Denne uges bidrag skrives gennem forkølelses- og influenzatåger, som nu er vendt tilbage til en tredje omgang, så hvis abstraktionsniveauet og det faglige indhold ikke når op til vanlig standard, er der en ret naturlig forklaring på det. Det lader til at være en ualmindelig sej omgang, vi bliver præsenteret for her i 2018, og det er jo møgærgerligt, når man meget hellere ville sidde ude på et Superliga-stadion og følge med live. Men det bliver også i den kommende weekend TV, der må holde for – hvilket da bestemt også har sin charme, specielt når temperaturerne er, som de er. Der er i hvert fald al mulig grund til at kippe med flaget for de trofaste tilskuere, der i de seneste runder har trodset elementernes rasen for at følge deres hold. Specielt står billeder af nogle yderst sammenbidte AaB-fans fra mandagens kamp stærkt på min nethinde lige nu: sneen væltede ned, der var sne på sæderne, og så sad man der alligevel i sin klubtrøje for at bidrage. Stor respekt !

Men selv om det efterhånden bliver trivielt, kommer vi heller ikke uden om VAR (Video Assistant Referee) denne gang. Primært fordi IFAB holdt deres årlige møde i Zürich i den forgangne weekend og her formelt indskrev brugen af VAR i fodboldloven, hvilket selvfølgelig er den første forudsætning for, at systemet kan bruges i de store officielle turneringer, når vi først er kommet hinsides den forsøgsperiode, som nu har kørt i nogle få år. Og frem for alt en forudsætning for, at systemet kan anvendes ved sommerens VM-slutrunde i Rusland. Det kan man mene om, hvad man vil (og det gør man i den grad også), men nu er de formelle ting i hvert fald på plads – og så udestår der en officiel beslutning fra FIFA, om man også ønsker at benytte sig af muligheden. Den afgørelse skulle komme inden for de allernærmeste uger.

IFAB har så nu godkendt brugen af VAR, ligesom man har vedtaget en manual, som skal følges, hvis man i turneringer ønsker at anvende VAR. Indholdet her er baseret på erfaringerne fra den forsøgsperiode, der har været, og som har omfattet en lang række af de større ligaer rundt omkring. Det handler om teknisk opsætning, bemanding og ikke mindst et forsøg på at indkredse, hvilke situationer VAR kan og skal bruges i. Det helt overordnede princip for VAR er nu endelig vedtaget som ‘minimum interference, maximum benefit’ (i en dansk populærudgave vel sådan cirka ‘Så lidt som muligt, så meget som nødvendigt’). Det handler udelukkende om afhjælpning af klare og åbenlyse fejl – og indgreb over for alvorlige hændelser, som ikke er blevet fanget op af kampens dommerteam.

Helt specifikt taler vi om situationer, som involverer scoring eller ikke-scoring af mål (det kan både handle om vurdering af, om bolden har krydset linjen eller ej – og om der forud for scoringen er foregået noget ulovligt). Så er der situationer, som betyder, om der skal dømmes straffespark eller ej, eller tildeles et rødt kort eller ej. Igen skal man huske, at det handler om klare og åbenlyse hændelser – og omkring udvisning også, at en tildeling af et eventuelt gult kort nr. 2 ikke er omfattet. Advarsler er ikke en del af de ting, der kan vurderes under VAR. Og endelig kan VAR bidrage til at rette op på situationer, hvor dommeren får givet et kort til den forkerte spiller (her i spørgsmålet om forveksling af spillere er advarsler dog også med).

Af andre emner, som IFAB behandlede og vedtog på deres møde, var spørgsmålet om at tillade en ekstra udskiftningsmulighed i pokalkampe og andre, som gik i forlænget spilletid. Det er også et punkt, som har været diskuteret længe, både ud fra et lægefagligt og taktisk synspunkt, og her bliver der åbnet op for, at turneringsreglementer kan tillade, at man får en fjerde udskiftning, når man kommer frem til forlænget spilletid. Så er det op til de enkelte turneringer at beslutte, om man vil benytte sig af muligheden eller ej. Der kommer også en præcisering af (og tilsyneladende også lempelse af), hvordan man skal forholde sig omkring brug af elektroniske hjælpemidler i det tekniske område (små laptops, mobiltelefoner osv). Det er et område, hvor der har været stort fokus fra trænerside – jeg har i hvert fald kommunikeret en del med nogle stykker gennem årene. Og uanset hvad formuleringen så bliver, må det hilses velkomment, at der kommer en præcisering. Reglen har været håbløs at håndtere indtil nu, og det har reelt været umuligt at kontrollere for dommerteamet, selv i de kampe, hvor der er 4. dommer. En uriaspost for alle parter, og en kilde til irritation for alle, hvor det trods alt burde være det, som foregik inde på banen, der var fokus på.

