Jeg skal ellers lige love for, at det er nogle fodboldkampe af format, som vi bliver præsenteret for herhjemme lige i øjeblikket. Mesterskabsspillet har budt på nogle forrygende kampe, specielt hver gang to af de fire øverst placerede hold er ramt ind i hinanden – og det fortsætter heldigvis nogle få uger endnu, før vi er nået hele raden rundt. Mærkeligt som tingene kan forme sig: i sidste sæson var det nedrykningsgruppespillene, der påkaldte sig det meste af interessen, nok ikke så meget på grund af god fodbold, som på grund af spænding og dramatik – i år er det så oppe i den anden ende af tabellen, at tingene sker. Stadig med masser af spænding og dramatik, men også med fornemt fodboldspil og hold, der bare vil ud over isen.

Jeg kommer til at vende tilbage til opgøret mellem FC Midtjylland og Brøndby, hvor offside-reglen kom i fokus i diverse variationer – men først skal vi lige omkring tirsdagens CL-semifinale mellem Liverpool og Roma. Jeg kan desværre ikke nå at få onsdagens semifinale mellem Bayern München og Real Madrid med i denne omgang – det kan være, at den vender tilbage i næste uge. Men vi fik en Roma-reducering til 2-5 på et straffespark for hands, som i den grad delte vandene, da alle eksperter og kommentatorer, danske som udenlandske, tonede frem efter kampen. Og der er ikke noget at sige til, at opfattelserne er forskellige omkring James Milners hands, for var det nu også en forsætlig hands, som det immervæk skal være, for at der kan blive et straffespark ud af det ?

Dette med forsætlighed og hands er også en kompliceret størrelse. I skolegården opererede vi i min københavnske årgang med noget, som vi kaldte ‘påskud’ , og som man i tide og utide påberåbte sig for at få straffrihed. Og helt løgn er det ikke, men hele sandheden er det nu heller ikke. Mange opererer med en skelnen imellem, om det er bold til hånd eller hånd til bold – og det er slet ikke noget dårligt sted at starte, men det er heller ikke hele sandheden. Det er en glimrende tommelfingerregel, men som ved de fleste regler er der også nogle undtagelser. Det tilfælde, hvor en spiller med gustent overlæg fører armen hen til bolden og rammer den, kan vi nok hurtigt blive enige om – men bevæger vi os ind i det mere grumsede område, er der nogle kriterier, som man skal se nærmere på.

Det bliver i fodboldlovens forstand betragtet som forsætligt, hvis en spiller har armene ude fra kroppen for at gøre sig højere eller bredere, end han ellers ville være. Ingen fodboldspiller på denne jord løber jo rundt med armene klistret ind til siden, men det er altså dommerens opgave at skulle sondre mellem de tilfælde, hvor spilleren bare har armen i en stilling, som er naturlig i forhold til kroppens øvrige bevægelser, og så dem, hvor han bevidst prøver at udvide det område, som han dækker. Forsvarsspilleren, der kaster sig ned i en tackling med arme og ben strittende i alle retninger, og hvor bolden rammer armen, skal straffes – og det skal for eksempel også spilleren i den forsvarsmur, som hopper og samtidig stikker armene ud til siden eller over hovedet. I den forbindelse er det heller ikke nogen livline, at spilleren vender ryggen til sparket.

Så dommeren vil se på håndens position – men omvendt betyder håndens position i sig selv ikke nødvendigvis, at der foreligger en forseelse, hvis der bliver kontakt mellem hånd og bold. Derfor er dette med ‘naturlig position’ også et begreb, som man skal omgås med yderste varsomhed. En faktor er også, hvilken afstand sparket kommer fra, og hvor stor fart der er på bolden – eller med andre ord: har spilleren med armen overhovedet en ærlig chance for at reagere ? De senere år har givet yderligere et par raffinementer i forbindelse med spillere, som går ned i glidende tacklinger eller for at blokere. Her har man i sagens natur heller ikke den bageste arm ind til kroppen – men afgørende bliver, om armen er nogenlunde lodret og måske endda en støtte mod jorden for spilleren, eller om armen er strakt bagud for at gøre forhindringen så stor som muligt. Den første vil være straffri – den sidste skal straffes. Lad os lige tage spørgsmålet om advarsel med ved samme lejlighed. Mange har den opfattelse, at hands automatisk skal medføre en advarsel, men det skal principielt kun ske, hvis man derved forhindrer bolden i at nå frem til en modspiller, hvis man bremser et skud , der har retning mod mål – eller hvis man forsøger at score med hånden.

