at bolden er væk – og efter at nogle sekunder er forløbet – får den karakter af en hævnakt, og så taler vi éntydigt om voldsom adfærd og rødt kort.

Så det handler både om udførelse, hensigt og tidsfaktor. Frem for den automatiske udvisning tror jeg, at de fleste finder det rimeligt, at en ‘menneskelig reaktion’, som ikke kammer over, kun straffes med en advarsel. Spilleren, som i irritation efter en duel dasker ud med en løs hånd eller en foretager en markering med foden – eller målmanden, som efter at have fået sit frispark lige svipper bolden ind på ryggen af angriberen. Der argumenteres jo tit og ofte for, at der skal være plads til følelser og umiddelbare reaktioner, og det er det, som vi har her – ligesom ved protester, hvor en ‘hurtigt op, hurtigt ned’-lukken damp ud normalt er til at leve med, medmindre ordvalg eller gestus er i den grove afdeling.

Flere har spurgt mig, hvad jeg så mener om den udvisning, som David Beckham pådrog sig i en VM-kamp mod Argentina i 1998. Det foregik ganske kort efter duellen, og det var ikke noget voldsomt spark, men snarere en irriteret bevægelse i retning mod Simeone og med kontakt. Ingen tvivl om, at den udvisning, som Kim Milton tildelte Beckham i 1998, var helt efter bogen, sådan som reglerne var dengang – i vore dage ville jeg ikke tøve med at bruge det som et instruktionseksempel til en advarsel.

Når alt dette er sagt – og det blev til mange ord om noget, som på papiret ser rimelig simpelt ud – er jeg stadig ikke i tvivl om, at de fleste spark, slag og slag på afstand i praksis stadig vil være forseelser, som skal belægges med en udvisning. Enten på grund af kraften, eller på grund af elementet af hævnakt. Men nu har man altså som dommer muligheden for at nøjes med advarslen, hvis der er tale om en handling, der udføres med ubetydelig kraft.

Jans Corner: Hvornår er et spark et spark