Nu afventer vi stille og roligt et reelt mødereferat, et lovcirkulære og ikke mindst en ny lovbog, før vi ved helt eksakt, hvad der er vedtaget, og hvordan det skal fortolkes. Lige nu foreligger der kun en kortfattet pressemeddelelse, og der er grimme fortilfælde for, at sådan nogle ikke altid er sandhedsvidner, når man kommer ned i substansen. Under alle omstændigheder vil ændringer først træde i kraft til sommer – dvs ved VM og i efterårssæsonen herhjemme, så der er tid nok. Efter et par hidsige år med mange lovændringer ser det ud til at blive en lidt mere rolig sommer denne gang, hvilket alle vi bag kulisserne uden tvivl er glade for – det lever også fint op til traditionen med ikke at lave revolutioner i et VM-år – men vi er alle meget klogere om en måneds tid eller to.

Og så tilbage til VAR og den praktiske anvendelse af det som set i FA Cup-kampen mellem Tottenham og Rochdale i forrige uge. Den kamp ramte overskrifterne – og med rette, for sjældent har jeg dog set VAR stjæle billedet i en sådan grad med uhyggelig mange input udefra. Her havde princippet ‘minimum interference, maximum benefit’ det i hvert fald ikke godt. Der var vel stort set ikke det, der ikke skete i den 1. halvleg, men lad mig blot tage to episoder frem, nemlig en annullering af et Tottenham-mål for en 50-50 holde-forseelse, hvor en angriber og forsvarer havde godt og grundigt fat i hinanden, umiddelbart før bolden blev sendt i mål. Tja – måske er der en forseelse, men den kvalificerer i min verden ikke til betegnelsen ‘klar og åbenlys fejl’.

Men meget værre var annulleringen af et Tottenham-mål, som blev scoret på straffespark. Alene det at få underkendt et mål scoret på straffespark er en sjælden sag – men problemet her var, at afgørelsen var forkert. Jeg skal ikke gøre mig klog på, om man har særregler i visse turneringer ovre på de britiske øer, men det som skete var i hvert fald ikke i overensstemmelse med fodboldloven. Tottenhams Son skal tage straffesparket. I sit tilløb bremser han op vel cirka fem meter fra bolden, fortsætter derefter sit tilløb og scorer. Målmanden er på ingen måde påvirket af handlingen. Hvorefter dommere med input fra VAR-dommeren underkender målet med den begrundelse, at der har foreligget en ulovlig fintning. Herefter blev scoringen konverteret til et indirekte frispark i den modsatte retning og en advarsel til Son. Én ting er, at lige sådan noget skulle dommeren nok kunne holde styr på selv, når der kun er én spiller at holde øje med – en anden ting er, at vurderingen lovmæssigt ikke holder.

Af en eller anden grund tror mange mennesker i fodbold, at der eksisterer et begreb, der hedder ‘stopmoment’ i tilløbet til et straffespark. Det gør der ikke, det er en myte – og det har der aldrig gjort i nogen som helst lovbog, historisk eller aktuel. Angriberen har lov til at finte i sit tilløb, lige så vel som målmanden har lov til at prøve at fiksere angriberen ved at bevæge sig på mållinjen, før sparket bliver taget. Den lovændring, som blev vedtaget før sidste VM-slutrunde, var, at når spilleren havde sat støttefoden i for at sparke, måtte han ikke sparke over bolden eller lignende. Det ville ellers være smart, for så ville målmanden uden tvivl reagere og bevæge sig frem før tid, og så var man sikret minimum et omspark, hvis det gik galt. Med andre ord må man ikke finte, når først tilløbet er afsluttet. Men undervejs i tilløbet er der ganske vide rammer. Selvfølgelig er der altid fodboldlovens generelle bestemmelse om usportslig opførsel, og der kan da sagtens udtænkes måder at udføre et tilløb på, som naturligt vil lede tankerne hen på cirkus snarere end fodbold. Men at stoppe op i sit tilløb langt fra bolden og straks genoptage sit løb er i min verden ikke én af dem – så forhåbentlig var der ikke alt for mange danske fodbolddommere, der så TV den aften…

Jans Corner: Så blev VAR officielt