Der er afgjort situationer, hvor man i den grad ville ønske, at man kunne holde kæft med tilbagevirkende kraft. Det har de fleste mennesker uden tvivl prøvet, og i denne uge blev det så min tur endnu en gang. I sidste uges klumme fabulerede jeg lidt over den hæsblæsende afslutning på Superligaen og gjorde mig lystig over det, som jeg kaldte konspirationsteorier om, at det skulle kunne betale sig at tabe en kamp med vilje. Og minsandten om man nu ikke står foran at skulle undersøge lige akkurat sådan en mulig sag, nemlig omkring  det mål, som SønderjyskE inklasserede meget sent i Herning, og som sendte dem forbi den syvendeplads, som ingen rigtig var interesserede i at lande på, sådan som de to puljer i nedrykningsspillet er skruet sammen. Den undersøgelse må naturligvis gå sin gang, og så ikke et ord mere om det. Skæbnens blodige ironi er, at syvendepladsen i stedet landede i Hobro, som tabte i Brøndby på et ligeledes sent mål, som ved nærmere eftersyn viste sig at burde være underkendt for offside. Ikke noget at sige til, hvis smilene sidder lidt stift sine steder i det jyske i disse dage. Til gengæld er det måske også værd at minde om, at selvfølgelig trækker de to situationer overskrifter og synes at være udslagsgivende for de endelige placeringer – men i den matematiske virkelighed kan det jo lige så vel siges at være det point, som man mistede i f.eks. runde 5, der var afgørende. Det kommer bare til at virke endnu mere grelt, når det sker på selve målstregen.

Ellers var det da noget af en afslutning, som vi fik – forstærket af, at alle kampene i sidste runde blev spillet samtidig. Helt nostalgisk. Jeg sad hjemme og kunne følge med, og mobilen bimlede og bamlede i slutfasen, som målene haglede ind, og situationen konstant vekslede. På det punkt må man sige, at turneringsstrukturen opfyldte sit mål, for sjældent har der været så meget at spille for i en sidste runde – og sjældent  har dramaet været af en sådan kaliber.  Jeg står ved, hvad jeg skrev i sidste uge, at der næppe kan udtænkes en turneringsstruktur, hvor der ikke er en eller anden svaghed, som i en spidsbelastning kommer op til overfladen – og mon ikke man med gode hjerners hjælp til en anden god gang kan forebygge, at en lignende situation opstår igen. Taget under ét synes jeg med de neutrale og spændingselskende briller på, at turneringen i år har givet væsentlig flere spændende kampe, hvor der i meget få tilfælde ikke har været noget på spil. Dér har der i den gamle struktur godt nok været nogle ørkenvandringer imellem, som man nærmede sig slutningen, og tingene var mere eller mindre faldet på plads. Intensiteten har været høj – det ses også af, at der har været væsentlig flere udvisninger, men stigningen ligger tilsyneladende markant på udvisninger for to advarsler. Og vi har været velsignet med, at der ikke bare har været ét suverænt tophold, men at der er lagt op til et forrygende parløb, ligesom der heller ikke har været ét totalt isoleret bundhold, som bare har været boksebold. På minussiden for tilskuertallet  tæller, at vejret har været en pestilens i de seneste runder, men selv med det in mente synes jeg egentlig, at der er blevet spillet fornuftig fodbold.  Jeg kan næsten ikke vente, til det går løs igen.

Ellers bød weekenden også på nogle tilfælde, hvor man sad og tænkte ‘Nå, nu igen’. Vi slap ikke for overvejelserne, om en bane nu var farlig eller ej – denne gang i Helsingør, hvor udeholdet ikke var voldsomt tilfreds med, at dommeren godkendte banen.  Men uanset om man kan lide det eller ej, er det altså en kompetence, som efter fodboldloven éntydigt ligger hos dommeren, og den er der ikke nogen, der kan tage fra ham. Alt andet lige er han jo heller ikke interesseret i at afvikle en kamp, hvor spillerne kan risikere at komme til skade, for der er ikke nogen tvivl om, på hvis skulder aben i så fald ville tage ophold.