Og hvordan var det så med Liverpool og Roma. Der kommer ganske hårdt skud på mål, som James Milner forsøger at blokere. Bolden rammer ham et eller andet sted omkring brystet og fortsætter derefter op på den arm, som er ude fra kroppen, uden at der tilsyneladende er nogen selvstændig bevægelse i armen, da kontakten opstår. Armen er ude fra siden, og den danner en vinkel til kroppen og gør dermed fladen større. Det taler for straffespark. Imod taler, at man er tilbøjelig til at se mildere på de tilfælde, hvor bolden først rammer en anden del af kroppen hos forsvareren, og derefter umiddelbart springer op på armen – uden at forsvareren har haft nogen mulighed for at reagere. Så vi har to fortolkninger, som trækker i hver sin retning – og der er ikke noget at sige til, at det kan give diskussion. Man ville sådan set kunne argumentere begge veje – men jeg synes dybest set selv, at straffesparket er i orden.

Og så til offside-reglen, som ofte får en lidt stedmoderlig behandling i denne klumme – bestemt ikke fordi den er mindre interessant, men fordi det kan være rasende svært i ord at beskrive situationerne, så de også står klare for læseren. Men i kampen mellem Midtjylland og Brøndby var der hele tre situationer, hvor man virkelig skulle have marginalerne i brug. Brøndbys annullerede føringsmål først i kampen er egentlig nogenlunde ligetil, for Pukki har sneget sig ind i noget, der ligner en lille halv meters offside-position. Det er jo ikke bare fødderne, som man ser på, men også spillerens hoved og krop (men ikke arme). Af samme grund er det ret misvisende, at den virtuelle offside-linje på skærmen som oftest tegnes med udgangspunkt i spillernes fødder.

Ved stillingen 2-0 bliver der meget kortvarigt dømt et straffespark til Midtjylland, men det konverteres til et offside-frispark til Brøndby. Bolden er blevet slået over mod Mikkel Duelund, som presser Lasse Vigen, der sætter armen på bolden. Klokkeklart straffespark – hvis det ikke lige var, fordi Duelund er i en marginal, men korrekt offside-position, og i det øjeblik han ‘angriber for at erobre bolden’, som er helt tæt på ham, generer han derved en modspiller i sin offside-position, og skal straffes. Her kommer offside-forseelsen altså før forseelsen til straffespark. Hvis man tænker sig, at Duelund havde været fuldstændig passiv i sin offside-position, var han aldrig blevet strafbar, og så var det straffesparket, der var blevet resultatet. En rigtig teoretisk lækkerbisken for dem af os, der kan lide sådan noget.

Og endelig Brøndbys sejrsmål, som Anthony Jung tordner ind med en flad bold langt udefra. Inde foran mål, på kanten af målfetet, springer Kamil Wilczek over bolden, og det er faktisk først på de langsomme gengivelser, at man kan se, at han ikke rører den. Han er lige så marginalt i onside-position, som Pukki var offside i det første eksempel, og det skal Brøndby være glade for. Havde han været i offside-position og rørt bolden, havde sagen været klar – men selv det at springe over bolden så tæt på målmanden og direkte i målmandens synsfelt mod bolden kunne meget vel være blevet takseret til at genere en modspiller ved at foretage en åbenlys handling, som klart påvirkede modspillerens mulighed for at spille bolden – hvis Jesper Hansen var blevet forsinket i sin reaktion eller måske direkte fikseret af Wilczek. Nu var han altså ikke i offside-position, så hele diskussionen bliver akademisk, men jeg må da indrømme, at jeg lettede lidt fra sædet i den bløde lænestol, da jeg så situationen første gang i naturligt tempo. Jo længere angriberen er væk fra målmanden, jo mindre bliver selvfølgelig sandsynligheden for, at han kan påvirke noget – men denne var godt nok tæt på. Ugen før fik West Ham annulleret et mål i en næsten tilsvarende situation mod Stoke, men her var der ingen tvivl om offside-positionen i første omgang.

Så der er rigeligt at tage sig af i øjeblikket – og i den ene af situationerne fra Midtjylland fik vi så oven i købet ugens to temaer, offside og hands, til at gå op i en højere enhed…

Jans Corner: To klassikere – offside og hands