Klassikeren med trøjefarver mødte vi minsandten også igen. I én af de allerførste runder var det Hobros målmand, der med AGF stillede op i en kortærmet rød trøje med en langærmet hvid inde under. I kampen mellem AGF og AaB var det AGFs målmand, der forsøgte sig med nøjagtig samme farvekombination – men dog kun fik lov til det i en halvleg. Problemet er, at undertrøjer og undershorts skal have samme farve som den overvejende farve på den trøje eller de bukser, som er udenpå. I breddefodbold er det ikke noget krav, men meningen er jo god nok: dommeren skal ikke kunne være i tvivl om, hvilken spiller, der rører bolden, og det er nu engang lettere, hvis farverne ikke flimrer, og påklædningen er ensartet. I England kunne de også, for en anden variant over farverne så man i FA Cup-kvartfinalen mellem Leicester og Chelsea, hvor de to holds farver godt nok formelt var forskellige, men alligevel lå så tæt på hinanden, at det bestemt ikke var brugervenligt for nogen. Jeg kan sagtens forestille mig, at det er et af de tilfælde, hvor dommeren har godkendt trøjerne inde i omklædningsrummet med et lysstofrør eller en søvnig pære som lyskilde, og så ser det helt anderledes ud, når man kommer ud i dagslyset eller for den sags skyld det elektriske lys på banen. Her skal alarmklokkerne bare ringe, når man får forevist trøjerne – og så ellers ud i fri luft med dem og sammenligne.

Nu vi er ved spillernes udstyr, har flere hæftet sig ved de løse halskraver, som nogle målmænd bar i de kampe, hvor det virkelig var bidende koldt og måske endda snevejr. En enkelt brillerede ved ind imellem at trække den så langt op, at det var lige før, man skulle nærstudere loven om maskeringsforbud. Er løse halskraver blevet tilladt ? Nej – de er pr. definition farligt udstyr og må ikke anvendes. Omvendt var det i nogle kampe ren overlevelse, og skal det endelig være, var målmanden næppe den værste spiller til at bære dem. Han kommer trods alt ikke i den samme type nærkampe som markspillerne. Men ingen skal altså få gode idéer og begynde at bruge dem, fordi man fik lov på TV – heller ikke selv om der kunne føres lange diskussioner om, hvad forskellen egentlig er på sådan en halskrave og så de ustyrlig brede pandebånd, som nogle spillere også ynder at bære.

Nu kan vi så lige trække vejret, mens en del turneringer ligger stille til fordel for venskabslandskampe. Og der er nok at vente på. Naturligvis er det Superligaens mesterskabsspil og nedrykningsspil, der ligger først for – men kapløbet i 1. division ser nu heller ikke just ud til at blive trist, efterhånden som topholdene på skift får gummiben. Lodtrækningerne til Champions League og Europa League gav også nogle veritable brag, som nok er værd at vente på – der er i hvert fald lige en håndfuld aftener, som om muligt skal blokeres. Og for os lovnørder er det også spændende at vente på cirkulæret med de endelige vedtagelser fra IFABs årlige møde først på måneden, så vi kan komme i gang med at dissekere de regelændringer, der er, og begynde at forberede implementeringen af dem.

I den forløbne uge vedtog FIFA også – ganske som ventet, men man ved nu alligevel aldrig helt, hvad der kan ske, så man skal ikke tage vedtagelsen for givet, før den ligger der – at man ville benytte sig af Video Assistant Referee (VAR) ved sommerens VM.  Det er også nok værd at vente på – om det så er med spænding eller frygt og bæven, må den enkelte gøre op med sig selv. Ingen tvivl om, at det kommer vi til at høre meget mere om  inden da. Faktisk skal jeg selv en tur til London og en IFAB-workshop i næste uge, hvor man vil præsentere de foreløbige erfaringer med VAR fra den forsøgsperiode, som nu har kørt i et par år. Der bliver diverse indlæg fra de lande, som er startet med VAR, og man vil også gennemgå det regelsæt, som er sat op, hvis et land skulle få mod på at indføre VAR i egne turneringer. Både de rent tekniske spilleregler og selvfølgelig en gennemgang af, hvilke typer situationer man må bruge VAR til at afgøre. Ikke mindst skal vi se det i praktisk anvendelse til tirsdagens venskabslandskamp mellem England og Italien.  Det bliver rigtig spændende at høre det fra hestens egen mule i stedet for at måtte læse cirkulærer, gætte og formode ud fra de ting, som man kan se på TV.

Så der er masser af spændende ting at vente på i den kommende tid – og det kan umuligt passe, at forventningens glæde i alle tilfældene vil vise sig at blive den største.

 

Jans Corner: Så er der dømt ventetid